« Tilbage til søgeresultaterne
Husgernings - Undervisning i Dansk Kvindesamfund.
(Udvalgsbetænkning.)
Paa Fællesstyrelsesmødet den 28. Sept. d. A. har D. K.s Udvalg for Husgerningsundervisning afgivet sin Betænkning.
Udvalget har udarbejdet følgende Henvendelse til Husmødre og Lærlinge i Husgerning:
Dansk Kvindesamfund har i mange Aar arbejdet for Kvinders huslige Uddannelse ved at lade afholde Husholdningskursus i By og paa Land, særlig for ubemidlede Kvinder. Vi vil nu prøve paa at virke videre for Kvinders Uddannelse i husligt Arbejde ved, at vi, samtidig med, at vi fortsætter vor Kursusundervisning, tillige søger at faa flinke Husmødre til at gøre deres Hjem til Læresteder for unge Piger, der gerne vil oplæres til huslig Dygtighed. De Husmødre, der melder sig som Læremødre for unge Piger, maa vejlede dem i alt husligt Arbejde; og de unge Piger, der melder sig som Elever, maa lære Arbejdet ved at udføre det efter Husmoderens Anvisning.
Husmoderen maa undervise sin Elev i daglig Madlavning og Syltning; og dersom Lærestedet er paa Landet, maa hun tillige give hende lidt Vejledning i at passe Køkkenhave og Fjerkræ. Husmoderen maa undervise sin Elev i Rengøring og andet husligt Arbejde paa en saadan Maade, at Eleven vænnes til Orden og Omtanke, vænnes til, at ethvert Arbejde skal gøres til sin Tid, og hver Ting skal sættes paa sin rette Plads. Husmoderen maa undervise sin Elev i Vask, Rulning, Strygning, og i at reparere Tøjet efter Vask. - Husmoderen maa, saavidt muligt, lære sin Elev et ganske enkelt ført Husholdningsregnskab, hvoraf Eleven kan se, hvad Husholdningen har kostet. Dersom Lærestedet er paa Landet, skulde det helst kunne ses af Regnskabet, hvormeget der er givet ud til Varer indkøbt kontant, og hvor meget der er brugt af Gaardens og Havens Produkter.
Eleven maa med Flid og god Vilje udføre det Arbejde, Husmoderen sætter hende til; hun maa bestræbe sig for at udføre sit Arbejde godt, hurtigt og med Omtanke, for at hun gennem Undervisningen og Arbejdet skal kunne naa en selvstændig Dygtighed, der sætter hende i Stand til paa eget Ansvar at udføre det daglige Arbejde i et mindre Hjem. - Dersom Husmoderen vil undervise sin Elev i Husholdningsregnskab, maa Eleven gøre sig Umage for at lære det. Dansk Kvindesamfund giver en Præmie paa 50 Kr. til den Elev, som har ført det bedste Husholdningsregnskab.
Det vil være godt, om Husmoderen ved Læreaarets Begyndelse gennemgaar Hjemmets daglige Arbejdsordning med sin Elev og lader hende nedskrive en ganske kort Arbejdsplan for Dagens og Ugens Arbejde. Det kan bedst gøres, naar Eleven har været paa Lærestedet et Par Uger og er bleven lidt huskendt.
Læretiden vil som Regel vare et Aar; for ganske unge og uøvede Elever maa Læretiden helst være to Aar, enten paa samme eller paa to forskellige Læresteder. Elevernes daglige Arbejdstid maa afpasses efter de særlige Forhold i By og paa Land og efter Elevens Kræfter. Husmoderen maa give sin Elev en rimelig Fritid.
Da Eleven med Flid skal tage Del i alt husligt Arbejde, vil hun faa Løn i Læretiden. En frisk og stærk Pige, som kan og vil bestille noget, vil kunne faa en god Løn; en ung Pige, som kommer lige fra Skolen og ikke er vænnet til husligt Arbejde, kan kun faa en mindre Løn. Lønspørgsmaalet maa i hvert enkelt Tilfælde afgøres ved Forhandling mellem Læremoder og Elev.
Ved Læreaarets Slutning giver Læremoderen sin Elev et skriftlig Vidnesbyrd om Flid og Dygtighed. Flinke Elever, som Læremoderen anbefaler dertil, faar et Lærebrev udstedt af Dansk Kvindesamfund og underskrevet af Læremoderen.”
Lærebrevet ser saaledes ud:
Dansk Kvindesamfunds Husgerningsundervisning.
Lærlingens Navn og Alder.................
har været Elev hos mig fra...... til.......
Hun kan lave god, daglig Mad, er flink til Vask og Rengøring og udfører sit Arbejde med Orden og Omtanke.
Husmoderens Underskrift.
Dette Udkast til Lærebrev udfyldes af Husmoderen i Læreaarets sidste Maaned og indsendes sammen med Elevens Daabsattest til Dansk Kvindesamfunds Hovedkontor, Studiestræde 49, København. Dansk Kvindesamfund udfærdiger da Lærebrevet og sender det til Husmoderen, der underskriver det og giver det til sin Elev.
Denne Henvendelse, der tænkes udsendt til Husholdnings-, Landbrugs- og Højskoler samt til vore Kredse o. s. v., ledsages af Spørgeskemaer, som udfyldes af Elever og Læremødre, og som giver Oplysning bl. a. om Elevens tidligere Arbejde, om, hvorvidt Lærestedet ønskes i By eller paa Land, i et større eller i et mindre Hjem, samt indeholder en Udtalelse fra Elevens Præst eller Lærer og Oplysning om Elevens Sundhedstilstand. For Husmødrenes Vedkommende oplyses bl. a., om der ønskes Elev fra By eller Land, hvorhos der gives Oplysninger om Hjemmet og Husførelsen, der kan være vejledende for D. K. i Valget af den Elev, som passer bedst til Pladsen.
Det udfyldte Spørgsskema, samt Brev fra Elev eller Husmoder med Oplysninger eller Ønsker, der kan have Betydning for en god Ordning af Lærlingespørgsmaalet, indsendes til Dansk Kvindesamfunds Hovedkontor.
Det herefter følgende Arbejde med Oprettelse af Lærlingeforhold, Fremskaffelse af Penge til Præmier samt Bekendtgørelse af Læresteder er overgaaet til D. K.s Hovedkontor.
Tilsyneladende har det nedsatte Udvalg haft Held til at finde en farbar Middelvej mellem de mest yderligt liggende Synspunkter i det overmaade vigtige Spørgsmaal om, hvordan man bedst skaffer god og brugbar Tilgang til Hjemmenes Arbejde og samtidig sikrer de unge, der vil vælge denne Vej, en forsvarlig og god, virkelig Uddannelse i deres Fag, en praktisk Oplæring, som kan være dem - og de Husmødre, i hvis Hjem de kommer til at arbejde - til Nytte gennem deres Fremtid.
Som D. K.s Medlemmer vil vide, har hele dette Spørgsmaal, der jo i disse Tider er ganske særlig aktuelt, været drøftet og behandlet af D. K. gennem mange Aar, lige siden det i 1885 for første Gang rejstes af D. K., i 1894 toges op igen, atter i 1898 førtes frem, ved Dannelsen af „Husmødreforeningen”, der, som det i Protokollen hedder, oprettedes for at „skaffe Arbejderen en bedre Hustru og ham og hans Hustru derved et bedre Hjem,” og det har gennem Oprettelsen af Husholdningsskoler, Afholdelse af Husholdningskursus, Indførelse af Skolekøkkenundervisning m. v. været holdt levende i al den Tid, i hvilken
D. K. overhovedet har virket.
Vi henstiller nu til Kredse og Medlemmer at gøre et Forsøg med den Ordning, som Udvalget har foreslaaet. Hvis Ordningen, der fuldtud falder i Traad med de Arbejder, der i tidligere Tid er gjort fra D. K.s Side, kunde bære gode Frugter, da vilde D. K. igen have ydet et vigtigt Bidrag til at hæve Kvindernes Gerning i Hjemmene op imod den Anseelse, den Paaskønnelse, som denne Gerning i saa høj Grad fortjener.