« Tilbage til søgeresultaterne
Danske Kvinders Nationalraad
Nu da de sønderjyske Kvinders Besøg er afsluttet, føler vi Trang til paa Nationalraadets og dets sønderjyske Udvalgs Vegne at takke alle de mange, der har hjulpet os med at gøre Stævnet saa festligt og hjerteligt, som det blev.
En Tak til Danmarks Kongepar og til Enkedronningen, til Rigsdagen og til Københavns Kommunalbestyrelse, der ved at modtage vore Gæster gav de sønderjyske Kvinder den officielle Anerkendelse, de fortjener.
Tak til Ø. K., der bragte dem og til den Sønderjyske Fond, der gav dem Hjemrejsen.
Tak til det kgl. Teater for den skønne Aften. Til de Kunstnere og Forfattere, der hilste dem i Musik, i Sang og Tale, i Poesi og paa Prosa.
Tak til Pressen for dens Støtte før og under Mødet.
Tak til Diakonissestiftelsen, Welanderhjemmet, Bispebjerg Hospital, den Suhrske Husmoderskole og andre Institutioner, der bidrog til at gøre Opholdet saa lærerigt.
En Tak til Hillerød og Roskilde for den festlige Modtagelse der. Til Tivoli for en fornøjelig Aften. Til de Automobilejere der muliggjorde den uforglemmelige Udflugt til Dyrehaven og den slesvigske Sten.
Tak for alle Bidrag fra de største til de mindste i Penge og Arbejde. For Festprogrammet, skænket af „Gutenberghus” med Omslagstegning af Malerinden Ebba Holm til Arkitekt Dyggve der har tegnet vort Emblem; for Blomster, Planter og Flag der dannede den festlige Ramme om vore Møder.
En særlig Tak til alle Værterne, der aabnede deres Hjem og deres Hjerter for vore Gæster og derved hjalp os til at gøre Stævnet netop saa hjemligt og hjerteligt som vi ønskede det skulde være.
Og tilsidst endnu en Tak til vore kære sønderjyske Venner; Tak fordi De kom og et hjerteligt: Paa Gensyn!
Henni Forchhammer,
Formand for Danske Kvinders Nationalraad.
Louise Wright, f. Bauditz,
Formand for D. K. N.s sønderjyske Udvalg.