Om Menneskelegemet og dets Krav.

VI.

Er Barnet sluppet heldig gennem Svøbet og begynder at gøre Krav paa andet end Søvn og Føde, saa møder det, i hvert Fald de fleste Steder hos Smaafolk ud over Landet, den rare Siddestol, som er saa venlig at tage sig af det, og som er saa dejlig indrettet, at Barnet ikke kan falde af den: et Brædt kan skydes ind foran Barnets Bryst, saa her kan det sidde lunt og godt med Smaating foran sig, medens Mor laver Middagsmaden. Men hvorledes ser en saadan Sidden ud? Et saadant lille Barn kan ikke sidde; det har ingen Evne til at holde Kroppen oprejst; Hovedet gaar forover, falder ned mod Brystet, og hele Overkroppen trækkes ned mod Brædtet. Det kan ikke være andet. Her kan tales om Pukkel paa Ryggen: Rund Ryg, hult Bryst, og med frisk Luft kun mangelfuldt fyldte Lunger; jo, det er gode Betingelser for en sund og fornuftig Udvikling. Og, det kan ofte ses, at Børn sidder indtil flere Timer i denne Stilling.

Før der skal omtales en heldigere Maade for en Moder at anbringe sit Barn paa, skal endnu mindes om et i sine Egne ikke mindre almindeligt eller mindre misbrugt Redskab, nemlig Gangstolen. Det er en almindelig Mening, at saa snart Barnet kan begynde at vende Benene lidt til, saa skal det øves i at gaa. Denne Øvelse kan ledes paa mange Maader; men skønt ingen af dem er tilraadelige, da hele Øvelsen som Regel aldrig burde foretages, saa er Øvelsen foretaget i Gangstol dog den, der lettest faar skadelige Følger. Benene bærer kun lidt og kort Tid oppe, saa synker Barnet ned, kommer til at hænge i Armene med Brystet trykket mod Stolens Kant, der ofte bestaar af ubeklædt Træ. Her er baade Bryst og Benene udsat for meget skadelige Paavirkninger.

Det er muligt, at der er mange, der har brugt og endnu bruger baade Sidde- og Gangstol til deres Børn, og som vil sige, at de aldrig har mærket, at Børnene har lidt derunder. Det er muligt, det forholder sig saaledes, men ogsaa kun muligt; thi Følgen af den Art Overlast kan ikke saaledes ses og bedømmes strax. Her kan gaa en lang Aarrække hen, før den aabenbares, og bliver mulig da ikke en Gang erkendt som Følge. Spiren til en Sygdom bliver nedlagt mange, mange Aar, før den udbryder. En lille Skavank kan, efter at have gnavet i Aarrækker paa Livet, blive Døden.

Men hvor skal en Moder da anbringe sit Barn, naar det er blevet saa stort, at det ikke har nok i Føde og Søvn, men vil have Adspredelse, vil være virksom efter sin Maade, og denne Moder, som saa mange hundrede ikke har eller kan holde nogen til at passe Barnet, medens hun pusler i Huset, eller omvendt? - Jo, Barnet skal ganske simpelt lægges paa et blødt Tæppe (eller andet) paa Gulvet - saa falder det ikke ned. Naar det i Forvejen er plejet og ikke savner noget, da vil det her have den bedste Tumleplads for alle de Øvelser og Spræl, det naturlig trænger til at gøre. Her er efter Barnets ubevidste Trang Mulighed for Udvikling af alle Legemsdele. Kroppen er ret, Brystet hvælvet, og de fri Øvelser kræver forøget Aandedræt, saa, Lungerne faar deres Del. Og har Barnet først prøvet denne Stilling og erfaret alle de Herligheder, den tilbyder, saa bliver den dets Yndlingsstilling.

Jeg hører godt, at gamle Vaner og Fordomme alt er ved at gnistre af Harme over alt dette og forsikrer, at det er Synd at behandle et Barn saaledes, at lægge det paa Gulvet, og at et Barn skal lære at sidde og gaa o. s. v. Men overfor disse strækker jeg Sværdet og erklærer mig magtesløs. Men overfor alle tvivlende og sundt tænkende Læserinder skal jeg fremhæve følgende:

Grundloven for al Udvikling er, at kun ved at øve Kræfterne, vindes Kræfter: kun ved at øve sine Lunger, styrkes de. Men al Øvelse maa staa i et frit og naturligt Forhold til de værende Kræfter, ellers spildes Kræfter i Stedet for at vindes. Af nævnte Love følger nu lige frem, at hvad der skal udvikle sig til at sidde selv, skal man aldrig rejse ved kunstig Støtte; thi derved forgribes netop Udviklingen, som skulde have været erhvervet ved gentagne Anstrængelser og Prøver paa at rejse sig. Lad derfor Barnet boltre sig paa Tæppet, lad det øve sig i at rejse sig over Ende, indtil det kan dette. Og naar det nu rejser sig, har det Kræfter til at sidde uden at lide derunder; men ogsaa først nu. Naar Barnet i Forvejen ikke er blevet fortumlet i allehaande Vaner, saa vil det ogsaa først nu finde sig til Pas med at sidde.

Af det sagte vil altsaa ogsaa følge, at det er en Forhindring af og en Forgribelse imod Barnets Udvikling at lade det gaa ved kunstig Støtte og at ville lære det at gaa. Barnet skal nok gaa af sig selv, naar det ved selvøvelse har erhvervet Kræfter dertil. Og før det har faaet Kræfter, kan det aldrig lære at gaa, hvor meget der end makkes med det. Men al den Tumlen og Makken kan derimod gærne have sine Følger, idet de ikke sjældent lægger Spiren til kommende Sygeligheder. Thi lad det siges endnu en Gang: Al Øvelse skal staa i et frit og naturligt Forhold til de værende Kræfter, ellers tabes i Stedet for at vindes Kræfter; og kun den, der sidder inde med Kræfterne (i nærværende Tilfælde Barnet) kan sætte Maal for Brugen.