« Tilbage til søgeresultaterne
Statshjælp til Familieforsørgere
Allerede i Begyndelsen af 1918 nedsatte Dansk Kvindesamfund et Udvalg, der fik til Opgave at overveje, hvorledes Staten, eventuelt Kommunen, kunde komme Familieforsørgere til Hjælp - og der blev paa vort Fællesmøde i Aalborg 1918 indledet en Diskussion derom af Landstingsmand Steincke.
Fra første Færd har det staaet klart for Udvalget, at Spørgsmaalet om lige Løn for Mand og Kvinde ikke har noget at gøre med Forsørgerspørgsmaalet - idet der jo er en Mængde Kvinder, der er Forsørgere, og Masser af Mænd, der ikke er det. Forsørgerhjælpen maatte naturligvis gives til Kvinder, der var Forsørgere, men ikke til Mænd, som ikke var Forsørgere.
De to Opgaver maatte denfor straks skilles fra hinanden og søges løst hver for sig.
Betragter man altsaa Forsørgerproblemet for sig, bliver det første Spørgsmaal, der melder sig til Overvejelse, dette:
Er Samfundsforholdene saaledes, at Stat og Kommune er interesseret i at hjælpe Familieforsørgeren? Man kan naturligvis her tage det Standpunkt helt at afvise Tanken; man kan mene, at Børnenes Opdragelse er en Privatsag, som det kan og bør overlades den enkelte Familie at ordne. Men man kan ogsaa have den Opfattelse, at Børnenes Opdragelse, vort Samfunds Fornyelse og Vedligeholdelse, i saa høj Grad er en Samfundssag, at Stat og Kommune, saadan som Forholdene nu engang har udviklet sig, virkelig er overmaade interesseret i, at denne betydningsfulde Opgave løses paa en Maade, som Samfundet kan være tjent med. Og tager man dette Standpunkt, da er det næste Spørgsmaal, som dukker op:
Kan Opgaven løses gennem Lønningslove?
Man ser straks, at hvis man svarer ja hertil, saa vil kun en ganske bestemt Klasse af Samfundsborgere, nemlig Statens og Kommunernes Tjenestemænd komme til at nyde godt af Hjælpen. Men den private Arbejder, Købmanden, Detailhandleren, Haandværkeren, Kontormanden o. s. v. maa ganske selvfølgeligt have akkurat samme Krav paa Samfundets Interesse som Tjenestemanden - alle Borgere bør stilles lige uden Hensyn til, hvilken Stand de hører til.
Og tænker man sig videre at det blev paalagt den private Arbejdsgiver at lønne efter tilsvarende Princip, saaledes at Ikkeforsørgeren blev den billige Arbejdskraft, saa ser man, at Resultatet let vilde blive, at Forsørgeren kom til at gaa arbejdsløs til Fordel for Ikkeforsørgeren, da den private Arbejdsgiver længst muligt vilde foretrække den billigste Arbejdskraft.
At løse Spørgsmaalet gennem forskellige Lønninger er derfor ikke muligt. Det kan ikke, naar det skal løses som Samfundsopgave, løses for en enkelt Klasse Borgere, men maa ordnes for alle - Staten har lige stor Interesse i alle Forsørgeres Ve og Vel - og det kan ikke løses for den private Arbejder gennem Lønnen.
Hvis man gaar ud fra, at
1) Familieforsørgere er Personer, der efter gældende Lovgivning er forsørgelsesforpligtede overfor Ægtebørn,
2) at Stat og Kommune er interesserede i at komme Familieforsørgeren til Hjælp, og at
3) Hjælpen ikke kan ydes gennem Lønningerne, saa er det 3. Spørgsmaal:
Under hvilken Form skal Hjælpen ydes?
Og som Svar paa dette Spørgsmaal kan tænkes flere forskellige Udveje, som vi herefter vil gennemgaa:
1. Skattelettelser.
Allerede nu anerkender Stat og Kommune, at der bør ydes Forsørgere Skattelettelser; i den skattepligtige Indtægt fratrækkes
f. Eks. - før Statsskatten beregnes - 100 Kr. for hvert Barn under 15 Aar, og flere Købstadskommuner fratrækker - inden Kommuneskatten beregnes - indtil 300 Kr. for hvert Barn.
Man kan gaa videre ad denne Vej og fratrække klækkelige Beløb i den skattepligtige Indtægt for hvert Barn - man kan f, Eks. som Landstingsmand Steincke foreslog ved føromtalte Møde i Aalborg 1918 og nu senere i sit Udkast til »Fremtidens Forsørgelseslovgivning« trække 300 Kr. fra i den skattepligtige Indtægt for det første Barn, 300 Kr. til for det næste - altsaa ialt 900 Kr. for 2 Børn, 900 Kr. til for det 3die, 1200 til for det 4de, saaledes at en Familieforsørger med en Indtægt af 3000 Kr. og
4 Børn vilde blive fuldstændig skattefri, (Gaar man denne Vej, bør Tallene sikkert være forskellige for København, Købstæder og Landkommuner).
Det Kommunen paa denne Maade mister i Skat, maa selvfølgelig indvindes paa anden Maade, bl. a. ved en klækkelig Skatteforhøjelse paa enligstillede Personer - Mænd og Kvinder - og paa Familier uden Børn.
Derved vil bl. a. de vellønnede enligstillede Kvinder, som saa mange gifte Kvinder med saa stor Misundelse har set hen til, og de ikkeforsørgende Mænd, komme til at bære deres Del af Forsørgerbyrden.
2. Kontant Tilskud.
Man kan tænke sig Hjælpen ydet som et direkte Pengetilskud pr. Barn - en Tanke, der ikke i og for sig er ny, idet jo mange pensionerede Enker efter Tjenestemænd o. l. allerede nu faar saadan Hjælp; Pensionen suppleres med et Tilskud for hvert Barn, og disse Tilskud er netop ved de Lønningslove, som den 1. Okt, f. A. traadte i Kraft for alle Landets Tjenestemænd, bleven fæstnede og forhøjede. I Loven om Hjælp til Enkers og Enkemænds Børn møder vi ogsaa en lignende Tanke.
Naar man overvejet denne Udvej, melder sig Tanken om, hvorvidt Tilskud bør ydes for hvert Barn, eller om man kan hævde, at en Familieforsørger bør kunne forsørge f. Eks. 2 Børn uden Statens Støtte, saa at Staten først træder til, naar der er flere end to Børn at forsørge. -
Dels fordi Staten jo vel maa siges først og fremmest at være interesseret i, at Samfundet ikke dør ud (»Tobørnsægteskab«) og dels, fordi det vil spille en meget stor økonomisk Rolle, kunde der maaske være Rimelighed i at begrænse det - eventuelle -direkte Tilskud til de Familieforsørgere, der har Forsørgerpligt overfor flere end to Børn.
3. Skattelettelser og Tilskud kombineres.
Tanken er, at der ydes et direkte Fradrag pr. Barn i selve Skattebeløbet. Bliver dette Fradrag større end den Skat, der skulde betales, gives et kontant Tilskud, Udgiften skulde dækkes ved, at de ikkeforsørgendes skattepligtige Indtægt blev sat op med
50 pCt.
Som man ser er denne Tanke meget nær beslægtet med det rene Tilskud; hvadenten man siger, at en Mand slipper for at betale 100 Kr. i Skat, eller han faar 100 Kr. i Tilskud - »Pølsen beholder dog sin Smag i« Tænker man sig det Grænsetilfælde, at en Familie med f. Eks. 6 Børn har saa lav en Indtægt, at den er skattefri, faar denne Familie altsaa det kontante, rene Tilskud.
Det centrale i dette Forslag bliver da den Maade, hvorpaa den ikkeforsørgende skal beskattes. At denne er ganske uholdbar, ser man lettest af et Eksempel fra en Kommune med en stor Skatteprocent, f. Eks. 20 pCt. En enligtstillet med en Indtægt af 3000 Kr. aarlig vil med denne Ordning - og forudsat, at Kommunen kan nøjes med en Forhøjelse med 50 pCt. kunne komme til at betale ca. 1040 Kr. om Aaret i Skat!
Trangsgrænse.
Hvis der skal gives Tilskud under een eller anden Form, skal dette da gives til alle Forsørgere, til den, der har 3000 Kr. om Aaret saa vel som til den, der har 30,000 Kr.?
Her vilde det naturligvis - rent idealistisk set - være mest tiltalende, at Tilskud blev givet til alle Familieforsørgere, et Skel er altid uheldigt og kan ofte være uretfærdigt; men paa den anden Side yder mange uvilkaarligt Modstand mod den Tanke, at vort fattige Samfund (man tænke blot paa den stakkels enligtstillede med de 3000 Kr. i Indtægt og 1040 Kr.s Forsørger-Skat!) skal yde Forsørgerhjælp til Familier med 20,000 - 100,000 Kr.s aarlig Indtægt!
4. Forsikring.
Den Udvej at ordne Forholdet gennem en Slags Forsikring har været drøftet, og et af Udvalgsmedlemmerne har været særligt stemt for denne Tanke. Den har endnu ikke kunnet behandles tilstrækkelig grundigt, men i et senere Nr. af Bladet vil den blive nærmere belyst, saa at den kan blive Genstand for Medlemmernes Overvejelser.
Tilsyn.
En Rolle i Overvejelserne, vil det sikkert komme til at spille, at man ikke kan se bort fra den Mulighed, at Staten, hvis den skal ofre 50 eller 100 Mill. Kr. om Aaret paa den Samfundsopgave at støtte Familieforsørgeren og derigennem den opvoksende Slægt, vil kræve Ret til at føre et Tilsyn med, at alle disse Penge kommer til Anvendelse paa rette Maade - hvad vilde Hjemmene sige til dette?
Andre Udveje:
Til Slut skal vi blot ganske løseligt nævne saadanne Udveje til Lettelse af Forsørgerbyrden som
Gratis Skolegang og Skolebøger,
Gratis Skolebespisning og
Omlægning af Forbrugsskatterne m. v.,
Tanker, som jo ogsaa bør drøftes, naar man skad tage Standpunkt til Sagen.
I Aarene efter Udvalgets Nedsættelse har »Kv. og Sf.« modtaget talrige Indlæg fra Medlemmer, som var interesserede i dette vigtige Spørgsmaal. - Gang paa Gang har man opfordret Fællesstyrelse og Udvalg til at komme med Forslag til en Løsning af Forholdet.
Saa grundigt som muligt har nu Udvalget overvejet Sagen - og paa Grundlag af disse Overvejelser har Redaktionen nu efter Opfordring søgt at klarlægge Forholdet for D. K.s Medlemmer. Alle Kredsformænd er gjort bekendt med Resultatet af Udvalgets Overvejelser og er anmodede om at holde Møder og diskutere Sagen med Medlemmerne, saaledes at der kan tages Standpunkt til den paa næste Fællesmøde.
Udtrykkeligt maa det ogsaa betones, at hverken Udvalget eller Fællesstyrelsen har taget Standpunkt til, hvorledes Opgaven bør føres frem.
Det er jo nemlig ganske klart, at Fællesstyrelsen ikke i et saa betydningsfuldt Spørgsmaal som oven i Købet ikke direkte besvares gennem vort Program, kan eller vil foretage sig noget som helst afgørende Skridt uden at have Medlemmerne bag sig, hvilket Medlemmerne sikkert ogsaa - og med Rette - vilde frabede sig.
Sagen er nu lagt i Medlemmernes Haand.
Spørgsmaalet er bragt frem og klarlagt - Fællesmødet vil give os Svaret -:
Hvad mener D. K.s Medlemmer?
