« Tilbage til søgeresultaterne
Parti-Politik i Dansk Kvindesamfund
I en i sidste Nr. af „Kv. og Sf.” optagen Artikel, „Prøven” af Fru Gyrithe Lemche var bl. a. angaaende Spørgsmaalet om Kvinders Adgang til Embeder (særligt Præste-Embeder) anført følgende:
„Der er talt fra kvindeorganisationens ide om at rette en Henvendelse til Regering og Rigsdag for at hindre, at Kvinder udelukkes fra de kirkelige Embeder, men Modstandernes Partier vil med Rette gøre gældende, at Kvinder selv paa Rigsdagen har dømt i denne Sag. Den Sag, som rettelig burde være en Kvindesag, er dermed bleven en Partisag, og en Henvendelse til Rigsdagen fra Kvindeorganisationens Side vil nødvendig blive en Haandsrækning til bestemte Partier. Nej, det eneste Kvindesagens Venner har at gøre, er at tage Lære af Nederlaget og ruste sig til at tage det nye Slag, som vil komme.”
Denne Udtalelse forekommer det os nødvendigt at tage op til nøjere Betragtning.
Meningen med den maa være, at D. K. ikke skulde kunne fortsætte sit Arbejde for sine vigtigste Opgaver, saa snart det har vist sig, at ikke alle Rigsdagens Partier tager samme Stilling til vore Krav - alle for, eller alle imod.
Hvis blot et enkelt Parti, eller som her, en Del af et Parti, tager Afstand fra en bestemt Del af vort Krav, saa skulde de danske Kvinders Organisation dermed være tvunget til at indstille sit Arbejde for at faa sine Hovedkrav gjort til Lov - af Skræk for at komme til at støtte eller modarbejde bestemte politiske Partier!
Men hvad maa Kvindesagen sige til en saadan Opfattelse?
Tør Kvindesagen lade sig blænde af denne Skræk, lade Hænderne slippe Arbejdet og tabe endog sine nærmeste Maal af Syne?
Maa ikke Kvindesagens ansvarlige Forkæmpere energisk tilbagevise en saadan Tankegang som bestemmende for Kvinde-Organisationens Veje og Midler?
Jo - ganske ubetinget!
Naar Kvindesagen har rejst sin Fane for Arbejdet for Kvinders Ligestilling med Mænd, kan den naturligvis ikke sænke Fanen og svigte Kravet, fordi et eller flere politiske Partier eller Dele af saadanne kunde tænkes at ville tage os til Indtægt, hvis vi arbejder videre. Kravet om Kvinders Adgang til Embeder og Hverv lige med Mænd maa holdes uden Sideblik til, hvem eller hvormange der er Mod lige højt, Arbejdet fortsættes lige energisk, ganske standere deraf. Vi har rejst Kravet som et Retfærdighedskrav, og det bliver det ved at være, ganske uden Hensyn til, hvem der støtter det, og hvem der gaar imod, D. K. maa fortsætte sit Arbejde, indsende sine Andragender, Resolutioner, Protester og Forslag, ganske uden ængstelige Sideblikke til højre eller Venstre - ganske uden partipolitiske Hensyn!
Thi hvad vilde Konsekvensen blive af at følge den af Fru Lemche givne Anvisning?
At D. K. havde sat sig selv ud af Spillet i alt Lovgivningsarbejde - af Hensyn til de politiske Partier -, at D. K. skulde tie, i sit Blad, paa sine Møder, i sine Udvalgsindstillinger om enhver Sag, hvorom der var Uenighed mellem de politiske Partier –
af Hensyn til disse. Kun under ganske specielle Forhold kunde D. K. da komme til at gøre et Arbejde!
Hvis nemlig alle Partier var enige om at gennemføre alle D. K.s Krav, saa krævedes der jo ingen Optræden fra D. K.s Side, og hvis de var uenige - ja, saa maatte vi ogsaa ligge stille - af partipolitiske Hensyn!
Kun, hvis alle Partier kunde enes om at gaa imod D. K., kunde vi optræde - men saa vilde det jo ganske vist næppe være til megen Nytte.
Nej - hvis D. K. virkelig skulde lade sig henvise til en saadan Skyggetilværelse, efter at Medlemmerne har faaet politisk Magt og Myndighed, hvis vi skulde lade os give Parolen „Stands Arbejdet”, i en hvilken som helst Sag og af et hvilket som helst Parti, i hvis Kram det passede at beordre os til at stryge vor Fane -, hvis D. K. skulde lade sig afskrække fra alt skrive og tale med sin egen „selvstændige Røst”, naar dets Vigtigste Livsinteresser skulde afgøres i Rigsdagen og ikke fandt Tilslutning fra alle Partier, for ikke at blive taget til Indtægt af det ene eller det andet Parti - saa vilde dette i Sandhed være at lade Partipolitiken dræbe D. K.
Men at stille saadanne Krav til D. K. er i Virkeligheden at bringe Partipolitik ind i Dansk Kvindesamfunds Arbejde!
Og ethvert Forsøg herpaa maa med den største Bestemthed vises tilbage - D. K.s ansvarlige Ledere maa frit kunne fortsætte Arbejdet i Kvindesagens Tjeneste uden at være udsat for at mødes af den politiske Mistænkeliggørelses grimme Spøgelse. Uden at tvinges af partipolitiske, Kvindesagen uvedkommende Hensyn og uden ængsteligt at skulle spørge de politiske Partier, hvad D. K. maa foretage sig, maa vi frit kunne arbejde for D. K.s Maal frygtløst, som D. K. altid har været, og paa den Maade, som til enhver Tid tjener Sagen bedst.
