"Vore Børn".

12 folkelige Foredrag ved Dr. med. Hans S. Kaarsberg.

I.

Den foreliggende Bog er god og nyttig og burde læses af alle - ikke alene af dem, der har Børn, hvad dens Titel maaské kunde forlede den flygtige Beskuer til at tro, men af enhver ung Kvinde og Mand, der i Tidens Løb tænker paa at stifte Hjem og Familje, thi først og fremmest til dem retter „Vore Børn” et indtrængende Alvorsord. Mangen „Ung” vil forhaabentlig ved Læsningen af denne Bog faa de hidtil saa blinde Øjne aabnede for, at Ægteskabet med dets Krav, Pligter og Ansvar er en langt alvorligere Handling, end de hidtil troede, faa deres Øjne aabnede for, at det ved et Ægteskabs Indgaaelse ikke bør være nok for ham, „at hun er saa ung og saa yndig ser hun ud”, ikke nok for hende, at hun er forelsket, at han sidder i en smuk Stilling, maaské endogsaa har en Titel, er rig osv. - men at der er et Punkt, der maa tages med i Betragtning, et Hensyn, der i fornødent Tilfælde bør være det alt overvejende, og det er Hensynet til de fremtidige Børn.

Men kan man forlange, at de unge skal tænke saa alvorligt, saa længe de i hygiejnisk Henseende nyder en saa slet Opdragelse som nu? tilvisse ikke! Men hvad forlanger da Dr. Kaarsberg i denne Retning? - Først og fremmest, at Forældre selv skal yde deres Børn den Oplysning i Retning af „Kønslivet”, som Barnet forlanger og behøver, saa snart Kønsdriften begynder at vaagne, - udelukke denne Menneskets stærkeste Drift kan Forældrene dog ikke, men ved at skyde Barnets Spørgsmaal til Side, maaské endogsaa straffe dem som onde og uartige, derved opnaar Forældrene kun at slaa Bom mellem sig og Barnets Fortrolighed, og den Viden, som de af falsk Undseelse, og Uvidenhed om den ubodelige Skade, de derved maaské tilføjer Barnet, nægter dette, den Viden vil Barnet - ikke af Uartighed - men af naturlig Trang søge i Pige- eller Karlekammeret, hvor den saa ofte ydes dem paa en saa haandgribelig Maade, at Barnets „Renhed” maaské for stedse er borte. Og hvis er saa Skylden? udelukkende Forældrenes og Opdragernes, der ikke forstod, at den vaagnende Drift tvinger Barnet til at søge Forklaring, og at det er de voksnes, Forældres, Opdrageres og Værgers Pligt at give denne Forklaring.

Man kan ikke undre sig over, at „de”, der ikke forstaar denne Pligt, heller ikke forstaar, at de har Forpligtelse til at oplyse og retlede Barnet, naar det ønsker at gifte sig, og her kan de sørgelige Følger blive endnu værre, naar Barnet selv har faaet Øjnene op, selv har erfaret, saa er det som oftest for sent, saa vil det maaské forbande de Forældre, der af misforstaaet Blufærdighed eller slet og ret Ligegyldighed styrtede deres eget Barn i Fordærvelse. - Des værre er det saaledes, at de fleste Forældre, i alt Fald for Datterens Vedkommende, naar hun forlover sig, kun ser paa, om Partiet er godt, d. v. s. godt i pekuniær Henseende; men om Frierens tidligere Liv spørger ingen, om „han”, der knæler paa Brudeskamlen ved Siden af deres uskyldige Datter, maaské baade legemlig og aandelig er et Vrag, om han er belastet med baade aandelig og legemlig Smitte, der vil forgifte og ødelægge hendes Liv og sætte sine hæslige Mærker paa de Børn, han avler, Børn, hvis Liv bliver en Byrde og Forbandelse for dem selv, en Anklage og Straf for de Forældre, der satte dem i Verden, den uskyldige med den skyldige, - se, derpaa ofrer Forældrene ikke en Tanke, og tvinger en saadan sig virkelig frem, bliver den hastigt holdt nede; nu ved Vielsen er det jo dog for sent at komme frem med den, og „i Tide” har man ikke aabnet hverken sine egne eller Datterens Øjne, ja om Datteren er meget ung og meget uskyldig, saa har man maaské endogsaa undladt at oplyse hende om de ægteskabelige Pligter og Krav, eller kun sagt et Par forblommende Ord derom, da Bruden stod pyntet med Krans og Slør; - men give hende saadanne Oplysninger om Ægteskabet og om den tilkommende Ægtemand, saa hun selv kunde veje pro et contra, nej det vilde dog være Daarskab, man kunde jo risikere, at hun gav Afkald paa et saa „godt” Parti. Dr. Kaarsberg har ingen Undskyldning for saadanne taabelige Forældre, og der er ingen Undskyldning. Hensynet til Børnene bør være Nr. l baade ved Indgaaelse af Ægteskab og i Ægteskabet, - det er forfærdeligt, siger han, at se en Vielse blive fuldbyrdet, maaské selv være med i den lystige Brudeskare, og saa vide, at de tvende Personer, der nu med Pomp og Ostentation modtager Samfundets „carte blanche” i Retning af Børneavl, hver for sig er belastede med saadanne Sygdomme, der utvivlsomt vil føre til Børnenes Ruin. Burde Staten ikke gribe ind her, naar Forældrene og det paagældende Ægtepar selv hverken kan eller vil se? Dr. Kaarsberg mener, at „Love” paa dette Omraade daarligt kan gives, uden at den personlige Frihed kommer til at lide derunder, og dog! den personlige Frihed, hvor meget har vi egentlig af den? om den blev lidt mere beskaaren, hvad Rolle vilde det spille? - i alt Fald en god Rolle i hygiejnisk Henseende.

Naar en ung Mand ønsker at gifte sig, forlanger Præsten eller den offentlige Myndighed, inden Vielsen kan fuldbyrdes, en Attest for, at han ikke har nydt Fattigunderstøttelse; hvad vilde der vel være i Vejen for, at samme Præst eller Myndighed ligeledes forlangte en Lægeattest for, at vedkommende unge Mand og Kvinde ikke led af nogen smitsom Sygdom, eller saadanne Sygdomme som Sindssyge, Drikkesyge, kronisk Morfinisme o. l., der kunde antages at smitte eller have skadelige Følger for Hustru, Mand eller de kommende Børn? Fandtes „han” eller „hun” belastet med en saadan Sygdom, da burde Ægteskab ikke tillades. Jeg indser ikke, at en saadan Fordring var for stor; det var slet og ret en hygiejnisk Foranstaltning, lige som Koppeindpodning og lignende, en Garanti, Samfundet forlangte inden Ægteskabets Indgaaelse, af Hensyn til de fremtidige Børn, til hele Samfundets Vel.

Men i Ægteskabet, der burde de samme Hensyn til Børnene gøres gældende, mange Sygdomme kommer først til Udbrud i Ægteskabet, efter dets Indgaaelse. og her vilde det vel være vanskeligere for de offentlige Myndigheder at træde til og forhindre, at Skaden bredte sig videre, her maatte der appelleres til Folks egen moralske Ansvarsfølelse, her maatte „Lægen” være den Myndighed, der tvang de uforstaaende til at forstaa, de uvillige til at lystre, der aabnede Folks Øjne for Ulykken, ja Forbrydelsen i at sætte Børn i Verden, naar der fandtes uomstødelige Beviser for, at Forældrenes Sygelighed vilde medføre Barnets eller Moderens Undergang. Lægen burde lære disse Forældre at benytte de Midler, som Lægevidenskaben har opfunden for at forhindre Svangerskabet, der, hvor et saadant maatte befrygtes at have Tab af Menneskeliv til Følge, og hvor Mandens Kønsdrift er saa stor, at selv Faren for at dræbe Hustruen ikke er tilstrækkelig til at lægge Baand paa ham. Lægen burde lære disse Forældre, at det at bevare sin Sundhed, at forebygge Fare for sig selv eller andre, er en Berettigelse og Pligt for ethvert Menneske, selv paa Kønslivets Omraade - Lige saa usympathetisk og unaturligt, Dr. Kaarsberg finder et Ægteskab at være, der fra Begyndelsen baseres paa ingen Børn at ville have, lige saa naturligt og rigtig finder han Forhindring af Svangerskab at være, naar Grunden er et alvorligt Hensyn til Moder og Barn. - For de Mennesker, der, som Dr. Kaarsberg, ser paa Ægteskabet som en „hellig” Handling, som den alvorligste Handling i et Menneskes Liv, fordi den har Slægtens Vedligeholdelse til Formaal, for disse Mennesker er det rent ud kvalfuldt at se, med hvilken Letsindighed Børn sættes i Verden. Selv om en ulykkelig Kone gaar omkring lidende af en eller anden Sygdom, det være sig Brystsyge, Sindssyge, Kræft eller lignende, der i og for sig er tilstrækkeligt til at gøre Livet til en Byrde, saa er det dog ikke tilstrækkelig Grund for Manden til ikke at besvangre hende. Jeg har set Arbejderfamiljer, hvor Konen paa Grund af Mandens Drikfældighed har været Forsørger for hele Familjen, til Trods for, at hun ved talrige Barnefødsler og stadig Diegivning var saa udpint, at hun knapt kunde holde sig oprejst, jeg har set hende atter blive frugtsommelig under disse Forhold, set dette lille Jammerens Barn, der var undfanget i Drukkenskab, baaret af en Moder, der med Fortvivlelse i Hjertet knapt kunde skaffe Føden til den skrigende Flok Børn omkring sig, end sige skaffe tilstrækkelig Næring til sig selv og det ufødte Barn, komme til Verden berøvet fra Fødselens, ja fra Undfangelsens Øjeblik, alle Betingelserne for at blive et sundt, normalt og nyttigt Individ. Det er saadanne Ægteskaber, Dr. Kaarsberg kalder physiologisk-umoralske, ikke paa Grund af Fattigdommen i Hjemmet, men paa Grund af Barnefødslerne, der stadigt finder Sted, selv om Forældrene aldrig har haft, eller senere har mistet Betingelserne for at sætte sunde og levedygtige Børn i Verden. - Lige overfor denne Uvidenhed og Mangel paa Ansvar, staar de udenforstaaende som oftest hjælpeløse, og kender intet andet Middel end gennem Godgørenhed at oprette Asyler for de ulykkelige Individer, der er Frugten af den ubeherskede, tankeløse, dyriske Tilfredsstillelse af en Drift, der benyttet paa rette Maade er Menneskets skønneste Belønning.

Men kan der da intet gøres for at vække Ansvarsfølelsen hos de Forældre, der savner den? kan der intet gøres for at bringe de unge til at tage Hensynet til de eventuelle Børn med i Betragtning, naar de ønsker at gifte sig? - jo der kan! Dr. Kaarsberg og flere andre Læger har vist Vejen. Vi raaber paa, at intet menneskeligt er os uvedkommende, vi, der har sat os til Maal efter bedste Evne at hjælpe de forurettede og undertrykte, for os er her et stort og nyttigt Arbejde. Lad os hver i sin Kreds hos gamle og unge, men især hos de unge, søge at udbrede Interesse for den foreliggende Bog og Læren om Hygiejne, lad os udvikle de unges Ansvarsfølelse lige som vi udvikler deres Selvfølelse ved at uddanne dem til selvstændigt Erhverv, lad os indprente dem, at Barnets helligste Ret er at fordre et sundt Legeme og en sund Sjæl i Fødselsgave, for saa vidt det staar i Forældrenes Magt at give det, og at kun sjæls- og legemssunde Forældre kan vente at sætte sjæls- og legemssunde Børn i Verden. Lykkes det os at lære den opvoksende Slægt dette, da vil de lykkelige Resultater komme baade dem, Samfundet og os tilgode, thi vort Livs Værd er betinget af de aandelige Spor, vi sætter, - gode eller onde, Belønningen eller Straffen skal nok vide at finde os allerede i dette Liv. (Fortsættes.)