« Tilbage til søgeresultaterne
Den internationale Kvinde-Stemmerets-Alliance.
Mødet i Madrid 2.-8. Maj 1920.
I. W. S. A.s 8. Kongres vil blive afholdt i Madrid fra 2. til 8. Maj i Stedet for, som tidligere meddelt, i April.
En særlig Komité, bestaaende af fremragende spanske Kvinder, er dannet for at forberede Kongressens Modtagelse. Mellem disse Kvinder er Marquesa del Tor og Fru Carmen de Burgas, der er meget kendt som Journalist ved Bladet „Heraldo" i Madrid.
Kvindebevægelsen gør hurtige Fremskridt i Spanien. Der findes et stort Antal Kvindesagsforeninger, og i Tilslutning til dem er Katolikerne i Færd med at danne deres særlige politiske Kvindeorganisationer.
Kongressen har vakt den største Interesse i det spanske Folk. Det spanske Kabinet har nylig foreslaaet en Lov, som vilde give Kvinder Valgret fra 23 Aars Alderen. Mange spanske Kvindesagsvenner bekæmper denne Lov, fordi den tillader en Kvinde at overføre sin Stemmeret til et andet Medlem af Familien. I et Land, hvor en gift Kvinde ikke selv kan have en Bankkonto, ikke har Ret til, hvad hun selv tjener, og hvis Mand kan spærre hende inde, hvis hun mishager ham, vilde denne Bestemmelse om indirekte Valgret gøre hele Loven til et Vrangbillede.
Spørgsmaal som de her berørte vil blive diskuterede paa den kommende Kongres; den vil tillige forhandle og bestemme sin Stilling overfor Nationernes Forbund med Hensyn til Kvindernes Stilling.