Beskæftigelse for gamle Folk.
(Sundhedsbladet.)
Naar Folk bliver gamle, er Spørgsmaalet: „Hvad skal vi bestille?” vanskeligere at besvare, end det har været i deres tidligere Liv. Mange kan vedblive at leve med den Bevidsthed, at de er forældede og udtjente Medlemmer af Samfundet, der er faldne ud af deres Rækker, som fører an i Verden, og er blevne liggende igen for at dø, lige som Dyr og nogle vilde Menneskestammer forlader og overgiver de Udmattede i Flokken. Saadanne gamle Folk, ynkværdige i deres Forfald, viser os ikke Alderdommens sande Værdighed, om vi end skylder dem Agtelse og Hensyn. De trækker sig tilbage, skønt de kunde være blandt de første, de tror sig overflødige i Samfundet, medens de i Virkeligheden kunde være blandt dets vigtigste og nyttigste Medlemmer, hvis de bare kunde glemme at maale deres Alder med Aar alene. Deres Aandsevner sløves bare, fordi de ikke stadigt øver dem. Selv en ung Mand kan paa samme Vis komme til samme Resultat. Læger fortæller saaledes om mange Tilfælde, hvori Alderdommens Kendetegn viser sig ved Manddommens første Begyndelse, og omvendt legemlig og aandelig Ungdom findes ved de Aar, vi i Almindelighed regner for Livets Afslutning. Tænk selv igennem Historien, især din egen Tids Historie, og du vil se en lang Liste af fremragende Mænd, Statsmænd, Forfattere, Videnskabsmænd, Præster og Arbejdere, der helt op i de fire Snese og derover har været i fuld Virksomhed. De vilde ikke blive gamle, de vilde ikke regnes uden for Tankens og Handlingens Verden, de vilde kappes med til det sidste. Høj Alder betød ikke for dem bare Mad og Drikke. Nej, den gav dem, med Fordelen af en saa meget mere udviklet Øvelse og Erfaring, kun Tid til at lære mere og udrette mere. Bevidstheden om Forfald bringer Nedstemthed, medens det der imod virker opmuntrende og foryngende at føle, at det aandelige Maskineri alligevel ikke er udslidt, men i Stand til at fange nye Ideer og skabe nye Foretagender.