De finske Kvinder.
Det synes, som om Kvinderne i Finland er mere med i sociale Spørgsmaal end de øvrige Landes Kvinder i Evropa. Hvem husker ikke de mange udmærkede finske Kvinder, der deltager i Forhandlingerne om Kvindens Stilling ved Kvindesagsmøder her i København.
Det var ikke blot begavede Talere, klart tænkende Mennesker med varm Følelse for Sandhed og Retfærdighed, men det var frem for alt praktiske Folk, der havde vidst med Ihærdighed og Udholdenhed at virkeliggøre deres Idealer.
Man tænke paa Alli Tryggs „Folkepalads”, der i ganske kort Tid rejstes i Helsingfors, med god Mad og hyggelige Sale for de mange Arbejdere, der daglig søger det.
Kvindelige Læger har praktiseret der i mange Aar, Skoler med Fællesundervisning, Haandværkerskoler og lærde Skoler samt Højskoler udfolder en stor Virksomhed, og i alle disse Institutioner er det Kvinderne, der er de mest fremragende. Saa godt som alle disse Kvinder er Afholdsfolk, saa man ser, at denne Sag tager ikke Friskheden eller Livligheden bort, tvært imod synes den at forøge Arbejdskraften. Kommer disse finske Kvindesagsvenner her til Danmark og taler om forskellige Spørgsmaal, saa fejler det aldrig, at de ogsaa alle som én taler for Afholdssagen, det er for dem den Understrøm, der bærer de store Sager frem. Selvbeherskelse og Ædruelighed, mener de, er de rent elementære Forudsætninger til at blive i Stand til at udrette noget for andre Mennesker.
Men hvor der er Liv og Bevægelse, der følger ogsaa Strid. Kvindeforeningen i Finland har i denne Tid delt sig, og ud af den gamle har der svunget sig en ny Fugl Føniks, uden at den gamle derfor er bleven til en Askehob.
Sagen er den, at Finsk Kvindeforening ønskede ikke Mænd indenfor sine Rækker, hvorimod den ny Forening, som kalder sig Unionen, Kvindesaksforbund i Finland, optager baade Mænd og Kvinder. Rimeligvis har der været meget andet dem indbyrdes imellem, som vi, der er fremmede, ikke kan have nogen Mening om. Som Gæster hos os har de alle vundet vor Sympati og Interesse, men vi kan godt forstaa, at under et Samarbejde paa nært Hold, hvor det gælder om at optage et praktisk Arbejde, kan der let blive Uenighed om den Taktik, der skal følges, saa man heller maa dele sig om Arbejdet. Der er sikkert nok Plads til begge Foreninger, og Arbejdet bliver derved vel mere fyldigt.
Det er vist nok ikke vore Læsere ubekendt, at der i Finland førtes en alvorlig Debat i Dagbladene, som endte med, at 20 af de mere fremragende Kvinder skilte sig ud af den gamle Forening, og til dem sluttede der sig en hel Del andre Mænd og Kvinder. De udtraadte gav til Grund, at i en Forening, som skrev Humanitet og Frihed, og hvis Styrelse bandt og trykkede sine Medlemmer med aristokratisk Fornemhed, i den vilde man ikke være.
Unionens Bestyrelse bestaar af: Frøken L. Hagman, Formand, Professor O. E. Tudeer, Viceformand, Frøken H. Westermarck, Sekretær, Fru E. Nordqvist, Kasserer, Dr. Frkn. R. Heikel. Frkn. F. Palmen, Dr. V. Vasenius. Og „Unionen”s Formaal er: Ved Samarbejde med Mænd og Kvinder at virke for Forbedring af Kvindens Opdragelse, Udvidelse af hendes Arbejdsomraade, samt at hæve Kvindens Stilling i Hjemmet og som
Borger, til Gavn for Samfundets sunde Udvikling. „Unionen” haaber at danne Filialer rundt om i Landet.
Vi danske Kvinder ønsker den ny Forening til Lykke, idet vi ikke betragter dens Dannelse som en Splittelse, men kun som en mere fuldkommen Organisation og en Betingelse mere for et fyldigt Arbejde for Kvindesagen.
Vi glemmer ikke de finske Kvinders Besøg i København, og de staar alle højt i vore Øjne.
