« Tilbage til søgeresultaterne
Danmarks Eg
Hilsen til de sønderjydske Kvinder ved Fællesmødet i Vejen.
Mel.: Vort Modersmaal.
I Læ af lave Bjærge jeg saa et Træ en Gang,
en brusende Verden af Liv og Sus og Sang,
dets Krone vidt sig bredte, og som en senet Gren
dets stærke, sejge Rod havde sprængt en mægtig Sten.
Og fjærnt fra Hjemmets Strande et Syn for Tanken steg.
se, Træet var et Billed af Danmarks Folke-Eg,
hin Ygdrasil, som næres fra dybe Kilders Strøm
og suste gennem Sekler om Slægters Liv og Drøm.
Tyst vugges i dens Krone Aartusinders Sang,
en fjærn og sælsom Tone med Evigheds Klang,
og Løvets Tunger hviske om Ting, de lønligt ved,
fra Jordens dunkle Dybder, fra Hvælvets lyse Bred.
I Sønderjylland Egen paa tjørnet Stengrund stod
med stormomsuset Krone, med sejg og kraftig Rod,
den bed sig fast i Mulden og gennem Sten og Støv
fra Mindets friske Brønde den næred rigt sit Løv.
Der stred et Folk for Livet med smægtende Sjæl,
ukuet ved sit trodsige, tro »Alligevel« -
»Vort Maal vi aldrig svigter, vort Haab vi slipper ej,
vor Vilje enigt luer, - trods alt vi finder Vej!«
Og Han, som over Stjernerne har Verden i sin Haandt
gav dem at sprænge Stenen og løste deres Baand,
gav os i Sol at mødes ved vore Længslers Aa,
der som en dragen Klinge nys mellem danske laa.
Velmødt da Søstre kære, som trofast for os stred,
velmødt til fælles Virke i Kærlighed og Fred –
Ak, mange end vi mindes med taaredugget Savn,
men Tak og Jubel hilser Jer som vi fik i Favn.
