Kærlighed og Matematik.
Naar Mændene paa egen Haand har paataget sig Ansvaret for Samfundets Ordning, givet os Love og foreskrevet Kvinderne deres Plads ved Vuggen i Barnekamret, fritagne for alt socialt Ansvar, saa er det noget, som vi Kvinder i lange Tider taalmodigt har maattet finde os i; men det er dog for galt, naar Mændene griber saaledes ind i Kvindens personlige Liv, at de i den offentlige Mening vil fastslaa, at Kvinden ved at modtage videnskabelig Uddannelse mister Evnen til personlig Hengivelse i Kærlighedsforholdet.
Det er ligefrem oprørende! - Dog - en saadan Opfattelse kan man læse i „Tidens Strøm” (9. December) for Alvor fremsat af Jakob Marstrand, og da vi ikke tvivler om, at Forfatteren har mange Meningsfæller, tør vi ikke lade Artiklen være uimodsagt.
I en Anmeldelse af „Sonja Kovalevsky” fremsætter J. M. sine personlige Meninger, støttet paa Udtalelser af Fru Anna Charlotte Leffler om den matematiske Professor Sonja Kovalevsky, om denne kvindelige Vildfarelse, at udvikle sine intellektuelle Evner.
Fru A. Charl. Leffler siger nemlig om Sonja Kovalevsky: „Det er mig en Glæde at kunne citere en meget forstaaende Udtalelse af Herman Bang om „Kampen for Lykken”: „„Jeg tilstaar, jeg elsker dette mærkelige Skuespil, der med matematisk Stringens beviser Kærlighedens Almægtighed, at den, kun den, er dette Livs eneste og alt, at kun den giver Vækst eller lader visne. Kun i den kan man udvikles og blive stærk, kun ved den kan man endogsaa opnaa at gøre sin Pligt.” Bedre,” siger Fru Anna Leffler, „kan man ikke formulere disse Dramaers Indhold, som var Sonja Kovalevskys eneste Livsbekendelse.”
Til yderligere Støtte for sin Opfattelse af den Nødvendighed, at Kvinden maa dræbe det hjertelige i sit Væsen, hvis hun vil løse en intellektuel Opgave i Samfundet, citerer Jakob Marstrand videre om Sonja K.: „hun talte om, hvor utilfreds hun var med sit Liv og sine sterile videnskabelige Sejre, om hvor gerne hun vilde bytte al den Berømmelse, hun havde vundet, alle Intelligensens Sejre mod en almindelig Kvindes Lod, som blot havde en lille Kreds om sig, som elskede hende, og for hvilken hun var den første”, og videre: „Hun blev forelsket i en Russer og hun sønderslides aandeligt af denne Kamp mellem sin Naturs dybeste Krav, det at fuldbyrde en intellektuel Opgave og det at hengive sig helt til den nye, mægtige Lidenskab, som bekæmpede hende. Det er denne Konflikt, som til en vis Grad maa dræbe alle Kvinder, som hengiver sig til en intellektuel produktiv Virksomhed, og det er maaske den stærkeste Indvending, som kan gøres, mod at udvikle disse Anlæg hos Kvinderne, at det sætter hende ud af Stand til helt at gaa op et Kærlighedsforhold.” Selv føjer Jakob Marstrand til: „Det er Kvindesagens Tragedie i vore Dage - Heltinden sønderslides i sit Indre i Kampen for Lykken, og Kvinden i hende vansmægter, medens Matematiken triumferer.”
Men mærker Hr. Jacob Marstrand da ikke, at ved at dømme Kvindenaturen saaledes, dømmer han ogsaa Mændene og viser en grundfalsk Opfattelse af Kærlighedsforholdet imellem Mand og Kvinde? Thi hører der nemlig ikke to til dette Forhold? bestaar Kærlighedslykken i, at kun Kvinden giver sig hen i Hjertets umiddelbare Hengivelse, hvorimod Manden har Glæden i sit sociale Arbejde, og Elskovsfølelsen for ham kun er en Biting. Eller vil Hr. Marstrand hævde, at Kvinden som Menneske staar lavere end Manden? Passer det kun paa Kvinden: „Deres Væsens dybeste Trang er at være noget for andre, kræve sin Tilfredsstillelse, det rent abstrakte er dem derfor ikke nok”. Er det rent abstrakte da nok for Mænd?
Nej - det er det fælles menneskelige for baade Mand og Kvinde; dersom Mænd tror, at de har mindre Trang til Kærlighed eller til at være noget for andre. Dersom de tror, at for dem er Kærlighedsforholdet kun en Biting i Livet, som ikke behøver at tage alle deres Sjæls- og Følelsesevner i Besiddelse, saa lyver de for sig selv eller ogsaa lider de af en sjælelig og legemlig Decodence.
Sandheden er, at hverken Mand eller Kvinde kan finde Lykken uden i en gensidig og hel Forstaaelse og Hengivelse.
Herman Bangs Ord er hverken særlig kvindelige eller særlig mandlige, det er fuldt ud det ægte menneskelige, der taler, naar han siger: „Kærligheden er almægtig, den, kun den, giver Vækst og lader visne. Kun i den kan man udvikles og blive stærk, kun i den kan man endogsaa opnaa at gøre sin Pligt”. Det var derfor sikkert ikke Sonja Kovalevskys matematiske Udvikling, der gjorde hende ulykkelig, og hendes dybe Suk efter Kærlighedens Lykke viste jo netop, at Evnen til at elske var ikke dræbt i hende, tvertimod, hun saa jo Kærlighedsforholdet mellem Mand og Kvinde som den højeste Lykke.
Mon vi ikke kom Sandheden nærmere ved at formode, at hun ikke i den, hun elskede, fandt en Hertug Cajanello, der vilde tillade hende at være tro mod sig selv.
Thi er det ikke meget vanskeligt i vore Dage for en fremragende Kvinde med saa klar en Aand og saa varmt et Hjerte som S. K. at finde en ligestillet blandt Mændene? Manden har dog gennemgaaende ikke løsrevet sig fra den almindelige Samfundsopfattelse, at han er Skabningens Herre. Har vi ikke Eksempler midt iblandt os paa Ægtemænd, der ikke undser sig for at tvinge deres Hustruer til at begrave deres Talenter og trække sig tilbage fra offenlig Virksomhed baade som Skuespillere og Kunstnere, fordi det efter Mændenes Mening ikke stemmer med de husmoderlige Pligter
Og hvis vi skal være ærlige, - findes der ikke utallige Mænd, som lider af en inderlig Fejghed. - De tør ikke gifte dem med en Kvinde, der tilsyneladende er dem overlegen. De tør ikke vove noget for deres Kærlighed, de tør ikke bryde med de gamle sociale Former, de tør ikke give Kærligheden sin Ret, denne alt omfattende Lidenskabs Magt. som omskaber og omdanner Sind og Tanke. De nøjes saa hellere med Halvheden i deres Ægteskab eller med hvad der er værre; de forraader deres Livs ædleste Følelse og knuser den Kvindes Liv, hvis Kærlighed de kunde have ejet. - Mon ikke snarere mange moderne Kvinder med høj Intelligens og varme Hjerter gaar ugifte om af den Grund, end fordi de har mistet Evnen til at hengive sig?
Hr. Jacob Marstrand er dog heller ikke selv tilfreds med sin Opfattelse, og slutter derfor sine Udtalelser med et lille Suk, han siger: „Fru Kovalevsky er død, efterladende Verden det uløste Problem at forlige det moderne Kvindeideal med das „ewige weibliche”.
Og vi véd det, der er mange intelligente Mænd i vore Dage, der trods nedarvede Fordomme og Samfundets bornerte Opfattelse nærer en dunkel Længsel efter en anden Kvindetype end Pyntedukken eller den travle Husmoder, hvis Tanke ikke rækker op over det daglig Dags Niveau.
Men hvorfor i al Verden vedbliver da disse samme Mænd kun at være Tilskuere til Kvindernes næsten fortvivlede Kamp, under deres haarde økonomiske Tryk og deres aandelige Overanstrængthed. Vil Mændene fremdeles brede sig i den sociale Tempeldør og stemme Hjemmets Dør, nægte Kvinden Adgang til Embeder og menneskelig Løn for hendes Arbejde, samtidig med, at de spottende tilraaber hende: hjælp dig selv, saa vil mange af disse enkelte fremragende Kvinder, der gaar i Spidsen for Bevægelser, lige saa sikkert forbløde sig som Sonja Kovalevsky.
Thi er det ikke nødvendigt for dem, der er de første paa Arenaen, at de gør deres Sag Ære, maa de ikke tage deres Eksamen med mange flere Points end Mændene? maa de ikke være mere omhyggelige i Udførelsen af deres Kunstværker, maa de ikke være første Rangs Talere, om de vil træde op i det offentlige Liv? i det hele taget maa de ikke, om de vil, bryde Banen for Haren, der staar bag ved, fornægte sig selv - ja, selv det dyreste, Elskovslykken, maa ofres, naar det gælder det fælles Vel. Se - det er Hemmeligheden - i den moderne Kvindes Liv i Øjeblikket. Det er ikke Matematiken, det er ikke hendes intellektuelle Produktivitet, der skader hende, al sund sand Oplysning er ikke en Fjende over for Kærlighedens Lykke, lige saa lidt hos Kvinden som hos Manden, men de enkelte fremragende Kvinder, der arbejder, staar for ene i Kampen; Masserne af Kvinderne sover - er - Mændene er kun Tilskuere - og de store Forkæmpere maa aandelig talt forbløde sig.
