« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Vilhelm Rasmussen: Børnehavebarnet. (Gyldendalske Boghandel.)
Det føles i vor urolige, skæbnetunge Tid næsten som en Husvalelse at gøre Bekendtskab med en Bog som denne om Barnets fredfyldte Verden, hvori dens Forfatter fører Læseren ind.
Bogen, som er en Fortsættelse af en anden Skildring „Barnets sjælelige Udvikling i de første fire Aar”, er en Fremstilling af Barnets vaagnende og bevidste Erkendelsestrang og evne indtil det syvende Aar.
Vilhelm Rasmussen, som jo er en anerkendt og klog Pædagog, har her, tør det vel siges, i Studiet om sine egne Børn naaet et af sine mange Undersøgelsers kønneste Resultater, idet det her er Faderens (Forældrenes) kærlige og aarvaagne Iagttagelser af det lille ny Menneske med alle dets Muligheder, man lærer at kende.
Han fortæller ganske jævnt og uden Overdrivelse om alle de smaa daglige Tilfælde, som enhver, der selv er Far eller Mor har oplevet med sine egne Børn, og Læseren svæver da ogsaa i Genkendelses- og Genoplevelsesglæde, maaske blandet med en Smule Fortrydelse over ikke selv gennem Optegnelser at have opbevaret tilsvarende lykkelige og interessante Erindringer. Ved talrige Eksempler, som dog intet Øjeblik trætter, godtgøres Barnets naturlige Modstand mod al Suggestion, og dets Trang til selv at ræsonnere. Her et lille morsomt Eksempel paa dette sidste i Anledning af et Paabud, som lød: „Du maa ikke saadan gaa ud og ind uden at tørre Fødderne, du slæber saa meget Sand ind.” Barnet: „Jeg maa da nok gaa ud uden at tørre mig.” (Side 12, II Del).
I sin Indledning hævder Forfatteren, at de Børn, der lever under gode Kaar i Hjemmet, sikkert har bedst af Hjemmets Røgt med den helt ubundne Leg, og at den Ensartethed og Regulering, som ikke kan undgaas, hvor mange Børn skal beskæftiges, maa virke hindrende paa dem, mest med Hensyn til selvstændig Tænkning. Heri maa man af Hjertet samstemme og kunde Bogen føre til, at mange Hjem gennem, en Smule Anstrengelse fra Moderens Side blev egnet for den naturlige Sag, det er, selv at overvaage, vejlede, ja helst undervise Børnene mindst til Tiaarsalderen, da vilde meget være vundet - tilbage. Hvor mange Mødre, hvem intet Arbejde hindrer i at tage denne Opgave op, lader sig den ikke slippe af Hænderne af vedtægtsmæssige Grunde, Tankeløshed eller Ulyst, thi nægtes kan det jo ikke, der skal Kontrol og Strenghed til, især med Hensyn til Konsekvens, overfor een selv, hvad maaske ikke er det mindst værdifulde ved Tingen, rent bortset fra den Lykke, det giver at have levet et nært Samliv med det bedste, Livet har haft at give een, Børnene, og at have skøttet dem vel efter sin bedste Evne, legemligt og aandeligt.
Kun en eneste Indvending - hvorfor anvender Forfatteren den mærkelige Stavemaade „ett”, hvor man ellers for Tydeligheds Skyld kan fordoble E’et; det er en Bagatel og generer blot Øjet en Smule, selvfølgelig uden Forringelse for Bogen, som vil være særdeles egnet til Vækkelse for sovende Mødre, og til Glæde for de vaagne og kan derfor anbefales som en Julegave af virkelig Værdi.
Henriette Beenfeldt.
K. Bjerre: Saadan kan Verden blive.
En Bog om Samfundets Naturlove.
Denne Bog gør intet Forsøg paa at løse det sociale Spørgsmaal, saaledes som Titelen maaske kan tyde paa. Den indeholder dels en Kritik af vor bestaaende sociale og økonomiske Lovgivning, dels Anvisning paa en he1 Række Reformer paa det sociale og økonomiske Omraade, Reformer, som skulde gøre Livet lettere at leve og Menneskene som Helhed lykkeligere.
Kritiken over det bestaaende synes nok saa vellykket som Anvisningen paa de nye Veje, ad hvilke man efter Forfatterens Mening kan naa frem til en ny og bedre Verden. Efter at have gjort Rede for „Samfundets Naturlove” paapeger han ikke uden Virkning, hvorledes mangfoldige af vore sociale Foranstaltninger grovt krænker Principperne i disse Naturlove. Her vil han sikkert vinde Tilslutning hos mangfoldige tænkende Læsere; de Tider er jo forbi, da vort Folk som Helhed mente, at vor sociale Lovgivning var en Mønsterlovgivning; den har jo i sine Virkninger vist sig at have en skæbnesvanger Indflydelse paa vor Folkekarakter.
Knap saa heldig er Forfatteren, naar han kommer til det, som skal sættes i Stedet. Det er let nok at sige, hvorledes det skal være, og der har han gode Forbilleder hos tidligere Tiders Morallærere og Folkeopdragere. Vanskeligere er det allerede, naar han skal vise de Veje og finde de Midler, hvorved det kan blive saaledes. Og aller vanskeligst er det, naar der skal gøres Rede for disse Midlers Anvendelse i det praktiske Liv. Her glipper det for Forfatteren, men den Skæbne deler han for øvrigt med mange store Aander. Det er noget, som ikke lader sig ordne ved et Skrivebord, selv om Skribenten er i Besiddelse af den klareste Opfattelse og den redeligste Vilje. Dertil kræves et dybtgaaende personligt Arbejde og Samarbejde med andre i det praktiske Liv. Det er i det hele en Opgave, hvis lykkelige Løsning sikkert vid kræve Generationers energiske og maalbevidste Arbejde.
Disse Indvendinger udelukker dog ikke, at man. kan læse den livligt skrevne Bog med Fornøjelse og Udbytte. Man stifter igennem den Bekendtskab med en velmenende og varmtfølende Mand, og det hele Arbejde er baaret af en stor Kærlighed til Menneskene og en Tro paa det gode i dem og paa det godes Sejr. Forfatteren har følt Trang til at give sit lille Bidrag til at føre vor Fremtidsudvikling ind i et godt og sundt Spor, og det fortjener han Tak for.
Karen Hessel.
