« Tilbage til søgeresultaterne
Forsørgerhjælpen
Det gør mig oprigtig talt ondt, at Landstingsmand Steincke har maattet ofre en Times Nattesøvn paa at pulverisere mit Forslag om offentlig Hjælp til Forsørgere - ikke mindst for selve Diskussionens Skyld, thi et Indlæg, som tydelig bærer Præget af overanstrengte Nerver, er ikke gunstigt for den gensidig velvillige og beherskede Tone, som jeg i hvert Tilfælde for min Part ønsker denne Drøftelse præget af.
Jeg har ikke kendt Hr. Lærer Mønsteds Forslag, før jeg fremsatte mit, og jeg har først læst det, efter at han for nogle Uger siden paa Opfordring af mig sendte mig det. Jeg haaber, at mit Ord staar til troende baade for Hr. Steincke og dette Blads Læsere. Forøvrig er den Omstændighed, at Hr. Mønsted og jeg uden nogensinde at have været i Berøring med hinanden er kommet til omtrentlig samme Resultat med Hensyn til Formen for en Forsørgerhjælp, mig et Bevis for, at de Tanker, vi har fremsat, er en Overvejelse værd.
Jeg har i mit Forslag, fremsat i »Tidens Kvinder« for 28. Februar, slet ikke omtalt Hr. Steinckes Forslag, og jeg har i mit Svar til Fru Elisa Petersen af 20. Marts kun henvist til den i Hr. Steinckes Forslag fastsatte Trangsgrænse. Det har aldrig kunnet falde mig ind fra mit beskedne Stade at kritisere Hr. Steinckes indenfor den af ham foreskrevne Ramme sikkert uangribelige Forslag, men jeg har villet bort fra denne Ramme, som jeg mener er uantagelig for D. K.
Jeg har følt mig beretiget til at kalde mit Forslag en Kombination af Skattelettelse og direkte Tilskud, fordi Skattefradraget her automatisk kommer til at virke som Tilskud i Tilfælde af smaa Indtægter og mange Børn. Jeg tror, at Ordet Kombination netop her er paa sin Plads, medens jeg vil foretrække at kalde den Form, hvori Hr. Steinckes Forslag fremtræder, for en Addition af Skattelettelse og Tilskud, idet begge disse selvstændige Former hos ham foreslaas anvendt sammen.
Efter at have kørt sin videnskabelig lastede Bil henover mit Forslag, indbyder Hr. Steincke mig med en lidt overlegen Gestus til at fremsætte mit Forslag paa det fornødne skattetekniske og statistiske Grundlag. Her melder jeg selvfølgelig Pas. Denne Drøftelse er for mig kun en Drøftelse af Principerne for den paatænkte Støtte til Familieforsørgere; hvorledes mit Princip skal føres ud i Livet, hvorledes de Hindringer, det frembyder, skal overvindes, maa de sagkyndige afgøre. Mit Forslag kan være fuldt af Naiviteter og praktiske Umuligheder og dog principielt anvise den Retning, der bør gaaes.
D. K.s Forsørgerudvalg har tilsyneladende, indskrænket sin Virksomhed til at pege paa de af andre anviste Veje, og Redaktionen af »Kv. og Sf.« har ilet med at række Hr. Landstingsmand Steincke Kransen som den i Forsørgerspørgsmaalet enestaaende Kapacitet. Jeg maa tilstaa, at jeg havde ventet mig mere af dette Udvalg, for hvis Tilblivelse jeg selv bærer Skylden. Det er selvfølgelig ulige nemmere at lægge sit trætte Hoved til en anerkendt Autoritet end selv at prøve at finde en Løsning; men saa megen Opmærksomhed burde Udvalget dog have skænket Sagen, at det havde forstaaet, at en Forsørgerhjælp indenfor en fastsat Trangsgrænse, med andre Ord: en Fattighjælp, ikke afhjælper den Uret imod Forsørgerne i Stats og Kommunes Tjeneste som Ligelønsprincipets Sejr stillede D. K. overfor, og som det paa Diskussionsmøderne udstedte Løfte om at afhjælpe. Vore Læreres og Tjenestemænds Indtægt ligger nu Gudskelov over den Trangsgrænse, som i Hr. Steinckes Forslag fastsættes, selv om denne gaar ud fra Priserne i 1917, og med de nuværende Priser kan tænkes højnet. De Forsørgere, D. K. i første Række har lovet Hjælpen, vil ingen Del faa i hvert Fald i Hr. Steinckes direkte Tilskud.
Maa jeg sluttelig sige, at jeg personlig nærer den dybeste Beundring for Hr. Steinckes Værk: »Fremtidens Forsørgelsesvæsen«, som jeg har anskaffet mig og for en Del læst, og jeg er ikke mindre end Redaktionen af »Kv. og Sf.« Hr. Steincke taknemlig for den Beredvillighed, hvormed han kom D. K. til Hjælp, den Gang jeg 1918 som Forretningsudvalgets daværende Formand foranledigede, at han blev indbudt til at tale om Støtte til Familieforsørgere ved Mødet i Aalborg. Men jeg føler mig ikke af disse Grunde forpligtet til at gaa med til at anbefale en Løsning af Spørgsmaalet: Offentlig Hjælp til Familieforsørgere, som efter min Mening fører bort fra den Retningslinie, D. K, oprindelig har afstukket sig i denne Sag.
