Lykke
af Axel Lundegård.
Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. (Fortsat.)
Naturligvis sympathiserede Forældrene ikke. De levede hver for sig. Moderen boede paa den ene Side af Korridoren, Faderen paa den anden. De besøgte aldrig hinanden og havde ingen anden fælles Interesse end deres Barns Opdragelse. Og den var et stadigt Tvistens Æble imellem dem, thi hver for sig vilde de opdrage det efter deres Grundsætninger.
Men Faderen havde Magten paa sin Side, og han havde Datterens Sympathi.
Det var et friskt Liv, de levede. Paa Hesteryggen sad hun som en Kosak, og med Revolveren traf hun Prikken de to Gange af tre.
Og saa de Udflugter, som de gjorde sammen! - Forvovne Ridt paa ubanede Veje - i strakt Karriere over mosgroede Hækker og græsbevoksede Grøfter - Sejlture paa den oprørte Sø - Stormen peb, og Skummet sprøjtede om Bougen - det var et herligt Liv!
Og hvilke Drømme hun drømte!
Hun ønskede at kunne støde Kniven i Tyrannens Bryst som Charlotte Corday - eller som Kristina Gyllenstjerne forsvare et belejret Slot og redde det. Eller maaské hellere styrte sig ind i Stridens Tummel, lig en af Oldtidens Valkyrier, udføre en Heltegerning og dø. Gaves der dog blot en Idé saa stor, at den var Døden værd!
Da udbrød den polske Insurrektion. Polens Bøn om Frihed fløj i Toner over Verden, og i Millioner Hjerter tændte den Had til Undertrykkeren og Sympathi for de Undertrykte. Henriette Postowojtoffs Navn blev berømt - Insurgent-Generalens Adjudant og Elskerinde - hvilket herligt Liv - Heltegerninger og Kærlighed, Mod og Opofrelser. - Aa, hvorfor var hun dog ikke med dér!
Paa den Tid forberedtes hun til Konfirmationen. En Eftermiddag kom fire Karle med en Baare imellem sig, hvorpaa Faderens Lig. Han var druknet paa Jagten efter Søfugle.....
Nu begyndte der et andet Liv for hende. Det gik ikke af uden Kamp, men Moderen havde en stærk Vilje, som hendes Fanatisme opflammede til ubøjelig Haardhed. Og under den første hæftige Sorg over Faderens Død blev det lettere for hende at bøje Datterens Vilje under sin, end det ellers vilde, have været. Men et Jernaag var nødvendigt for at holde den der.
Hun blev dog holdt fast. Fra den Time havde hendes Liv været mere afspærret fra Verden, end Haven derude var det med sin tætte Gran-Hække. Og hvilket Liv havde det ikke været! Salmesang og Bibellæsning. Bønner til en Gud, som hun hadede, fordi man tvang hende til at tilbede ham. Samtaler med modbydelige Kolportører, foldede Hænder, Øjnene nedslaaede for at skjule, hvorledes Uviljen glødede derinde. Alt det, som gærede i hendes unge Bryst, hvor Tidens stønnende Raab paa Frihed, paa Individets Ret fandt Genlyd, det kvalte en velmenende Haand med brutal Hensynsløshed. Saaledes var hendes første Ungdom gaaet. Og saa var han kommen - Befrieren.
Han var et Par og tredive Aar ældre end hun, havde været gift to Gange før og var bekendt som en hæderlig og gudfrygtig Mand. Der blev ikke gjort nogle Omstændigheder, Valget var jo ikke svært imellem det uudholdelige Liv i Hjemmet og - Friheden.
Hun vidste ikke, hvad et Ægteskab var, og det hørte ikke med til Moderens Opdragelses-Methode at sige hende det - Han lærte hende det, men da var hun bunden for hele Livet.
Der kom et bittert Træk om Munden, naar hun tænkte derpaa.
(Fortsættes.)
