Vokshjertet. En Kærlighedshistorie
Marysia havde siddet ved Barnets Seng, indtil den Lille vaagnede. Hun havde stillet hans Sult, baaret ham og sunget for ham, indtil han var bleven træt, og da havde hun nu igen lagt ham til Ro. Hun satte sig ved Siden af ham og tænkte, hvor statelig han en Gang vilde blive, og hvor god, bedre end hans Fader. Hun tænkte paa Herskerinden, lod Rosenkrandsen glide gennem sine Fingre og bad en Bøn for hende. Hun tænkte ogsaa paa Bentosz, paa, om han vilde gøre Alvor af det. En af Pigerne havde fortalt hende, hvad der var passeret mellem Herren og Bentosz. Hun maatte indrømme, at der ingen Uret var sket ham, og at han egentlig ingen Ret havde til at lægge Planer op mod Herren. Det foruroligede hende. Hun havde bestyrket ham deri, hun havde ikke faaet ham fra det, og hvis der skete noget galt, var hun medskyldig. Det var ikke fordi det gjorde hende ondt for Herren; den Tanke jog hun bort. Men at nogen, som ingen Ret havde dertil, ikke den Ret som hun, lagde Planer op imod ham, det forvirrede hende! Saaledes tænkte hun og blandede Ret og Uret sammen, og i hendes Indre blev det stadig mørkere og uroligere; Ensomheden pinte hende og hun var bange for Spøgelser, uagtet hun vidste, at Spøgelser ingen Magt havde i de Værelser, hvor uskyldige Børn sover. Det var hende næsten som en Forløsning, da den samme Stuepige, som havde fortalt hende Historien om Bentosz, traadte ind ad Døren. Hun vilde, at hun skulde gaa med ned i Folkestuen; thi Wojciach spillede paa Violin og allesammen i hele Slottet dansede dertil. Hun skulde bare komme derned en halv Times Tid, hun kunde jo se til, hvis hun ikke selv vilde danse, lille Jan-Jozif sov jo, og han havde jo saa tidt sovet alene, ogsaa naar Herskerinden var hjemme.
Marysia gik. Hun vilde se at komme paa andre Tanker. Der var kun et Par Skridt over Gaarden hen til Folkestuen. Marysia satte sig paa Bordet og saa til. Hun dansede ikke. Men hun kom dog ikke paa andre Tanker, uagtet det gik muntert nok til i den lave, varme Stue, hvor Støvet hvirvlede op om de dansende Par. Marysia sad som i Drømme.
Paa en Gang hørte hun raabe: „Ild! Ild!” De dansende styrtede hen til Døren. Marysia blev siddende paa Bordet; hun nikkede kun med Hovedet. „Det har Bentosz været Mester for!” Det var som en Lettelse for hende, at han ikke stod Herren efter Livet, men samtidig trak hun foragteligt paa Læberne: „Kun en Ildebrand! Sikken Pralhans!” Hun hævnede sig anderledes - men hun havde jo ganske vist ogsaa Ret dertil. Langsomt fulgte hun nu efter de øvrige.
De stod foran Slottet og skreg og løb imellem hverandre. De klare Flammer slog ud af Taget og slikkede allerede op ad Vinduerne i øverste Etage. Ilden maatte have været paasat for flere Timer siden. Marysia gik rolig hen imod Slotsdøren. „Herre Jesus, Marysia, hvor vil du hen? Du kommer ikke levende ud!” skreg den Pige, som havde hentet hende til Dansen og holdt fast i hendes Ærme.
Da saa Marysia sig omkring som om hun pludselig vaagnede op af Søvne. Hendes Ansigt blev stift, Øjnene store. „Jesus, Marie og Joseph”, skreg hun og rev sig løs, „Jan-Jozif, Barnet!” (Sluttes.)
