Lykke
af Axel Lundegård.
Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. (Fortsat.)
I femten Aar havde de levet sammen, - femten lange Aar! - -
Det bankede let paa Døren; den aabnedes, og Doktoren traadte ind.
Han var blond og lidt undersætsig, havde Haaret strøget lige tilbage, blaa Øjne og gule Mustacher samt Fipskæg. En rigtig Type for en Gustav Adolf. Det var ogsaa hans Stolthed, at man under hans
Studierejse i Tyskland havde lagt Mærke til denne Lighed. Han glædede sig derover som et Barn.
Hendes Blik vendte sig imod ham, og hun forsøgte at løfte Hovedet fra Puden til en Hilsen, men det maatte blive ved et Smil.
„Hvordan gaar det?” sagde han og satte sig paa Sengekanten. „De har vel ingen Ting kunnet spise?”
Hun rystede paa Hovedet.
,,Men Deres Champagne drikker De dog?”
Han tog hendes afmagrede Arm i sin Haand for at føle Pulsens Slag. De var hurtige og svage.
„Urværket gaar snart i staa,” sagde hun smilende. Han saa beundrende paa hende. Saadan en Patient havde han aldrig før haft.
Denne blodfattige Legems-Konstitution syntes at eje forunderlige Hjælpekilder, naar det galdt om at lide.
Den udholdt alt med en grænseløs Taalmodighed, med et godmodigt, jævnt glad Humør, som aldrig svigtede.
Der fandtes ikke det ringeste Spillerum for nogen Slags Charlatanen i hans Forhold overfor hende; naar der var noget, han ikke kunde blive klog paa, saa sagde han altid rent ud: „dette her forstaar jeg ikke.
Det var ellers stik imod Doktorens Principer, thi han ansaa en uindskrænket Fortrolighed for at være Lægekunstens bedste Medhjælper. Men overfor hende faldt det saa naturligt, at hun skulde være oprigtig; det var ganske, som talte han med en Kammerat.
Hvorledes kunde nu det være?
Medens hun havde sit Helbred, havde han følt sig stødt af den stolte Tilbageholdenhed, som den Gang var et Hovedtræk i hendes Karakter. De havde truffet sammen nogle Gange i Selskaber der paa Egnen, men ikke vekslet mange Ord.
Saa blev hun syg.
Det begyndte med en Skade i Knæet, vist nok noget nervøst, Efterslæt fra en heftig Koldfeber. Hans Kunst formaaede ikke at udrette noget. Ondet forværredes kun. Han var bange for en Periostitis med Materiedannelse, spekulerede paa en Operation, men turde ikke. Han var den eneste Læge i Egnen, og han følte sig ikke sikker.
Trangen hos ham til at tale med nogen derom drev ham til at fremstille sin Anskuelse om Sagen for den Syge selv. Det interesserede hende, hun syntes at forstaa ham, og lidt efter lidt blev det saaledes, at han kunde tale med hende som med en Kollega. Hun tog saa rolig paa alt, som om det galdt en helt fremmed Person.
Ondet forværredes imidlertid, paa Føde og Søvn var ikke at tænke, og Morfin vilde hun ikke bruge. Det plagede ham at se hende lide, netop fordi hun led saa taalmodig, og han stred imod Sygdommen med ethvert Middel, som stod til hans Raadighed. Han udrettede dog kun lidt, thi han havde intet fast Holdepunkt og ansaa det derfor at være bedst at afvente Tiden,
(Fortsættes.)
