« Tilbage til søgeresultaterne
Parti-Politik i Dansk Kvindesamfund
I Anledning af Artiklen i forrige Nummer af Bladet om dette Emne har vi modtaget følgende Brev:
Til Dansk Kvindesamfunds Medlemmer.
Uden nogetsomhelst Ønske fra min Side har jeg aflagt Besøg i „Kvinden og Samfundet” med en Artikel „Prøven”, skrevet i „Hovedstaden”, og meget mod min Vilje nødes jeg af den Medfart, som er bleven Gæsten til Del, til at gentage Besøget.
Jeg har selv som Redaktør skrevet under redaktionel Anonymitet, men den, jeg angreb, vidste altid, at jeg var den rette ansvarshavende. Visiret skjulte aldrig mit Ansigt; naar jeg skrev uden Mærke, var det kun. fordi jeg ikke skrev paa egne Vegne alene. Anderledes med den nuværende redaktionelle Anonymitet. Den angrebne kender ikke sin Angriber, har i hvert Fald en
4 - 5 Ansigter at vælge imellem, idet Bladudvalget dækker Angriberen med sit Ansvar. Derfor er Ansvaret forfusket, og forflygtiget: derfor er den hele Ordning Dansk Kvindesamfunds Blad uværdig.
Jeg skulde ogsaa gerne have ladet Angriberen med det lukkede Visir have beholdt Valpladsen, thi hvis mine 8 Aars Kamp for at faa D. K. til at gaa sin egen frygtløse Vej uden ængstelige Sideblik til de politiske Partier, hvis det Offer, jeg bragte min Overbevisning ved frivillig at give Magten fra mig, da et vankelmodigt Flertal vilde tvinge mig ind paa Akkordens Vej, hvis det altsammen ikke kan fritage mig for en Mistænkeliggørelse saa latterlig og ubegrundet, som den, der er forsøgt i sidste Nummer af Bladet, saa giver jeg straks op. Thi slide mine Kræfter op i en fortsat Borgerkrig kan og vil jeg ikke.
Men da jeg stadig ude fra Landkredsene hører et „Vi forstaar ikke noget af det hele”, og da den Form for Journalistik, som præger Bladets Angreb paa mig, synes mig særlig egnet til at forvirre en Læsekreds, der aldrig tidligere i Bladet er blevet gjort fortrolig med journalistisk Taskenspilkunst, vil jeg, henvendt ikke til Redaktionen, men til D. K.s 9 - 10.000 Medlemmer fremkomme med en kort Redegørelse for mine Udtalelser i Artiklen i „Hovedstaden”, idet jeg selvfølgelig, ikke indskrænker mig til det løsrevne Citat i „Kv. og Sf”, men gaar ud fra Artiklen i dens Helhed. (Hele Artiklen fandtes i „Kv. og Sf.”, Nr. 15. Red.)
De vil huske, kære Medlemmer, at det, som voldte Konflikten paa Aalborgmødet, var, at jeg som Redaktør, ene om Ansvaret for D. K.s selvstændige Røst, havde skrevet om de ni Kvinder, som i 1918 var blevet valgte ind i Rigsdagen, at de sikkert alle var udmærkede Partifæller, men med Undtagelse af de tre kunde Kvindesagen ikke paa Forhaand siges at være repræsenteret ved dem. Jeg skrev saaledes efter moden Overvejelse, fordi jeg forudsaa, at de kvindelige Rigsdagsmænd, som ikke stod D. K. og Kvindesagen nær, efter al Rimelighed i Tilfælde af, at de blev stillet overfor Valget mellem Kvindesagen og Partiet vilde følge det sidste, og jeg følte det som min Pligt at sørge for, at hverken D. K. eller dets Blad kom til at hæfte ved dem som anerkendte Partifæller, thi derved vilde vi udsætte os for, at deres Parti ved given Lejlighed hævdede, at naar dets Kvinder gik imod et af Kvindesagens Krav, gjorde de det som vore egne Repræsentanter.
Paa Aalborgmødet viste det sig altsaa, at et Flertal ikke delte min Opfattelse af Redaktørens Pligt, og jeg trak mig tilbage, overladende til Fremtiden at dømme mig og Flertallet imellem. Dommen faldt hurtigere end ventet og gav mig Ret. Kvinderne paa Rigsdagen gik overalt med deres Partier, henholdsvis for og imod Kvinders Adgang til Præsteembeder. D. K.s ni Repræsentanters Røst lød ikke, som ventet var af Flertallet, overensstemmende, men i Modstrid med hverandre, og D. K. hæftede efter sit Standpunkt paa Aalborgmødet i lige høj Grad for dem alle. „Jeg føler mig i høj Grad repræsenteret ved disse 9 Kvinder,” sagde Flertallets Ordfører ved hin Lejlighed, „og det tror jeg, vi alle vil komme til. Deres Ære vil blive vor Ære, deres Skam vor Skam.” (Se Kv. og Sf. Nr. 10 1918). Disse Udtalelser vandt overvejende Tilslutning. Det nytter ikke nu, om
D. K. vil skyde de kvindelige Rigsdagsmænd af Højre og Venstre fra sig, det maa tage Skammen for sine svigtende Repræsentanter, som det vilde have taget Æren i modsat Fald. Det nytter ikke, om D. K. vil protestere overfor de Partier, som har afvist de kvindelige Præster, thi de vil med Rette kunne svare: „Jeres egne Repræsentanter var med dertil, den Sag maa I ordne med dem.” Naar Kvindesagens Kæde paa Rigsdagen er sprængt, da ligger Spørgsmaalet om de kvindelige Præster ikke længer som en Kvindesag dér, men som de enkelte, Forslaget mødende, Partiers Sag, og en Henvendelse til Støtte for Forslaget vil kun blive en Haandsrækning til disse Partier uden at bøde paa det lidte Nederlag. Den eneste Vej til at bøde derpaa er at skaffe sig paalideligere Repræsentanter ad Aare. Den Vej har jeg i min Artikel anvist D. K., alle den anonyme Angribers Ord om, at jeg har krævet, at D. K. skal standse Arbejdet overalt, hvor det ikke har alle Partier for eller imod sig, er Fostre af en fra og ganske ubehersket Fantasi, hvad jeg haaber, Medlemmernes sunde Sans vil overbevise dem om.
Gyrithe Lemche.
Dansk Kvindesamfunds Medlemmer er jo ikke uvidende om, at Ansvaret for Bladet efter Lovene den Dag i Dag hviler, hvor det altid har ligget, - hos Fællesstyrelsen og derigennem hos Medlemmerne, der har valgt Fællesstyrelsen - alle har de nu, og alle har de, saa længe Lovens § 4 har været gældende, altsaa ogsaa i den tidligere Redaktørs Tid, haft Ansvar for, hvad der staar i det Blad, der er Dansk Kvindesamfunds Organ, dets Røst ud til Offentligheden, dets Tale til Medlemmerne og mellem Medlemmerne. Saaledes bør det altid være, saa sandt som D. K. som Organisation ikke er hverken en Redaktør eller en Formand eller en anden Enkeltperson: D. K. er alle Medlemmerne, og de taler gennem den af dem direkte valgte Fællesstyrelse, der kun sidder for at føre Medlemmernes Vilje ud i Livet. Altsaa: Før som nu er det Fællesstyrelsen og ikke Redaktøren, der er „rette Ansvarshavende” for, hvad der staar i Bladet.
Det, som Fru Lemche i sit Brev kalder „Angreb med lukkede Visir”, „latterlig og ubegrundet Mistænkeliggørelse”, „Journalistik, særlig egnet til at forvirre Læsekredsen”, „journalistisk Taskenspilkunst”, „Fostre af en fri og ganske ubehersket Fantasi” - den er jo i Virkeligheden blot en rolig, saglig og konsekvent Udredelse af hvad det vilde føre til, hvis D. K. fulgte de Raad og Anvisninger, som Fru Lemche gennem Dagspressen har ladet tilflyde D. K. Det er en Fremstilling i høflig og korrekt Form - uden nogen som helst angribende Tendens - af, hvad en Tankegang, et Forslag som Fru Lemches, i Virkeligheden vil munde ud i - og en Paavisning af, at dette Forslag, naar det virkelig gennemtænkes, viser sig ganske umuligt. Naar man vil skrive offentligt, risikerer man jo, at andre har en anden Mening end den, man selv synes er den rigtige - det maa man altid finde sig i, og helst uden at sige sin Modpart Ubehageligheder, som er Sagen uvedkommende.
Uden at spilde Tid og Plads paa en ørkesløs Drøftelse af de gamle Stridigheder og uden at besvare det Bombardement, som Fru Lemche uden at være bleven angreben har rettet mod den nuværende Redaktion, vil vi gerne - hvad Fru Lemche ikke har gjort - igen komme lidt nærmere ind paa Sagen, netop fordi, den er aktuel, fordi selve Spørgsmaalet om, hvordan man bedst holder
D. K. udenfor Partipolitiken, uden at D. K. skal miste sin Indflydelse og Muligheden for at gøre et reelt Arbejde for Kvindesagen, efter at Kvindernes politiske Rettigheder er bleven effektive, virkelig nu er fremme og har Betydning.
Naar Fru Lemche peger paa, at „Kvinderne selv har dømt i denne Sag” og „Kvindesagens Kæde er sprængt”, hvorefter D. K. skulde søge sig paalideligere Repræsentanter - saa maa man dog se dette lidt nærmere efter og spørge: „Hvad er da Kvindernes Dom?”
Nogle af de kvindelige Rigsdagsmedlemmer har - selvfølgelig ud fra deres Overbevisning - arbejdet for at faa kvindelige Præster, og andre - selvfølgelig ligeledes ud fra deres Overbevisning - arbejdet for at undgaa dem.
Der kan altsaa ikke tales om „Kvindernes Dom”.
Men Konsekvensen af Fru Lemches Betragtninger vil atter vise sig meget mærkelig, thi den maa være, at det fra nu af skulde være D. K.s Opgave at udrydde alle de Kvinder paa Rigsdagen, som paa et eller andet Punkt er uenige med D. K. Sagen er jo nemlig den, at man ikke kan skaffe den af Fru Lemche krævede Enighed til Veje blandt Rigsdagens Kvinder om dette Spørgsmaal blot ved at sætte nogle flere Kvinder ind, som vil støtte vore Krav; men maa samtidig bortskaffe dem, der nu har svigtet i denne Sag - og der kunde dog formentlig tænkes mere nærliggende Opgaver for D. K. end at forsøge at faa f. Eks. Olga Knudsen eller Frk. Ankersted ud af Rigsdagen!
Denne Maade at fremme Sagen paa vil sikkert ogsaa vise sig ganske umulig.
Spørgsmaalet er i al Korthed kun dette:
Kan D. K. ikke handle i sine egne Affærer i ikke arbejde for Kvindesagen ved Henvendelser til Rigsdagen uden Hensyn til de politiske Partiers Stilling? Og hvis vi ikke kan det, hvorledes skal vi da kunne udrette et Arbejde for ,,Kvinders Ligestilling med Mænd i Familie, Samfund og Stat” og for „Forbedring af Kvinders og Børns Kaar, særlig ad Lovgivningens Vej”?
Er vi nødt til at lægge Hænderne i Skødet, stryge Flaget og standse Arbejdet, naar de politiske Partier er uenige om, hvordan de skal stille sig til vore Krav?
Skal et politisk Parti ved at gaa imod et af vore Krav kunne diktere os sin Ordre til, at vi ikke maa arbejde videre?
Efter Redaktionens Mening vil en saadan Holdning være ensbetydende med en fuldstændig Henvisnen af D. K., saadan som vi i Bladets forrige Nr. har udviklet; men vi aabner gerne Bladet for en saglig og rolig Diskussion om dette vigtige Spørgsmaal.
Red.
