Lundes Plan.
Da der blandt Kvindelig Fremskridtsforenings Medlemmer har ytret sig Ønske om at blive gjort nærmere bekendt med den af mig under Diskussionen paa Mødet Mandagen den 21de November kortelig og derfor ingenlunde fuldstændigt skitserede Plan til en Omordning af Arbejderforholdene i Danmark, som i Begyndelsen af Syvtierne fremsattes af den nu 88 Aar gamle fhv. Jernstøber P. F. Lunde, skal jeg etter Redaktionens Opfordring forsøge at give en mere udførlig Fremstilling af det Forslag til en ny Arbejderlovgivning, som den Gang af Navn var kendt under Betegnelsen „Lundes Plan”. Dennes Maal var intet ringere end en Forædling af det danske Folk gennem en forbedret Børneopdragelse, hvilken imidlertid efter Forslagsstillerens Mening var betinget af ordenlige Hjem i sunde Boliger og et saa ordenligt Vederlag for Familieforsørgernes Arbejde, at i Reglen ikke økonomiske Sorger skulde kunne hindre forstandige og rettænkende Forældre i at opfylde en af deres allervigtigste Pligter: Opdragelsespligten mod deres Børn.
Som det vil ses, stiller Lunde - og de, der slutter sig til ham - Kvinderne aldeles lige med Mændene i Forslaget, som jeg her gengiver i Hovedtrækkene.
Det fastsættes ved Lov at:
1) Staten tilsikrer alle Arbejdere, mandlige som kvindelige, der virker i underordnet, af andre afhængig Stilling, ikke som Hovederhverv driver anden selvstændig Næringsvej (altsaa Arbejderne i Ordets snævrere Betydning, ogsaa Tyende), og som har dansk Indfødtsrnt, en Livrente (eller Efterløn) fra deres fyldte 30te Aar og stigende med Aarene (hvert 5te Aar) i et nærmere fastsat
Forhold til enhvers Gennemsnitsfortjeneste i alle de foregaaende Aar, saaledes, at den nærmer sig vedkommendes Gennemsnitsfortjeneste, naar han eller hun har naaet det 60de Aar.
2) Disse Ydelser bliver at anse som en Efterløn, de Paagældende har fortjent ved deres Arbejde, for hvilket de i Grunden har faaet for ringe Løn, medens de, der nu skal tilsvare den, tidligere paa forskellig Maade har kunnet tilegne sig den.
3) Ligeledes ydes der saadanne, der paa Grund af Legemsfejl eller Ulykkestilfælde, ikke formaar at forsørge sig og deres Familier, Midler til Forsørgelse, hel eller delvis, alt efter Omstændighederne.
4) De hertil fornødne Midler tilvejebringes væsentligt derved, at enhver, der tager andre Menneskers Arbejde til Hjælp, betaler 12 ½ % af al den Løn, der udbetales til Medhjælperne, være sig i Penge eller Naturalier. Denne Del af Lønnen udbetales samtidigt med den øvrige Del, men i Sparemærker, der under streng Straf kun maa benyttes som Indbetaling i en af Staten indrettet og bestyret Anstalt med Ind- og Udbetalingssteder over hele Landet, med hvilken enhver Arbejder har sin Kontrabog.
5) Al Skat paa Maskiner (Told, Patent- og Monopol afgifter) tilfalder Efterlønsfondet, som desuden søges forøget ved Forandringer i Arveloven og, om fornødent, ved en Del af en eventuel Formue- og Indkomstskat.
6) Den omtalte Statsanstalt omfatter foruden Efterløns-Afdelingen (deri indbefattet Invalide- og Alderdomsforsørgelses-Afdelingen) ogsaa en Sygehjælps-Afdeling, hvortil de fornødne Bidrag forlods tages af de paagældendes Indskud. Staten afholder Udgiften ved Anstaltens Virksomhed. Dens øverste Ledelse henlægges under en Arbejdsminister, til hvis Støtte der oprettes et Raad
af praktiske Arbejdere og Arbejdsgivere, lige mange af hver Klasse og valgt i hver af disse for sig.
Om Arbejdsministeriet siger Lunde bl. a.: Det danner Hovedbestyrelsen for hele Institutionen. Dets Vigtighed for Samfundets Vel vil ikke komme til at staa tilbage for, men snarere over ethvert andet Ministeriums, og bør følgelig være organiseret i Overensstemmelse hermed. Det bør aldrig glemmes, at Arbejderne udgør hele Samfundets Grundstof, som derfor fortrinsvis bør værnes om og dets Vel søges fremmet.
Her skal kun antydes nogle af de vigtige Hverv, som bør komme til at paahvile Ministeriet, nemlig:
Det bliver at betragte som Værge og Kurator for den talrigste, men næsten forsvarsløse Del af Samfundet.
Det skal i Pressen hævde Arbejdernes Ret lige over for Kapitalen i alle Hovedspørgsmaal, som nu skjules.
Lovforslag, Arbejderne vedrørende, udgaa enten fra dette Ministerium eller forelægges det til Betænkning, førend de tilstilles Rigsdagen.
Det fører en statistisk Oversigt over Arbejderne og Arbejdsforholdene.
Det overtager Bank- og Sparevæsen for Arbejderne.
Det bestyrer Efterlønnen eller Livrenten samt en Kreditanstalt for Arbejderne.
Arbejdernes Alderdomsforsørgelse kommer til at hvile paa det, saa vel som Arbejdernes Fattigforsørgelse.
Det har saa vidt muligt at forebygge Arbejdsmangel, til Dels ved Bygning af ny Arbejderboliger og Forbedring af de dertil tjenlige gamle paa passende Tider, ved Fiskeriforanstaltninger med Udlandets Erfaringer for Øje, ved Opdyrkning af Heder, ved Fremmelsen af Produktionsforeninger m. m.
Ad den raadgivende Vej og gennem præmiebelønnede Skrifter bør det søge at paavirke Moraliteten i Arbejderklassen, ligesom Husgerning og Husflid søges fremmet og belønnes, hvor gode Eksempler foreligger.
Den personlige Frihed bør raade i alt, hvor Samfundsvellet ikke lider derved; men der bør vaages over, at dette beskærmes mod enkelte Personers eller Korporationers Egennytte.
Der vilde naturligvis ikke være noget i Vejen for, at ogsaa andre end de under 1) nævnte Personer gjorde Livrente-Indbetalinger i Statsanstalten og derved sikrede sig en tilsvarende Livrente. Om Aldersgrænsen, Indbetalings- og Udbetalingssatserne netop bliver de af Lunde foreslaaede, spiller ingen Rolle. Hovedsagen er Planens Grundlag, nemlig det: at der tilsikres „Arbejderne” en større Del i Frembringelses-Udbyttet end hidtil; at denne Del opspares og forrentes for dem, til de har naaet Skælsaar og Alder og i Reglen stifter Familje og faar Børn at forsørge og opdrage, og da udbetales dem i stigende Andele, eftersom Behovet til Familjens Underhold maa antages at stige og Forsørgerens Arbejdskraft at tage af.
At Planens Gennemførelse vilde sikre Arbejderfamilierne et tarveligt Udkomme i Tilfælde af Forsørgerens Sygdom eller Arbejdsudygtighed, forøge deres Velstand og derved fremme et godt Familjeliv og en god Børneopdragelse, opretholde Arbejdernes politiske Rettigheder, deres Selvagtelse, Selvstændighed og Indflydelse paa vore offentlige Anliggender, mindske Fattigdom og Nød og dermed Fattigvæsensbyrderne, de ældre Arbejderes Trang til at arbejde for Sulteløn og derved Konkurrencen mellem Arbejderne indbyrdes, men ligeledes ved at give Arbejderne bedre Fremtidsudsigter afholde en Del af dem fra at forøge Arbejdsgivernes Tal og derved mindske Konkurrencen mellem disse indbyrdes - alt dette forekommer mig selvindlysende.
Jeg kan ikke tænke mig andet, end at saadanne Tilstande maatte bringe Fremtidshaab og Tilfredshed ind i „Arbejdernes” Sind, og at dette vilde skabe en Samfundslykke, der hurtigt vilde forsone Nationens Mindretal, „Arbejdsgiverne”, med den ingenlunde betydelige Forringelse, deres nuværende Indtægter maaské - thi ganske afgjort er det endda ikke - vilde lide.
Der kan næppe være noget i Vejen for at indføre en Ordning som den af Lunde foreslaaede i et enkelt Land; den lader sig rimeligvis lettere indføre i et lille Land end hos de større, langt mere sammensatte og uensartede Nationer, og dens heldbringende Følger vilde ytre sig meget hurtigt, langt hurtigere, end Tilfældet kan tænkes at blive med de ellers i Forslag bragte Foranstaltninger til saa indgribende Forbedringer i Befolkningens Levevilkaar.
Jeg nærer derfor ingen Tvivl om, at Forholdene under det nuværende økonomiske System her til Lands lader sig ordne saaledes, at det langt overvejende Flertal af Folket vilde føle sig tilfreds dermed. Det kommer udelukkende an paa, om man ret for Alvor vil det.
