« Tilbage til søgeresultaterne
Mathilda Wrede
Mathilde Wrede har været i København, hun var paa Vej hjem til Finland efter at have deltaget i en kristelig Fredskongres i Holland.
I Bladene er der blevet skrevet om hende af Mennesker, der har haft Lejlighed til at træffe hende i de faa Dage, hun var her, og ud af af alle Udtalelser læser man Betagelse over Mødet med denne sjældne Kvinde, denne underlig dragende Personlighed, hvis Ydre er præget af hendes Sinds Adel, hendes Kristendom og hendes Sjæls Styrke.
„Finlands Helgen” kaldte Fru Eva Moltesen Mathilda W., da hun for nogle Aar siden skrev en Artikel om sin store Landsmandinde, og saa fortsætter hun, saa det kan lyde som en Modsætning i ethvert Tilfælde, til de Begreber, vi plejer at forene med Helgennavnet:
„Hun har intet af Barmhjertighedssøstrenes Milde Ynde i sin Optræden, intet af Asketens forsagende Skær over sit Væsen, intet af Helgenens Glorie om sin Isse. Hun er frisk og frejdig, finder paa tusinde Udveje, fortæller under munter Latter om sine Myndlinges Særheder, er humoristisk og morsom; der er ingen mere asketisk end hun, men det er ikke af Fromhed eller for sin egen Sjæls Frelse, det er kun for at spare saa meget som muligt til alle dem, som rundt om i Fængslerne har Bud efter hende.”
Sagen er vel den, at det Stadie, som mangen Helgen har kæmpet sig frem til, det har saa at sige været naturligt Leje for Mathilde Wredes Væsen.
Hun var kun atten Aar, da hun, den fødte Friherreinde, Datter af den første Guvernør i Vasa Len, første Gang stod Ansigt til Ansigt med en Repræsentant for den Klasse i Samfundet, der hører til de mærkede og delvis udstødte, en Fange, som var sat til at udføre noget Arbejde i den store Guvernørbolig. Hun talte med Manden, og hun har vel allerede ved dette første Møde vist sin ufattelige Evne til at naa inde til det gode, der findes i ethvert Menneske, hvor skjult det end kan synes. Fangen sagde til hende: Hvorfor kommer De ikke ned i Fængslet og taler til os?
I tredive Aar har „Mathilda”, som hun helst vil kaldes, og som Fangerne gennem disse Aar har kaldt hende, færdedes ud og ind i Fængslerne, trøstende, opmuntrende og missionerende. Hun begyndte ikke med at missionere - hun fandt Vej til det gode hos de forhærdede. Forbryderen oppe fra Nordland talte hun til om hans smukke, mærkelige Land, saa hans Længsel brød ud, og han med Graad mindedes den Tid, da han gik der hjemme, en fri Mand, som Forbrydelsen ikke havde sat i Knæ.
Autoriteterne bøjede sig for Mathilda Wredes Myndighed, Fængselsportene blev lukket op, naar hun krævede Adgang - man forstod, at hendes Indflydelse naaede frem, dér hvor Straf vel aldrig naar. Myndighedernes Opgave er at beskytte Samfundet, Mathilda Wredes Opgave var at hjælpe og frelse.
Med Krigens Udbrud blev Fængslerne lukkede ogsaa for Fangernes gode Aand. Men Mathilda hvilede ikke; udefra holdt hun Forbindelse med sine Venner, og hun bragte, saa godt det lod sig gøre, Bud mellem dem og deres Paarørende.
Da Revolutionen i 1917 udbrød blev Fængslerne aabnede - de politiske Fanger fik deres Frihed.
Det var lykkelige Dage for Mathilda W. og travle Dage. Hun skaffede Mad til dem, der stod hjemløse, hun sørgede for Arbejde til de Arbejdsløse; en ung Mand havde siddet fanget i tolv Aar, han var nitten, da han kom ind i Fængslet og forlovet. Mathilda W. havde holdt Forbindelsen vedlige mellem de to unge - deres Bryllup stod i hendes lille Hjem.
Hun kender ikke Frygt. Naar Fængselsopsynet raadede fra - den og den Fange var som et Dyr af Vildskab -, saa gik hun modigt ind, og hendes Mod betvang og sejrede, selv i Tilfælde, hvor det syntes, at denne Gang vilde det gaa galt.
Sørgelige og tunge Tider har Mathilda W. oplevet siden hine Dage. Hun er træt og overanstrengt, siges der af dem, der traf hende under hendes korte Ophold Her i Byen - man kan sige sig selv, hvor hun, der vilde frem ad Kærlighedens Vej, har lidt under de sidste Aars Begivenheder.
Hun blev i Helsingfors under Rædselsperioden. Blandt de røde Voldsmænd traf hun mange af sine tidligere Fanger - nu var det deres Tur til at fængsle, og Mathilda W. formanede og bad dem huske paa deres egne bitre Erfaringer fra deres Fængselstid. Meget har hun ogsaa her udrettet i Kraft af sin Personligheds Styrke og i Kraft af den Kærligheds Gnist, hun formaar at tænde i haarde Hjerter.
Det er Kvinder som Mathilda Wrede, vort Samfund i Øjeblikket trænger til, men – Ak! hvor sjældne er de ikke.
