« Tilbage til søgeresultaterne

Amerikanske Kvinder.

« Se emneord

Du beder mig at fortælle dig mit Indtryk af de amerikanske Kvinder. - Det første Indtryk er Forbavselse over den Lethed, Klarhed og livlige Maade de udtrykker sig paa. Jeg havde næppe været 24 Timer i Landet, før jeg blev indbudt til at tale i en Kvindeklub, en af de Institutioner, der breder sig over hele Landet, Sorosis Klub i New York og Kvindeklubben i Philadelphia. I alle disse er det underligt at mærke, hvor Mænd og Kvinder er skilte. Kun i to Tilfælde har jeg talt i en Forsamling baade af Mænd og Kvinder, og det var i Afholdsforeninger. Den ene var i Philadelphia, hvor Mrs. Mary Wrigt Sewall er Præsident, den udmærkede Kvinde, som vi kender fra hendes Besøg i Evropa, hvor hun ifjor var for at opmuntre Kvinder til at deltage i Verdensudstillingen. Mrs. Mary Wrigt Sewall har haft Held med sin Rejse baade i Paris og Berlin, og har personlig deltaget i Klublivet der.


I Amerika findes vel mange smukke Bygninger, der er byggede til Klublokaler, men det er væsentlig Læseforeninger, hvor der er Diskussion en Gang ugentlig om Kunst og Literatur.


De amerikanske Kvinder er fri for det Klikevæsen, som har saa megen Magt i Evropa, de er aabenhjertige, bevægelige og hurtige i deres Tankegang. Deres Klubmøder er noget af det fornøjeligste; der er Gæstfrihed over for enhver ny Idé. Jeg tror ikke, Intelligentsen kan staa højere noget Sted end her, og her er fuldt af store kvindelige Begavelser.


I vor Bedømmelse af Amerikanere er vi tilbøjelige til at maale og veje efter vort Aristokrati i Evropa. Den Maalestok passer ikke der. De ydre Former er ikke saa meget for Amerikanerne. Det er dem f. Eks. ganske ligegyldigt, hvem der sidder ved Siden af dem i Kirken, eller om de skal staa bagerst i en Butik eller sættes i Klasse med de lavere stillede. Sagen er den, at de i Amerika ikke véd, om de nogle faa Aar senere i Selskabslivet kan møde deres Tjenestepige eller blive indbudt af samme (hired Lady) til offentlig Modtagelse, hvor de finder hende og hendes Mand som ledende Aander.


Dette fører mig til Tjenestepige-Spørgsmaalet. De Kvinder, der faar de bedste Pladser er Irere og Skandinaver*). Skønt de er de mest uvidende søges de mest, fordi de er mest lærvillige og hurtigst sætter sig ind i de amerikanske Forhold.


Jeg har set en irsk Pige, som i sit eget Hjem fik 3 Pund Sterling om Aaret, begynde i Amerika med 30 Pund om Aaret, endog at hun havde de mindste Forkundskaber, men hun var kvik og lærvillig; de, der kommer herover med store Fordringer, bliver ofte skuffede. Men der er en anden Side af Medaillen og det er, at Arbejdet her er ganske anderledes besværligt og haardt end i Evropa; men hun faar samme Kost som Familjen og sidder næsten altid ved Bordet. Jeg har været hos amerikanske Familjer, hvor jeg sad ved Bordet sammen med „the hired Lady” og med „the stable boy”. De sad i deres Arbejdsdragt ved Bordet, Staldkarlen endog i Skjorteærmer, men de saa intelligente ud og tog tilsyneladende opmærksomt Del i Samtalen ved Bordet. Paa Hoteller har jeg set, at der har været dækket til Tjenestefolkene i den samme Sal, skønt ved et særskilt Bord end Herskabernes, men Opvarterne passede Tjenestefolkenes Bord med lige saa stor Omhu som Gæsternes. (Fortsættes.)


*) Forfatteren tænker vist mest her paa de svenske Piger.


« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner