En personlig Bemærkning.
Det er ikke sandt - hvad atter og atter gentages, saa at det nu tros endog af mine Venner - at jeg den 22. Marts 1892 i Folketinget stemte imod Ændringsforslag, som gik ud paa at give Kvinder Adgang til Embeder ved de lærde Skoler paa samme Vilkaar som Mænd.
Et saadant Forslag forkastedes med 46 Stemmer imod 32, men jeg var ikke blandt de 46. Der var intet Navneopraab (af Grunde, som vidner om selve Forslagsstillernes Lunkenhed for Kvindesagen); men af mine Udtalelser i Tinget (Sp. 4973) fremgaar det klart, at jeg ikke stemte imod Forslaget, da det - som jeg sagde - „lige frem stred mod min Overbevisning at nægte Kvinden, hvad hun har samme Adgang til som Manden i dette Tilfælde.” Det har hun nemlig, naar intet særligt nævnes om Kvinden i Loven. Om den omtalte Lov gælder dette. Det samme gælder om en Mængde andre Love, i hvilke „han” ogsaa betyder „hun”. Jeg udtalte ved samme Lejlighed : „det følger af Sagens Natur, at det ikke behøver at siges i en Lov, at Kvinder har Adgang, naar det i øvrigt ligger i Sagens Natur, at en Kvinde kan udføre det Hverv, der her er Tale om, lige saa godt som en Mand.”
Samme Stilling indtog jeg til et andet Ændringsforslag om samme Adgang for kvindelige som for mandlige Lærlinger til Optagelse og Undervisning i de lærde Skoler, hvilket forkastedes med 54 Stemmer imod 31.
Naar Kvinder i Følge de lærde Skolers Lønningslov vil blive lige stillede med Mænd, afhænger af, naar vi faar et Ministerium, som vil bruge Loven saaledes, som den i Følge sin Ordlyd kan bruges. I dette Øjeblik hindrer vel en kgl. Anordning Administrationen i at gøre det. Men denne Hindring kan en velvillig Administration (læs: Ministeren) selv rydde af Vejen.
Sandheden er, at den tilsyneladende Kvindevenlighed fra Forslagsstillernes Side, vel nærmest var et Forsøg paa at spænde Ben for Loven, som ikke vilde være udkommen, dersom Kvinderne udtrykkelig havde været nævnte. Det vidste alle.
