Lykke
af
Axel Lundegård.
Avtoriseret Oversættelse ved Sofie Horten. (Fortsat.)
Det kom halvkvalt, fortvivlet. Hun vaagnede selv derved. Aa, det var jo blot Asthmaen!
Døren aabnedes imidlertid, og Martha kom ind med Lys.
„Rejs mig - jeg kvæles! Hendes Pande var badet i Sved.
Martha lagde sin kraftige Arm om hendes Skuldre og rejste hende op. Saaledes sad hun nogle Sekunder og snappede efter Vejret, men det gik snart over.
„Fruen er nok meget daarlig?” sagde Martha, idet hun satte Lyset paa et Bord og gav sig i Færd med at tænde Lampen.
„Ja- a.”
„Fruen dør vist snart.”
„Det er nok muligt ”
„Og saa bliver man uden Plads!”
Det kom saa morsomt, ligefremt. Den Syge smilede „Kære Martha, Du bliver naturligvis her.”
„Nej, ikke en Dag længere, for Fruen er den eneste her i Huset som har været noget resolveret imod mig. Og dersom Fruen ikke dør, saa bliver Fruen dog aldrig til noget alligevel, og jeg bliver her ikke en Dag længere end til den første. For det er hos Fruen, jeg har fæstet mig, og ikke hos nogen anden. Og naar Fruen ikke bliver til noget, saa bliver der heller ikke Rede paa nogen Ting, for Fruen har været den eneste, som kunde se, hvad én har gjort for Huset. Og jeg skal aldrig glemme, hvor god Fruen har været imod mig, - for Fruen har været som en Moer.”
Martha havde talt saa smukt, at hun følte sig rørt, og Taarerne begyndte, at trille nedad hendes Kinder.
„Vil du saa forlade mig nu, naar jeg behøver dig allermest. Det er ikke saa sikkert, at jeg dør inden den første.” - Der kom et lille bittert Smil paa Læberne ved de sidste Ord, saa at de skarpe Linier ved Munden fremtraadte skarpt og tydeligt.
,,Men bag efter faar en ikke nogen Plads!” - Ved denne sørgelige Udsigt brast Martha i en ustandselig Graad.
„Og den, som ikke har andet end det, en skal fortjene.” fortsatte hun, medens hele hendes stærke Legeme rystedes af Hulken, „den maa nok slide for, hvad en faar. Og saadan en Frue som Fruen faar jeg aldrig mere her paa Jorden - - og maaské heller ikke i Himlen - men jeg kan ikke gaa her og se paa, at al Ting gaar den forkerte Vej! Nu er jeg bleven budt 200 Kr., og det er dog smukke Penge - - og hvis Fruen dør, saa faar jeg ikke en Øre mere end min Løn, for Herren forstaar sig ikke mere paa saadant noget end mine gamle Sko.”
(Fortsættes.)
