Kvindelig Fremskridtsforening

afholdt i Mandags et offentligt Diskussionsmøde. Emnet - „Hjemmearbejde eller Arbejdet paa Systuer” - havde hidkaldt en talrig Forsamling. Fru Johanne Meyer indledede Diskussionen med særligt Henblik paa Hovedstadsforholdene.

Taleren begyndte med at sige, at hvis vi vilde se, hvad Fremtiden bar i sit Skød, da kunde vi se paa vore Børn - de er Fremtiden. Bliver de sunde, levedygtige Mennesker med ædle Interesser, saa gaar vi en lys Fremtid i Møde, og der er Røster oppe, som tyder paa, at den Slægt, der kommer, vil blive sundere og stærkere end vor, naar vi som Opdragere skaffer dem disse Betingelser. Vi har tre Stormagter til at hjælpe os i Striden: Hygiejnen, Pædagogiken og Videnskaben. Sundhedslæren giver Mødrene de bedste Regler, Sporten, Gymnastiken, Bade o s. v. Skoleundervisningen, som tidligere arbejdede med Tampen paa Bordet, den kæmper nu for at gøre alt let og naturligt for Barnet, sørger for, at alt Barnets Arbejde kan gaa som Leg. Og se paa Videnskaben, hvilke uhyre Midler sidder den ikke inde med til at gøre Menneskelivet rigere og lykkeligere.

Taleren gik derfor over til at vise, hvor umuligt det var for Mødre, som maatte gaa paa Arbejde, at skaffe Barnet den Forplejning og Opdragelse, der var nødvendig for Barnet til at blive et rigtigt Menneske, men efter Talerens Mening var det lige saa umuligt for den gifte Kvinde, der havde Fremmedarbejde i Hjemmet. Enhver, der kender Syning, véd, at der for at tjenes nogle faa Øre maa arbejdes 12 - 14 Timer i Døgnet, og Syarbejde paa Maskine kræver hele Menneskets Opmærksomhed og Anstrængelse. Hvorledes er en saadan Moder i Stand til tillige at passe sine smaa.

Fruen mente, at de arbejdende Kvinder burde gaa til Bekendelse, selv om det blev som i et Skrig, og tilstaa: vi kan ikke opdrage vore Børn, naar vi samtidig skal være Familjeforsørger.

Samfundet burde ikke tie længere, thi det var for kostbart, om den kommende Slægt ødtes, og den arbejdende Klasse var den, der ydede det største Tilskud af Børn i Samfundet.

Frk. V. Møller, Forstanderinden for Børnehjemmet „Kana”, holdt bestemt paa, at Børnene maatte helst blive i Hjemmet, selv om det var et fattigt og mangelfuldt Hjem, thi Moderen var dog den bedste, og Manden maatte tjene det nødvendige.

Frk. Anna Hansen foreslog, at der af Kommunen ydedes vist til Moderen for hvert Barn, uden at det betragtedes som Fattighjælp, uanset om hun var gift eller ikke. De økonomiske Forhold vilde næppe blive saaledes mere, at Manden alene kunde forsørge Familjen.

Hr. Tilskærer Thomsen gav en Del Oplysninger om Syerskernes Forhold og hævdede Kvindernes Ret til Arbejde, men pegede paa Organisationen som et nødvendigt Middel til at hæve Lønnen og til, at Kvinden ikke som nu er Mandens farlige Konkurrent.

Fru Elna Larsen. Formand for de kv. Herreskræddere, fandt det meget heldigere, at Kvinderne arbejdede paa Værksteder, baade fordi de der kunde fordre en større Løn og for, at Hjemmet kunde blive hyggeligt, og ikke som nu den fattige, lille Stue maatte være Skrædderværksted med Støv og giftig Luft.

Diskussionen var livlig, og den talrige Tilhørerkreds i højere Grad interesseret. Især vakte Frk. V. Møllers skæmtfulde Træk af Børnenes Færd og deres naturlige Krav til en Moder og et Hjem, stor Deltagelse. Frk. Møller fortæller naturligt og lige ud af det virkelige Liv med hendes rige Erfaringer gennem sin Virksomhed som Plejemoder.

Et var Forsamlingen enig om: at der ikke kunde gøres for meget for at skaffe Børnene sund Forplejning og en forstandig Opdragelse, om vi vilde berede den kommende Slægt en lykkelig Fremtid.