« Tilbage til søgeresultaterne
Statens Husholdningshøjskole
Af Birgitte Berg-Nielsen.
II.
Et Universitet har 3 Opgaver, nemlig at arbejde med videnskabelig Forskning, at uddanne Embedsmænd til Stat og Kommune og at uddanne Lærere. Vort Husholdningsuniversitet vil faa de samme 3 Opgaver; det skal arbejde med videnskabelig Forskning vedrørende vor huslige Økonomi, det skal uddanne Husholdningsledere til Statens og Kommunens Husholdninger, og det skal uddanne Husholdningslærerinder. For at gøre Omtalen af disse Virksomheder mere anskuelig er her Udkast til den Bygning, som skal rumme disse Virksomheder. Bygningen skal ligge i København, for Husholdningsuniversitetet skal kunne faa Gavn af Samarbejde med de andre højere Læreanstalter. Bygningen maa ligge i Byens Udkant, for ellers kan vi ikke faa en saa stor Grund som vi skal bruge; den skal helst ligge i Nærheden af et tæt bebygget Arbejderkvarter, for at vi kan have let Adgang til at sælge den Mad, der laves i de store Forsøgskøkkener. Som det ses af Tegningen, tænker jeg mig Bygningen som en trelænget Gaard omkring en stor Grønnegaard, lidt i Stil med gamle Frederiks Hospital set fra Bredgade. Der er 2500 m2 bebygget Areal med Grønnegaarden og lidt Plads uden om Bygningen bliver det ca. 10,000 m2; men vi skal have meget større Grund, for der skal være Køkkenhave og et mindre Hønseri, og der skal ogsaa være Plads til senere Udvidelser.
Bygning A skal rumme Skolestuer, Forsøgslaboratorier og Kontorer, Bibliotek m. m. Laboratorierne i Stuen er bestemt til Husholdningsfysik, Husholdningsbakteriologi og Gæringsfysiologi; de 3 Laboratorier paa 1. Sal er bestemt til Kemi. Det Lokale i denne Bygning, som vil interessere Husmødrene mest, bliver maaske det store Auditorium A til venstre i Stuen. Det er ordnet som Amfiteater med stejlt stigende Bænkerækker, saa alle let kan se, hvad der foregaar ved Forevisningsbordet; Gulvet i dette Lokale er sænket, saa det er i Plan med Kældergulvet i Bygning C, der bliver derfor god Plads til de ophøjede Tilskuerpladser. I dette Auditorium kan vi samle alle Skolens Elever til Forevisning i de større Arbejder som Partering, Konservering m. m., som Eleverne senere selv skal udføre i Praksis; men Lokalet skal ikke være for Skolens egne Elever alene, der skal ogsaa afholdes Kursus for Husmødre. 3 samlede Dage én Gang i hver Maaned vil der blive afholdt Kursus for Husmødre fra Landet, saa kan de
Husmødre, som vil vide noget mere om Resultaterne af den praktiske Forsøgsvidenskab, end de kan læse sig i de udsendte Beretninger, komme ind og se, hvordan de forskellige Arbejder vedrørende Landhusholdningsarbejdet udføres paa Statens Husholdningshøjskole. Det kunde jo ogsaa tænkes, at der var Husmødre, som ved et saadant Kursus havde noget godt at fortælle Skolens Elever eller havde en fra deres Egn eller deres Slægt særlig yndet Nationalret at vise Eleverne og Kursuskammeraterne. Paa 2. Sal er der Haandgerningslokaler. Her skal uddannes Lærerinder til at undervise i Kjolesyning og anden nyttig Haandgerning; og saa vil vi forhaabentlig faa dygtige Lærerinder nok baade til at undervise paa de mange Sykursus omkring i Dansk Kvindesamfunds Kredse og til at undervise i Haandgerning i de mange Børne-, Ungdoms- og Aftenskoler, der nu har saa vanskeligt ved at skaffe sig fuldt faguddannede Haandgerningslærerinder.
Bygning B skal rumme 7 Skolekøkkener til praktisk Arbejde og 2 Forevisningskøkkener. Da vi i næsten 20 Aar har haft Skolekøkkenundervisning dels som Forevisningskursus og dels som praktiske Kursus, hvor Eleverne selv laver Maden, rundt omkring i Dansk Kvindesamfunds Kredse, saa behøver jeg næppe at give nærmere Forklaring paa, hvordan disse Køkkener skal benyttes. Lærerindeeleverne skal i disse Køkkener lære Madlavning og andet huslig Arbejde, saaledes som det benyttes i Barneskolen og paa Husholdningsskoler og Kursus, og de skal lære selv at undervise i de samme Fag. Noget nyt paa dette Omraade vil denne Skolekøkkenbygning dog komme til at rumme, for der er i Stuen indrettet en Undervisningslejlighed, og her skal Lærerindeeleverne det sidste Aar, de er paa Husholdningshøjskolen lære at lave Mad i større Portioner og paa eget Ansvar. En Gang ugentlig skal hver Skolekøkkenfamilie, som bestaar af 4 Personer, lave Mad til 20 Personer. Nr. l laver Maden, hun har Nr. 2 som Assistent, og Nr. 2 laver Maden næste Gang. Den Elev, som laver Maden, maa selv gøre Indkøb og aflevere Regnskab for, hvad Maden har kostet. Nr. 3 dækker Bord, besørger Opvartning og laver Kaffe; hun har Nr. 4 som Assistent og Nr. 4 overtager Arbejdet næste Uge. Forøvrigt overlades Lejligheden til Lærerindeeleverne som deres private Lejlighed, hvor de kan have det hyggeligt; og de faar en Del af deres Undervisning i Stuepigegerning ved at de selv skal holde Lejligheden ren og pyntelig. I Kælderen er der Baderum og Lokaler til Vadsk; og her foretages den Forsøgsvadsk, der skal hjælpe til at finde de Vadskemetoder, der med det mindste Forbrug af Sæbe, Soda, Brændsel og Arbejdskraft giver det pæneste og mest holdbare Tøj. Forøvrigt er der i denne Bygning en stor Skolestue, 4 Toværelses- og l Treværelseslejlighed og 24 Elevværelser.