Vokshjertet. En Kærlighedshistorie

Hr. Jan-Jozif von Barovski havde begyndt alvorligt og salvelsesfuldt, og han havde ment, at det var en god Begyndelse for atter at bringe hende til Fornuft. Men Marysia saa ufravendt paa ham med sine mørke Øjne, og derover blev han paany rød, begyndte at stamme, og tav endelig ganske stille. Hun gottede sig et Øjeblik over hans Forlegenhed og tav ogsaa, som om hun vilde høre ham

til Ende. Men han klappede endelig stedse hæftigere sin Hest paa Halsen og irriterede den med Sporene, saa den nu for Alvor begyndte at blive urolig.

„Det er Guds Vilje, Herre”, sagde hun derpaa mørkt, „at Kvinden skænker den Mand sit Hjerte, som hun binder sig til for hele Livet. Mit Arbejde venter, Herre.”

Hun vendte sig om og gik atter hen til Neget, der var faldet fra hinanden, og snoede Halmbaandet fastere om det. Men Hr. von Barovski lod sin Hest føle Pisk og Spore, for at hans Blod ved et langt og skart Ridt tværs over Marker og Enge atter kunde komme til Ro, før han vendte tilbage til Baranyce og til sin unge Hustru.

Marysia blev ved at arbejde lige til Aften. Hendes Ydre var saa roligt, at Folkene fra Baranyce til sidst virkelig troede, at Herren blot havde spurgt til hendes gamle Mor, som i mange Aar havde været lam og ikke kunde forlade sin Lænestol. Det havde hun sagt til dem for at tilfredsstille deres Nysgerrighed. Men Blodet hamrede i hendes Tindinger, og hun mente, at Herren atter havde tilføjet hende en dødelig Fornærmelse. Hun hadede ham dobbelt, hun ønskede, at Trolddommen øjeblikkelig maatte virke, og dog havde hun endnu ikke i hans Ansigt set et eneste Spor af, at hans Kræfter begyndte at svinde. Denne Banken i hendes Tindinger forekom hende som en Melodi, og hun fandt Ord dertil, som gentog sig i det uendelige i hendes Indre. „Hvor saa han dog statelig ud, Herren”, det tænkte hun atter og atter, men ikke med den glade Stolthed, som Folkene fra Baranyce havde set paa ham med, men men afmægtig Vrede og glødende Had.

Aftenen kom og Natten kom, og atter sad Marysia med blege Kinder paa Sengen i sit Kammer. Den ny Skændsel, han havde tilføjet hende, brændte hende i Sjælen. Hastig aabnede hun sit Livstykke og tog Voxhjertet frem for med brændende Øjne at se efter, hvor vidt det var smeltet. Hidtil havde hun aldrig turdet se efter det - nu fandt hun det uforandret i samme Form, som hun havde skjult det ved sit Bryst. Skulde Trolddommen ikke virke? Manysia kom til at røre ved Guldkorset, hvis Kæde Fru von Barovski havde slynget om hendes Hals og som hun efter Herskerindens Anvisning ikke havde lagt fra sig siden hin Dag. Nu vidste hun, hvorfor Voxhjertet ikke vilde smelte, hvorfor Herren endnu saa lige saa statelig ud som før; - der maatte være en skjult Kraft i det indviede Kors, som modvirkede Trolddommen. Marysia greb fat i Korset og rykkede saa vredt i det, at den fine Guldkæde sprang. Hun vilde slynge det langt bort fra sig, - da saa hun pludselig

Herskerindens Ansigt for sig, med det samme kærlige Smil, og de samme venlige Øjne, som hun havde set paa hende med da hun hængte det om hendes Hals. Marysia holdt inde og lod Guldkorset glide ned i sin Kjolelomme. Hun havde nær tilføjet Herskerinden, som altid havde været saa god imod hende, en Skændsel. Naar hun nu bar Smykket hos sig, opfyldte hun hendes Ønske, uden at det dog kunde modvirke Trolddommen. Marysia skjulte atter Voxhjertet ved sit Bryst, og først da Morgenen gryede, faldt hendes Øjne til. Men det grusomme Træk kunde selv Søvnen ikke forjage af det skønne, blege Ansigt.

(Fortsættes.)