« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Kvindekongres i Zürich
Forhistorien til denne Kongres er Kv. og Samf.s Læsere sikkert saa fortrolige med, at den her blot behøver at repeteres med faa Ord. I Maj 1915 fandt i Haag en Sammentræden Sted af Kvinder fra 13 Lande, krigsførende og neutrale, med det store Formaal at standse Krigen. Initiativet til Kongressen var udgaaet fra hollandske, engelske og tyske Kvinder, dens Præsident var den Gang som nu Jane Addams fra U. S. A. Den valgte en lille Delegation til det møjsomme Hverv at rejse rundt og frembære denne Kvindernes Bøn for Regeringerne. Blev deres Gang end saa sørgelig forgæves, fortjener dog Mindet herom at opbevares i Taknemlighed i ethvert Moderhjerte.
Til Fremme af de Tanker, som Kongressen gav Udtryk for i sine Resolutioner blev saa dannet en Organisation, som den Dag i Dag har Afdelinger i 21 Lande, Kvindernes Fredskæde, som dens Navn lyder her i Danmark, hvor Tallet paa tilsluttede Kvinder udgør ca. 15,000.
Endelig besluttedes det, at man skulde træde sammen til en ny Kongres, saa snart Krigen var forbi, til Drøftelse af Fredskonferencens Resultater. Ingen tænkte sig den Gang, at dette Tidspunkt skulde ligge fire forfærdelige Aar ud i Tiden.
I Aar den 12. Maj blev det saa til Alvor, og den 7. Maj afrejste den danske Delegation bestaaende af Formanden, Fru Clara Tybjerg, Frk. Henni Forchhammer, Fru Hedevig Sonne Hald og undertegnede. Selve Rejsen afgav et meget væsentligt Bidrag til den Skat af berigende Indtryk, man vendte hjem med. I høj Grad interessant var det at samtale med de rejsende Tyskere og se, hvorledes Kvindernes Tanker kresede om den almindelige Hungertilstand, som de selv saa sørgeligt var prægede af; de danskes medbragte gode Madposer kom her mere end een Gang til lykkelig Anvendelse. Dog, den Sorg der var at læse i de tyske Mænds Øjne, maate røre lige saa dybt, det var aldrig det militære Nederlag, de opholdt sig over, det, der knugede dem til Jorden, var Tanken om Landets haabløse økonomiske Fremtid, ja Slaveri, dersom Fredsbetingelserne gennemføres.
Os mødte de med den største Hjertelighed, hvor vi kom hen, og naar man skiltes, var det, som om deres Velsignelser fulgte os paa Vej. En ung Docent i Kunsthistorie ved Heidelberg Universitet, „der seinen Idealismus ganz verloren hatte," erklærede til vor Glæde, at han ligesom var begyndt at fatte et Slags Haab for den ulykkelige Menneskehed ved at høre om Kvindernes Forehavende.
Mandag dem 12. aabnedes Kongressen paa hvilken 14 Lande var repræsenterede ved 128 Delegerede, af dens uovertræffelige Præsident Jane Addams. Da det ikke vil være muligt før i en følgende Artikel at naa til Omtale af Kongressens Beslutninger, maa det være tilladt i Stedet et Øjeblik at dvæle ved denne fremragende Personlighed. Hun har fra sin tidlige Ungdom staaet som Agitator og Leder af et Kæmpearbejde for alle uskyldigt lidende, og var derfor selvskrevet til at tage et Arbejde op i Fredsagens Tjeneste, da Krigen brød ud, et Arbejde, hun trods Forfølgelse forblev tro selv efter Amerikas Indtrædelse i Krigen; det er jo en kendt Sag, at Fredstankens Tilhængere i Amerika har haft yderst vanskelige Kaar under Krigen; der, som iøvrigt allevegne, har Fornuften saavel som Sandheden været ilde hørte. Ikke desmindre har hun i disse fire Aar staaet som det samlende Midtpunkt for alle de arbejdende Kredse i de fornævnte 212 Lande, og der er næppe Tvivl om, at Fredskædens relativt frodige Vækst skyldes hendes Energi og milde Myndighed, hvilken sidste Egenskab fik den glorrigeste Udfoldelse under hendes Præsidentvirk-somhed. Ikke længer ung, som hun er, var dog hun den eneste, der bestandig blev paa sin Post under Forhandlingerne, som hun satte Fart i og ledede med den fineste Takt og Klogskab. Hvis det gaar an at bruge Høvdingenavnet om en Kvinde i al dets storladne og smukke Betydning, da var det godt anvendt her.
Af fremragende tyske Kvinder maa nævnes Dr. Helene Støcker fra Berlin. Udgiver af „Der neue Generation", et frit sindet og ædelt tænkende Menneske af høj Intelligens; dernæst Dr. Anita Augsburg for Kvindens politiske" Ligeberettigelse. Siden 1914 har hendes Virken dog mest gaaet ud paa at modarbejde alle falske Æresbegreber, som Krigen i saa rigt Maal avler og opretholder.
Hendes meget betydelige Fælle i det intellektuelle Arbejde er Lida Gustava Heymann, i hvis Lod det faldt at være den blandt tyske Kvinder, der skulde modtage en fransk Kvindes forsonligt udstrakte Haand. De franske Delegerede naaede først, paa Grund af Hindringer, der var lagt dem i Vejen, frem paa Kongressens sidste Dag og blev nu stormende hilst af Forsamlingen som under Indtryk af det alvorlige, men løftende Optrin havde rejst sig og derved gav sin ubetingede Tilslutning til Kende til Miss Grune Balcks spontane Udbrud: „Jeg forpligter mig til fra nu af at sætte al Kraft ind paa at umuliggøre fremtidige Krige".
(Fortsættes.)
