Lykke

af Axel Lundegård.

Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. (Fortsat.)

Da hun saa vendte sig om imod ham laa atter dette Udtryk af Lykke og Ro over hendes Træk.

„Men jeg har lært mig til at kunne se'', sagde hun. „Hvor Verden dog er skøn! Og alt kan jeg opfatte i ét Blik - al Naturens Skønhed - og saa maa man være fornøjet!

De tav begge.

„De er en Gaade”, sagde han endelig.

„Hvordan? Fordi jeg hele Tiden har været saa glad? Forstaar De da ikke, hvad Sygdommen har givet mig?”

Endnu en Gang fløj den dér Tanke lynsnart gennem hans Hjerne: Var hun maaské - ? - Han turde ikke en Gang i Tanken fuldende Meningen.

„Hvad kunde Sygdommen give Dem?”

„Det, som var alt for mig, det, som jeg har længtes efter hele mit Liv - Frihed.”

Nu forstod han hende, og han blev overfalden af en trykkende Følelse. Hvor maatte ikke Livet have været bittert for hende, naar hun kunde sige, at aarelange Lidelser havde givet hende alt!

Der blev en lang Pavse.

„Dersom jeg havde sagt Dem det før, vilde De ikke have troet mig. Nu, da jeg skal dø, gør De det maaské. Ikke sandt?”

„Jeg véd det ikke. Jeg forstaar Dem kun halvt.”

„Naturligvis! De er jo en Mand og desuden saa - man maa have gennemlevet det for fuldt ud at kunne forstaa det.” Der kom et smerteligt Træk omkring Munden ved de sidste Ord.

„Men kan De fatte det, naar jeg siger, at jeg aldrig siden mit femtende Aar har følt mig saa fuldstændig som et Menneske før nu?”

Han saa, at Kinderne farvedes af en svag Rødme. Lige som alle blodfattige Konstitutioner kunde hun stundom faa en Smule Liv i sig, naar det led mod Aften. Og nu lyste Octobersolens røde Aftenskær over Haven derude.

„Og derfor længes De efter at dø?”

„Længes? Aa nej - der findes et Ord, som giver selv det ubetydeligste Værdi. Det Ord hedder at miste.”

„Naa, endnu vil vi ikke give tabt - ikke sandt?”

„Hvorfor siger De det? Tror De, jeg er bange for at dø? Nej. - Jeg vilde dog aldrig være bleven til noget - og hvad er Livet saa? - Jeg har prøvet det.”

Hun bøjede Hovedet endnu mere tilbage og lukkede Øjnene.

„Ser De, jeg drømte en Gang om en Opgave - en Virkekreds - noget at leve for - eller i Mangel derpaa noget at dø for. Men jeg fandt det aldrig - jeg var jo en Kvinde. - Nu er det bedst, som det er.”

De sidste Ord fremhviskede hun med synlig Anstrængelse. Kræfterne var udtømte, og hun tav.

Doktoren saa med Græmmelse, at Nysgerrigheden havde forledt ham til at lade hende tale for længe. Kinderne mistede ethvert Spor af Farve, og paa Panden brød den kolde Sved atter frem. Han tog Lommetørklædet, som laa paa Sengen, og førte det let over hendes Ansigt.

I et Hjørne af Værelset stod der en lille Ballie, hvori laa en Flaske Champagne paa Is. Han tog den op, skænkede et Glas og gav hende det. Medens hun drak, understøttede han hendes Hoved med sin Arm; saa sank det mat tilbage paa Hovedpuden.

Doktoren sneg sig ud af Værelset paa Taaspidserne.

Udenfor Døren hørtes der en sagte, puslende Lyd. Haandtaget drejedes lydløst om, og ind sneg sig en lille, spinkel, graahaaret Mand, i hvis Ansigt et Par vidtaabne, vandede, graablaa Øjne var det mest karakteristiske. Det var Ægtemanden.

Han satte sig stille paa Sengekanten. Taarerne randt ned over hans Kinder igennem de graasorte Skægstubbe, som gav hans Ansigt et smudsigt Udseende. Det hjalp ikke, at han skar de mest fortvivlede Grimacer for at holde dem tilbage. Doktoren havde øjensynlig sagt ham, at han maatte være fattet paa det værste.

Han var alt for bevæget til at kunne tale, men han greb hendes Haand og trykkede den haardt uden at slippe den.

Hun lod ham gøre det. Det faldt saa let at være venlig mod ham nu. Hun følte en Gnist af Medlidenhed med ham: det vilde blive svært for ham at bære det, - i Begyndelsen.

Det var ikke ofte, at han kom ind i hendes Sygeværelse, thi selv ejede han kun ringe Styrke til at lide og kunde heller ikke udholde at se andre gøre det.

Alene Synet af fysisk Smerte fremkaldte en instinktmæssig Rædsel hos ham.

Han var en „selfmade” Mand. Fra ingen Ting at have ejet havde han lidt efter lidt tilkæmpet sig en anselig Formue. Lykken havde været med ham, og Helbredet havde staaet ham bi. Hans sunde Konstitution vidste ikke, hvad Lidelse var, og at der kunde findes noget, som næsten gjorde den menneskelige Smerte magtløs, at der gaves Saar, som var sværere at læge end dem, som Operatørens Kniv skar - det kunde han ikke forstaa. Aandens Kval var for ham absolut ufattelig; han vilde have let højt, om nogen havde sagt ham, at Legemets Lidelse var for intet at regne imod Sjælens. (Fortsættes.)