Mændene og Kvindesagen.

At vi Mennesker er overordenlig egoistiske, og at al vor Higen og Tragten først og fremmest gaar ud paa at forbedre vore egne Kaar, er en Sandhed, der er sagt saa tit, at det næsten er overflødigt at nævne den. Naar vi ikke desto mindre tager fat paa Sager, der synes os uvedkommende, og arbejder med Iver for dem, saa er det, fordi de i Virkeligheden ikke er os ligegyldige, men enten paa den ene eller den anden Maade, direkte eller indirekte, virker tilbage paa os selv og forøger vore Betingelser for at kunne leve lykkeligt. Ti at kunne leve saa lykkeligt som muligt, er jo det Maal, hvorefter saa vel det enkelte Samfundsmedlem som det hele Samfund stræber. Det bør være alle Reformers Endemaal at skabe Lykke. Men da nu i vore moderne Samfund den ene Stands Skæbne griber ind i den andens og omvendt, og de enkelte Stænder igen ind i hele Samfundets, saa er det klart, at enhver Bevægelse, der bliver gjort for at forandre enten Stændernes eller Kønnenes indbyrdes Forhold, maa følges med Interesse af alle, da alles Velvære knytter sig dertil. Alligevel er der mange Folk, der ikke med den Interesse, som de burde, følger de forskellige Bevægelser i de sociale Forhold. Deres Ligegyldighed maa ene tilskrives den Grund, at det ikke er gaaet op for dem, at det, hvorom det drejer sig, ikke er noget dem uvedkommende, men noget, der i deres Egenskab af Samfundsmedlem vil virke tilbage paa dem. Naar først de naar til den Erkendelse, vil de ikke længer nøjes med at være uvirksomme Tilskuere, men selv tage fat. Naar man derfor vil have Folk til at virke for en enkelt Sag, gælder det først og fremmest om at vise dem, at denne Sag paa ingen som helst Maade var dem ligegyldig.

Kvindesagen er en Sag, som i manges Øjne kun kan have Betydning for Kvinderne selv, og som en Mand ikke uden at latterliggøre sig kan kæmpe for. Men de samme Mennesker, der over for denne Sag hylder en saadan Anskuelse, tager ikke i Betænkning at kæmpe for Arbejdersagen, om ogsaa de ikke selv er Arbejdere. Det vil ikke falde et eneste Menneske ind at sige, at Arbejdersagen ikke bør interessere alle, men over for Kvindesagen ryster de paa Hovedet og siger: „den Sag overlader vi til Kvinderne, den angaar ikke os.”

Men at Kvindesagen saa godt som nogen gør Krav paa alle Menneskers Opmærksomhed, maa dog være en Selvfølge. Det drejer sig her ikke blot om en Stand, men om den halve Menneskehed.

Men alligevel vil det ikke falde unge Mænd ind at stifte f. Eks. en Forening for Kvindernes Emancipation. Og hvad var dog mere naturligt? Der stiftes jo dog Foreninger for og imod næsten alle andre Spørgsmaal.

Grunden maa søges i, at det ikke er gaaet op for dem, at Spørgsmaalet er af en saa stor social Betydning, som det er.

Den skadelige Indflydelse, som Kvinden udøver paa Manden, som hun er nu, er saa stor, at det kun maa tilskrives Vanen, at det store Flertal af Mændene ikke har Øjnene aabne for det. Lige saa gavnlig og lige saa forædlende som en Kvindes Indflydelse kan være paa en Mand, næsten lige saa skadelig er den Indflydelse, den Kvinde, som Slægtens tusindaarige, fordomsfulde Begreber har skabt, udøver paa ham. Der er igennem Aartusinder bleven arbejdet for at gøre Kvinden saa uduelig som muligt til alt Tankearbejde og til alt praktisk Arbejde, der ligger udenfor Hjemmet. Intet Under, at Anstrengelserne bærer Frugt.

Der kan nævnes Tusinde af forkvaklede Omstændigheder, som dette uheldige Forhold har frembragt. Jeg vil indskrænke mig til at paavise én.

Man ser ofte i Livet - og man kan læse sig det til hos Forfatterne - unge Mænd, som med Begejstring tager sig af en eller anden Opgave. Mange af dem er i Besiddelse af virkelig Dygtighed og Evne til at kunne gavne en Sag, men det Øjeblik indtræffer jo som oftest i en ung Mands Liv, da den lille bevingede Gud sender ham sin Pil i Hjertet, og paafølgende Forlovelse og Ægteskab er jo i Almindelighed Følgen. Naar man nu tænker sig denne Katastrofe overstaaet i Løbet af et Aars Tid, saa vil man, i 99 af 100 Tilfælde, ved at sammenligne Ægtemanden med den ugifte Mand kunde bemærke en Forandring. Denne Forandring skyldes Hustruens Indflydelse, og den vil altid ytre sig ved en formindsket Interesse for de Sager, der før udfyldte hans Liv. Intet er mere naturligt.

Den unge Pige er nemlig opdragen efter de Principer, der vurderer hende til at være, hvis hun er en rig Mands Datter, en Luksusgenstand i Hjemmet, og hvis hun er af Middelstanden, til en Kone, der vil kunne berede sin Mand et nogenlunde hyggeligt Hjem, men uden at der i nogen af Tilfældene bliver lagt Vægt paa, at hun i aandelig Henseende kan staa ved Siden af Manden. Tvertimod synes det at blive anset for formasteligt, naar hun har lige saa megen Forstand som han.

Der bliver altsaa i hende ikke lagt an paa at skaffe Manden en Kammerat men kun et Menneske, der kan være ham til Behagelighed. Følgen heraf er, at hun som oftest staar aldeles uforstaaende over for de Tanker der beskæftiger ham. Naar han vil spørge hende til Raads om en eller anden Ting, vil det gaa op for ham, hvilken Gaas hun er, og at han for at kunne leve et rigtigt Samliv med hende, maa opdrage hende helt fra Grunden af. Det er kun de færreste Mænd, der har Lyst og Tid til det Stykke Arbejde, og et køligt Forhold imellem dem vil resultere deraf. Men ikke nok med, at han i hende ikke har en Veninde, som kan fatte og forstaa, hvad han gerne vil sysselsætte sig med. Det snævre Livssyn, der er bleven hende tildelt gennem Opdragelsen, stikker igennem alle hendes Handlinger Hovedet frem og maa tilsidst paavirke Manden. Han sløves, de store Ideer beskæftiger ham ikke mer, Samfundets Vel og Ve bliver ham omtrent ligegyldigt blot alt gaar sin jævne Gænge i hans Hjem, kort sagt han bliver Ægtemand.

Saaledes sænker Kvinden Niveauet under de nuværende Forhold og forringer og sløver de Kræfter, der ellers kunde anvendes i Samfundets Tjeneste, det Samfund, hun selv kunde være en Støtte. Derfor maa Mændene ogsaa arbejde for hendes Sag da de derigennem arbejder for deres egen. Naar først Manden og Kvinden kan staa over for hinanden som to ligestillede Væsener, da vil et virkeligt og sandt Ægteskab eksistere, der vil være til Lykke og Held for begge Parter og udvikle dem overensstemmende med Naturen.

Kvinden maa ikke hæmme Manden, og hun behøver ikke at hæmme ham.

Lad os derfor arbejde for os selv ved at arbejde for hende, lad os sørge for, at hun kommer i Besiddelse af Kundskaber for at vi selv kan forøge vore.

Men det er ikke alene paa det her viste Omraade, paa mange, mange andre vil Kvindernes Emancipation virke gavnligt for os Mænd, derfor bør vi hjælpe dem med deres Opgave og lade den blive vor.

Johannes Høyer.

Det har været os kært at optage en ganske ung Mands Udtalelse om Kvindesagen, da det er meget sjældent, at de unge Mænd hidtil har skænket vor Sag Opmærksomhed. Det skulde glæde os endnu mere, om unge Mænd vilde oprette en Forening med det særlige Formaal at arbejde for de unge Kvinders lige Ret og Adgang til Erhverv i alle Brancher.

Red.