Louise Michel.
(Fortsat.)
Louise Michel blev opdraget mellem Bøger og gamle Folk. Endskønt hun selv siger, at hendes poetiske Begavelse ikke er arvet, fortæller hun dog, at der efter hendes Bedstemoders Død fandtes en Bog, hvori alle vigtige Familjebegivenheder var opskrevet paa Vers af hende. Lille Louise lærte tidligt at læse og blev tilladt at læse, hvad hun vilde. Hun bestemte samvittighedsfuldt at skrive sin Historie, hvortil hun blev yderligere drevet ved at læse en Skolehistorie, som hendes Fætter Julius bragte med hjem i Ferien. Hun opgav det imidlertid for at skrive et Digt om Cona, en Høj, som laa i Nabolaget. Dette opgav hun ogsaa for at skrive en Naturhistorie. Hun havde et lille fredlyst Sted i et af Slotstaarnene, hvor hun øvede den sorte Kunst, studerede og eksperimenterede med kemiske Ting, samlede Skeletter af Fugle og andre Dyr, fabrikerede Luter og Gitarer o. s. v.
Hun læste Moliére, Voltaire, Corneille, Victor Hugo, illustreret Magasin og for Resten alle de Bøger, hun kunde faa fat i. Det var hendes Bedstefader, der vakte hendes Interesse for Republiken. Han fortalte om Aftenen ved Arnens Ild med glødende Entusiasme om den første Revolution i Frankrig, og Louise Michel fik for sit Fædreland en inderlig Hengivenhed, som aldrig senere har forladt hende.
Den første Bog, der satte Mærke i hendes Liv, var Lamennaiss Værk: „En Troendes Ord” („Les paroles dun croyant”) Hun læste den sammen med to andre unge Piger fra Landsbyen. Den blev læst under Taarer, og fra det Øjeblik følte hun sig et med Folket, det Folk, som var bundet i Lidelse og Nød og trængte til Befrielse. Fra det Øjeblik begyndte hendes Pilgrimsgang og hendes fanatiske Vedhængen til Anarkismen. Saaledes læste, skrev og grublede den unge Pige. Med solbrændt Ansigt, flagrende Haar og lasede Klæder voksede Louise op med en brændende Frihedskærlighed og et rasende Had til al Undertrykkelse.
Den Landsdel, hvor Louise Michel levede, var fuld af hellige Legender. Selv havde hun ikke sjældent aandelige Syner, om hvilke hun dog sjældent talte.
Hendes store Interesse for disse Legender gjorde, at hun lyttede med stor Opmærksomhed til gamle Folks Fortællinger om disse Ting, hvilket igen gav hende et yderligere Kendskab til Folkekarakteren.
Hendes første Kammerat var hendes Fætter Julius, han var ganske et Sidestykke til hende selv. Naar han i Ferien besøgte Slottet, saa nød de Unge ret Glæden af et godt Kammeratskab. De tumlede sig i Skov og Mark som det ubundne Føl, diskuterede de løjerligste Spørgsmaal, indlod sig paa de største Narrestreger og hengav sig ganske til Øjeblikket.
De opførte Victor Hugos Drama, saaledes at alle Personerne i Stykket blev givne af dem selv. De sad i Kirsebærtræerne og diskuterede de alvorligste Spørgsmaal samtidig med, at de bombarderede hinanden med Frugterne.
Ved en Lejlighed, da de diskuterede Kvindens Ret, sagde Fætteren, at dersom Louise vedblev at studere lærde Bøger og holde sin Intelligens paa Højde med hans, vilde hun ude i Verden blive betragtet som en Abnormitet, et ukvindeligt Væsen. Louise kunde ikke staa for denne Bebrejdelse, fra heftige Ord blev det til Slagsmaal og de unge literære Poder sønderslog deres Lut over hinandens Hoved. De blev dog snart igen forsonede og fortsatte deres begyndte Arbejde at samle Skruptudser, som de plejede at fylde deres Lommer med eller kaste onde Mennesker i Hovedet.
Denne Skruptudsefangst opgav de dog snart, idet de ræsonerede saaledes, at endskønt det var retfærdigt mod de onde Mennesker, var det dog en stor Uretfærdighed mod Skruptudserne.
I Gaarden oprejste de et Skafot, hvor de gennemgik alle de blodigste Begivenheder i Rædselsperioden.
For deres fantasirige Øje blev Brændestablen i Gaarden et Skafot, som de dannede til en Guillotine, og lagde selv deres Hoveder under den indbildte Kniv. De syntes begge at have en underlig Trang til at fremstille det grufulde.
Sommetider sang de, medens de besteg Skafottet, og fremstillede med stor Støj Johan Huss paa Baalet. Deres Bedstefader rettede deres Leg og sagde, at deres Maade at fremstille Sagen paa var alt for teatralsk, de skulde roligt bestige Skafottet og vidne med klare Ord om de Principer, for hvilke de var villige til at lide Døden.
Naar de var trætte af disse historiske Dramaer, tumlede de sig inde i Skovene.
Saaledes hensvandt for Louise hendes lykkelige Barndomsdage i Skyggen af de mørke Popler, indaandende den friske Luft, blandet med Rosen- og Resedaduft og fyldt med Historiens Poesi og Musiken fra middelalderlige Ballader. Den unge Pige voksede op i fuld Frihed og ubunden Ungdommelighed.
(Fortsættes.)
