Statshjælp til Familieforsørgere

For et menigt Medlem af Dansk Kv. Samf., der ikke har Lejlighed til at følge dets intimere Arbejde med de fra Tid til anden opdukkende Pro­blemer, ligger det nær at føle Taknemmelighed, naar, som i sidste Nr. af Kv. og Samf. en saa grundig Redegørelse for et Udvalgsarbejde (i dette Tilfælde med Hensyn til ovenstaaende Emne) forelægges for Læserne.

Det ses af denne med stor Tydelighed, at der end ikke har været ringe­ste Tvivl hos Udvalgets Medlemmer om, at en saadan offentlig Understøttelse af Forsørgere i Fremtiden bur­de finde Sted. En Betragtning som den i Indledningen, at Børns Tilvejebringelse og Opdragelse ogsaa kan an­ses som en privat Sag, har kun lige strejfet den almindelige Tankegang og har intet Spor sat sig i Udvalgets videre Arbejde. Desværre er dette det eneste Punkt i hele Værket, hvor jeg kan samstemme, og da der nu loyalt spørges om Medlemmernes Mening, maa jeg bestemt udtale mig imod of­fentlig Understøttelse af Forsørgere, ægte eller uægte, naar da ikke Uar­bejdsdygtighed eller Invaliditet fore­ligger. I Tider som disse, hvor den overvejende Del af al Lovgivning ten­derer henimod at gøre Menneskene til mer eller mindre lydige Smaatapper i et Maskineri, burde det være Kvin­ders Sag at gøre Front herimod og understrege overfor Samfund og Lovgivningsmagt, hvor farligt og uforene­ligt med al Menneskeværdighed det er at fratage Individerne en saa vær­difuld Følelse som Ansvarsbevidsthed i det hele taget og da særlig overfor deres Afkom. Det burde ogsaa byde Kvinder alvorligt imod, at en Lov­bestemmelse kan komme til at virke eller blot tage sig ud som en Præmie paa Børnefødsler, en Tanke, der sik­kert uden altfor megen Kritik af vore statsvidenskabelige Skribenter er im­porteret fra Magtstaterne, hvor en Be­folkningstilvækst af militære Aarsager altid maatte være kærkommen; og dog burde ved Eftertanke netop Eksemplet i saa Henseende fra de krigs­førende Lande virke afskrækkende. I Tyskland skrev saaledes en Skribent som Maximilian Harden (vistnok i 1915) at een af Krigsaarsagerne for Tysklands Vedkommende var dets Ekspansionstrang paa Grund af Folketæthed, og „spørger Bøgen om den maa brede sin Krone”, som han kønt udtrykte det; men samtidig blev der ad Lovgivningens Vej gjort alt for at fremme Befolkningstilvæksten ved Tilskud og paa anden Maade af Frygt for Ruslands Millioner, som det frimodigt hed. Det maatte den­gang undre at Tysklands Kvinder lod sig en saadan Meningsløshed byde og man følte en Lettelse ved ikke at høre til en Magtstat.

Dog Nationaløkonomerne har an­dre Grunde for det ønskelige i stærk Befolkningsforøgelse ogsaa her til Lands og en af disse kaldes „Samfun­dets Trivsel i Almindelighed”, og man ser da denne Betragtning anvendt som i al sin haarde Umenneskelighed skulde synes velegnet til at oprøre et­hvert Moderinstinkt, nemlig at alt Fremskridt er betinget af Befolkningspresset, en Frase, som desværre paa Grund af sin gode knappe Form har de bedste Betingelser for at blive Evangelium for ikke reflekterende

Mennesker; men det tør vel haabes at tænksomme Mænd saavel som Kvinder vil føle sig hæftigt frastødt ved at se en saadan Konkurrence- og Stutteribetragtning anlagt og maaske praktiseret overfor deres intimeste Forhold.

For megen Optimisme skal man vist i denne Henseende ikke hengive sig til; den ydmyge Taalmodighed, hvormed Kvinder og Mænd forøvrigt ogsaa paahører og læser Statsøkonomernes mer eller mindre elegant for­mede Skoser over Kvinders (gifte) utilstrækkelige Frugtbarhed, kort sagt, at der anlægges Statssynspunkter paa et Forhold af saa afgjort privat Art, den Passivitet giver ikke alt­for straalende Løfter om Trang til fremtidig at værne Individets Frihed paa dette Punkt.

Det er ikke uden en vis Vemod, jeg altsaa for min Part maa kassere Udvalgets forskellige Forslag til en Løsning og dets Arbejde overhovedet, som jeg godt kan se er udført med stor Dygtighed og med den yderste Iver for at vise Retfærdighed til alle Sider, hvilket efter min Opfattelse kun opnaaes ved, at man tilvejebringer Betingelser for de menneskelige Ev­ners og Arbejdets frie Udfoldelse, d. v. s. uhindret Adgang til Naturgoderne (bl. a.), mod en passende Afgift.

Under saadanne Kaar skal den et­hvert Menneske iboende Trang til at se sig selv fortsat i sine Efterkomme­re nok faa sit naturlige Forløb og da under den højnende Følelse af An­svarsbevidsthed, som alene skaber Karakterer af virkelig Værdi, for hvil­ke enhver Tanke om Statskontrol paa dette Punkt maa afvises som usømme­lig og utilstedelig.

Dette var blot eet Medlems Me­ning, og er det hermed ikke ligefrem lykkedes at omvende ligefremme Modstandere af et Synspunkt som mit, saa tør det Haab vel næres, at en til­svarende Tankegang har ligget latent i mange Kvinders Sind og at disse nu ogsaa endelig vil tage Bladet fra Mun­den.