Fra en Kvinde.

Tak, kære Frue, fordi De gjorde mig opmærksom paa den lille Pjece „Kvindesagens

Betydning for Mænd”. Den er, som kunde den være skreven ud af mig selv, og jeg har ikke læst bedre Ting Spørgsmaalet vedrørende, siden Fru Stampe Feddersens lille Skrift for nogle Aar siden.

Men ét Sted stanser jeg og siger: „Her mangler noget - Tingen er ikke fyldestgørende fremsat”.

Og vil De følge mig et Øjeblik, skal jeg komme til det.

Det er rigtigt nok med, at man beviser den ægteviede Hustru „Ære” i at fratage hende sine ægtefødte Børn, medens man trøstigt betror den løse, letsindige Moder hver en af sine, saa vel Sønner som Døtre! (Dette kaldes Moral).

Det er ogsaa rigtigt nok med dette saa kaldte Fælleseje over Formuen, hvortil den eneste Nøgle dog er i Mandens Lomme! Det er ganske i sin rigtige Orden med Opholdsstedet, Gæstfriheden - Fristen i selve Huset samt at Manden ogsaa, trods det, at han aldrig kan være hjemme, eller er hjemme, dog paatager sig at sørge for Husvæsenet - ihvorvel vi Kvinder ellers altid henvises her til, og for nogle Aar tilbage - alene her til.

Husvæsenet - her er vi ved Ordet, som jeg stanser ved (alt det andet er, som vendte jeg Blade i min egen Livshistorie), men her maa og kan tilføjes endnu et lille Kapitel.

Forfatteren siger: „Han (Manden) sørger for Husvæsenet, kan skrive Spisesedlen og anordne, hvad der maa bruges til de forskellige Maaltider, baade for Voksne og Børn.”

Ja, indskrænkede sig endda Husherrens Indflydelse hertil - -

Lad os i Virkelighedens Interesse tilføje, at Manden kan endog, mod bevislig Orden og Dygtighed fra Hustruens Side, ganske simpelt, slet og ret, fratage hende Pladsen som Husmoder i hendes Hjem, og overgive denne til en hvilken som helst tjenende Kvinde, til hvem Nøglerne til det „fælles” Bo, og Hustruens selvsyede Udstyr overgives, samt Husholdningspengene betros - saaledes, at Hustruen bliver et fuldstændigt Nul, og i Virkeligheden ogsaa er det! Hverken Sognepræst eller Øvrighed kan, som Ægteskabslovene er endnu, den Dag i Dag - om de end vilde, røre en Haand her imod!

Det er endogsaa lige frem lovligt. - Den Mand, som gør dette, og mod bedre Vidende - uden given Grund - praktiserer en saadan Opfattelse og Udøvelse af den Pligt, han for Alteret har givet Tilsagn om (nemlig at ære og agte sin Hustru som den svagere Del) han har Lovens Medhold her i.

Der er slet intet at sige til det - Manden staar paa Lovens Grund.

Enhver Kvinde bør læse Bogen, der findes ingen Overdrivelse i den.

Deres