« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Kredsene

« Se emneord

Dansk Kvindesamfunds Koldings Kreds holdt sammen med Højskole­foreningen Møde paa Højskolehjem­met Valgaftenen den 10. Febr. Det blev en smuk og stemningsfuld Sam­menkomst. Efterhaanden som Valg­resultaterne indløb, oplæstes de, og Gang paa Gang modtoges de af Klap­salver. Ind imellem vekslede Tale og Sang, og Følelsen af Dagens Stor­hed og Betydning for vort Fædre­land fyldte Sindene. Blandt Talerne var Fru Søgaard Andersen, der ud­talte sin Glæde over, at de sønderjydske Kvinder var med til at stem­me Sønderjylland hjem, og glædede sig til at mødes med dem ved Aarsmødet i Vejen. Fru Helen Clay Pe­tersen var lige vendt hjem efter at have ledsaget en 80 aarig Kvinde til Valgbordet i Haderslev. Hun skildre­de, hvor gribende det var at se den flagsmykkede By og de mange, der var mødt for at stemme. Fru Clay Petersen følte det som en stor Ære, at hun havde faaet Lov til at være Ledsager for den gamle Kvinde. Selv var hun jo Englænder af Fødsel, men hun følte med Sønderjyderne og med Danmark og forstod, hvor stort det var, som i Dag skete.

Derpaa udtalte Dr. Moth, at Fru Clay Petersens Ord havde grebet ham, og han bad Forsamlingen mindes, hvad vi skyldte England og Frankrig.