De Smaa paa Kommunehospitalet.
Hvem kan vel om Aftenen gaa forbi denne Bygning med den uhyre, mørke Facade, hvori enkelte Lysglimt skinner ud mellem et Par Gardiner, som ikke naar helt sammen i et af de Syges Værelser, uden at tænke saadan noget som: De Stakler derinde, eller: mon du selv skal komme til at ligge der og lide. „Han er paa Hospitalet” er en af de sørgeligste Meddelelser, en Moder kan give paa Forespørgsel til hendes lille Dreng - altid sørgelig, men paa ingen Aarstid saa nedtrykkende som i Julen.
Der ser den bekymrede Moder, hvordan Naboerne kan spise, drikke og være glade efter Evne og finde paa de tusinde smaa Overraskelser til deres Børn; hun selv og hendes Mand vil ogsaa være glade og muntre, de søger at trøste hinanden ved smaa Opmærksomheder, den ene mod den anden for at de gensidig skal glemme deres Sorg eller blot for nogle faa Øjeblikke lade være at tænke paa deres lille Pige eller Dreng som ligger paa Hospitalet, uden at de kan række ham en Haand, klappe ham paa Kinden, ja uden saa meget som at kunne se ham.
Og nu den lille Dreng eller Pige derinde har maaské ligget i Maaneder, fordi det er kommet til Skade, og har mistet en Arm eller et Ben, eller kan maaské ikke selv forstaa, hvad det fejler, men véd blot, at det gør saa forfærdeligt ondt i Hovedet hvor Hjernebetændelse raser, - eller som det hyppigst er Tilfældet, det stakkels Barn ligger derinde hjertefrisk efter at have overstaaet en Krise
- man véd næsten ikke, hvilke Børn der mest er at beklage, enten de, der lider under Sygdom og Smerte og skriger, saa ingen af de andre kan faa Blund i Øjnene, eller de, der er Reconvalescenter, og som nu gaar og er saa ulykkelige over, at de ikke kan komme hjem til Julen.
De hører saa meget om Julen saa vel derinde, som hver Gang deres Forældre kommer for at trøste dem, blot de kommer ud, saa skal de faa dit og de skal faa dat, en skal faa Robinson Kruse, en anden en Skoletaske, for dem alle vil Forældrene opfylde deres kæreste Ønsker, - og hvor ofte bliver saa ikke Resultatet det, at Lægerne ikke tør slippe det lille Barn ud i den kolde Luft; de utætte Lejligheder - Kvistlejlighed, hvor Vinden piber ind gennem Vinduet og ud gennem Døren, - saa maa Barnet blive, der hjælper ingen kære Moder.
Der bliver Graad og Tænders Gnidsel, ikke blot hos Børnene, men ogsaa hos Forældrene, og ingen begriber, hvor der ødsles med Kærtegn og Overtalelser, Spadsereture paa Gangene, Smaapassiarer ved Sengene, der gives store og glimrende Løfter om, hvor dejlig en Juleaften paa Hospitalet kan være for de artige Børn. - Og under alt dette gaar Læger og Sygeplejersker og véd ikke deres levende Raad, hvorfra de skal skaffe Midler til al den Herlighed for Børnene, som de er komne til at holde af og som i saa høj Grad kan trænge dertil, det er en Hjertesag for dem at skaffe de smaa Børn Glæde, og hvor anstrenger de sig ikke - de syr Dukker i den knappe Fritid, klipper Julestjerner, laver Kræmmerhuse og Kurve i en Uendelighed, for det er jo ikke saadan, at ét Juletræ er tilstrækkeligt - nej, en Snes Stykker skal pyntes; der skal være et stort paa hver af de mange Gange for alle Patienter, som kan gaa derud, og et paa de Værelser, hvorhen de meget syge, som man næsten ikke tør flytte, bringes. Og alle disse Træer skal pyntes med Lys, Stads og Godter - og, hvad der er det vigtigste, med Presenter, med Strømper, Sko, smaa Frakker, Huer, Bukser, saaledes at alle Børn, der trænger, kan have et varigt Minde om Julen. Saaledes plejer det at ske; der sendes hvert Aar fra Land og By mange Penge ind til Hospitalet - og kunde Giverne komme ind enten Juleaften eller Dagen efter; de vilde saa vist ikke fortryde de Kroners Penge, de har givet ud. Den næste Dag er Stuegangen en Fryd over hele Hospitalet, de Smaa er vaskede og rene og straaler og jubler af Glæde over de dejlige Gaver; saa meget havde de alligevel ikke ventet, og der er ingen Misstemning, med stor Omhyggelighed er Gaverne fordelte saa ligeligt, at der ingen Misundelse kan opstaa.
For at dette kan ske, for at vække al den Glæde i de Smaas Hjerte og for at de sorgfulde Forældre kan erfare, at deres Børn virkelig har haft en glad Jul og ikke i nævneværdig Grad følt Savnet af Hjemmet, behøves aabne Hjerter og aabne Pengepunge.
