« Tilbage til søgeresultaterne

Unge Pigers Uddannelse i Huslighed.

« Se emneord

Den offenlige Diskussion om dette Emne, hvortil Kvindelig Fremskridtsforening havde indbudt i Mandags, havde samlet et talrigt Besøg med en interesseret Tilhørerkreds. Man mærker, at det er et af Tidens brændende Spørgsmaal. Var det tidligere et slaaende Spørgsmaal: „Hvor skal jeg sætte min Søn i Skole?” saa spørger Forældre nu: „Hvad skal vi lade vore Døtre lære?” - Det er ikke alene i Arbejdernes Hjem, at det økonomiske Tryk tvinger de unge Døtre til at søge Erhverv, det er ogsaa Middelstandsklassen, som Nøden tvinger dertil, og man gør da den Erfaring, at aandelig umodne og faglig udygtige bliver de unge Piger en Kastebold for Arbejdsgivernes Vilkaarlighed.


Fru Johanne Meyer indledede Diskussionen med en Skildring af vore bestaaende Forhold og viste, at hvor værdifuldt det end kunde være for den unge Pige at lære at koge, kunde alle unge Kvinder dog ikke ernære sig derved, lige saa lidt som alle var anlagte dertil. Hovedsagen var, at de Unge lærte en bestemt Beskæftigelse, hvorved de kunde tjene deres Brød, og som de havde Anlæg for.


Forældre klagede gennemgaaende over, at de ikke havde Raad til at lade deres Sønner lære et Haandværk, hvorledes skulde de nu kunne have ogsaa deres Døtre hjemme i Læretiden.


Fru Meyer mente, at hvis Forældrene ikke er i Stand hertil, da maa Kommunen træde til og oprette Fagskoler baade for unge Mænd og for unge Kvinder.


En Del af de Tilstedeværende fandt det heldigst, om alle unge Piger lærte at koge, men helst hos Familjer. Et var hele Forsamlingen imidlertid enige om, nemlig, at en Skoletid i Ungdommen burde alle unge Piger have, baade af intellektuelle og økonomiske Grunde.



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder