Ingen sultne Børn mere.

Naar man staar overfor store Spørgsmaal, der baade ved Omfang og Dybde bringer en til at svimle og truer med at lamme Arbejdskraften, saa er det en uhyre Tilfredsstillelse at faa Øje paa en Sti eller lille Aa, der fører ind paa praktiske Opgaver henimod Løsningen af disse store Spørgsmaal.

I Øjeblikket er Fattigdommen den Gaade, som Samfundet grunder paa, og som ved sit sorte Svælg gaber os imøde, rede til daglig at sluge hundreder og tvinge ved sin truende Alvor tænkende Mennesker til at tage Kampen op. Det, der gør Modstanden dobbelt pinlig, det er ikke dette, at tusinder maa halvt sulte og fryse, men det, der bringer Sindet til at gru, er: Hvorledes bliver den Slægt, der er født op under Forsømmelse og Mangel paa tilstrækkelig Føde, hvorledes vil den blive skikket til at føde sunde Børn?

Vi ved nok, at mange vil forsvare Fattigdommen, den er Guds Anordning, sige de. Jesus har sagt: "De fattige have I altid hos Eder". Deraf udleder de, at Fattigdommen ikke kan eller skal afskaffes, og at dens Forbliven er Guds Villie.

Hvorledes de samtidig med, at de fordømmer en Skare af deres Brødre til Fattigdommens Forbandelse, vil kunne forsvare "Guds Kærlighed", det er ikke let at forstaa; thi det synes at være klart som Dagen, at hvis der er noget, der er overensstemmende med Kærlighedens Lov, da er det at skaffe Mennesket Betingelser for at kunne leve et menneskeværdigt Liv. Vi kan ikke se andet.

Fattigdommens Afskaffelse, det skal være vort Maal, men hvorledes? Hvad kan der under vore nuværende Forhold gøres?

Et Skridt henimod nogen Indskrænkning af Nøden vil være, at bespise alle vore sultne Børn i Kommuneskolen, det er ingen uoverkommelig Sag. Kan Kommunen tvinge Børnene til at besøge Skolen, saa skal den ogsaa være tvungen til at skaffe Børnene de Betingelser, der gør dem skikkede til med virkeligt Udbytte at modtage Skolens Undervisning; men hvorledes er et Barn i Stand til at modtage Undervisning, naar dets Mave skriger af Sult, og hvilken umenneskelig Tortur er det ikke for en lille Sjæl at sidde i flere Timer og høre paa Fortælling eller at skulle anstrænge Hjærnen, naar Nervesystemet slider paa dets egne Kræfter?

Alle Børnene burde helst spise Middagsmad paa Skolen, hvor hver skulde have sit eget Køkken, i hvilket Arbejde, som Madlavningen vilde give, de øverste Klassers Drenge og Piger efter Tur kunde deltage. (Kunde Maden ikke laves paa selve Skolen, kunde denne have sit Køkken andetsteds).

De Forældre, som havde Raad til at give Børnene Mad, skulde selvfølgelig være fri, men, hvis de ønskede det, skulde de kunne faa Maden for de faa Øre, som var dens Værdi.

Den store Sum, som den private Godgørenhed hidtil har ydet, vil vist ikke blive mindre, i alt Fald maatte Kommunen yde Resten. At den Sum hurtig vandtes ind i Besparelse paa Fattighjælpen, vilde snart erfares, og man havde vundet dette for Sundhed og Sædelighed saa store Gode, at hvert Barn dog en Gang i Døgnet havde faaet god og nærende Mad og følte sig mæt og vel tilmode.

For at faa et paalideligt Kendskab til Børnenes Hjem, kunde der ved hver Skole ansættes Kvinder, der kunde tilse Hjemmene, da Lærere og Lærerinder selvfølgelig ikke kan paatage sig flere Forpligtelser. Disse Kvinder behøvede ikke foreløbig at lønnes, da der sikkert kunde findes varmtfølende oplyste Kvinder nok, som vilde paatage sig den Gærning at tilse de smaa, fattige Hjem.

- Og fandtes der saa Hjem, der var værre end ingen Hjem, da maatte man sørge for, at Børnene fra disse anbragtes paa Børnehjem, hvor Kommunen eller Staten sørgede for den fornødne Pleje. Det bliver dog til syvende og sidst den eneste grundige Maade at arbejde mod Nødstilstanden i Samfundet, at begynde med Børnene og give dem en menneskelig Forplejning og en forstandig Opdragelse. Hvor lidt hører der dog ikke til at forstaa, at naar Barnet er forsømt, er Ungdomslivet tabt, og hvorledes bliver da Manddomstiden, hvori Mennesket skal have sin Virketid?

Jeg vilde ønske, at de Kvinder, som med saa stor Energi har begyndt med Bespisning af de fattigste Skolebørn og har forstaaet at vinde saa megen Sympathi for denne Sag, vilde følge Konsekvensen og virke for, at alle fik Mad paa Skolen, og at der knyttede sig Børnehjem til Skolerne, saa at det, der byggedes op paa Undervisningsanstalten, frededes om i Fritiden, og at Børnene virkelig fik en Barndom, som gjorde dem skikkede til en lykkelig Ungdom.

Vanskelighederne ved at gennemføre Sagen er ikke stor, og Vindingen og Fordelene er uhyre. Ved Køkkenerne vandt man tillige en Forberedelse for dem, der skulde gaa ud som Tjenestepiger, og at de unge Drenge blev vænnet til at hjælpe ved Madlavningen, vilde have uhyre Fordele for deres Fremtid, baade for den Maade, de ser paa Kvindearbejdet, og for deres Hjælpeløshed i alt husligt Arbejde, ikke at tale om de mange, som blive Sømænd, Hjælpere i Beværtninger, Kokke osv.

Vilde det koste vor Kommune Tusinder, det vilde komme igen i Titusinder, og vi regne dog bedst med den Tabel, der bevarer Menneskekræfterne og begynde med Grunden - Børnene.

Regnestykket ser saaledes ud:

I Kommunens 13 Friskoler var der ved Udgangen af 1887 15,530 Børn (7981 Drenge og 7549 Piger). Ved Udgangen af 1888 kan vi regne, at Børneantallet var ca. 16.900 Børn fordelt i 14 Friskoler.

Fra 1ste Decbr. til 1ste Maj er der ca. 108 Læsedage.

Regne vi, at mindst ²/₃ (to Trediedele af Børnene) ikke faa tilstrækkelig Mad i Hjemmet, saa bliver Antallet ca. 11,300. Regne vi med dem alle 16,900 Børn, bliver det 16,900X108 Portioner = 1.825,200 Portioner a 14 Øre = 255,528 Kr.

Deraf trænger mindst 3000 Børn til Ophold i et Opfostringshus, hvilket vil koste aarlig 450,000 Kr., naar den aarlige Udgift pr. Barn sættes til 150 Kr. Det første er ca. ¹/₄ af den Rente til 4 % p. A. af den Kapital, Jensen brændte af for i London. Det hele sammenlagt, udgør en Sum, der er lig den Sum, som vort Samfund giver i Fattigforsørgelse til de tre første Rangklasser igennem vore Klostre; enkelte af de lavere Rangklasser kan under visse Eventualiteter faa en lille Smule deraf.

Det kan nok være, at Tallene ser lidt store ud, men hvis vi regner, hvad vore hjemløse og sultne Børn i Tidens Fylde koster os i kriminelle Sager og i Fængsler, saa tror jeg nok, at selv i Penge bliver det billigere, ikke at tale om, at det er et Samfunds Ære at opdrage Mennesker. Vore Klarhedsbegreber og Evner til at beregne maa være i en sørgelig Forvirring, naar vi i disse oplyste Tider kan vedblive med den ene Haand at fabrikere arbejdsløse, fattige Mennesker og hjemløse Børn, og med den anden Haand lade Politiet samle dem op og straffe dem, fordi de er uden Subsistensmidler og har faaet en forsømt Opdragelse. Nej, maa Kvinderne frem, vor Retfærdighedsfølelse er levende. Kærlighed er Kvindernes Lidenskab, er der sagt som Spot, - ja, sige vi, vor Lidenskab er Kærlighed - Kærlighed til de forurettede Smaa, og vi tie ikke, før Samfundet lukker dem ind og deler Mad, Klæder, Lærdom og andre Goder med dem. Kvindesagen, det er en Menneskesag, og naar der siges, at Kvinderne raaber paa deres Valgret og Valgbarhed, fordi de vil ind og have Magten, saa lad Mænd dømme saa, om de vil, det faar vi bære, men ser vi, at Mænd vedblive at ordne Samfundet saaledes. at de smaa Børn baade maa sulte og fryse, og med koldt Blod kan se Slægter gaa under, da blusser Harmen for Alvor op i os, og vi helmer ikke, før vi har faaet en Stemme med i Raadet og deri sige: Ingen sultne Børn mere!