« Tilbage til søgeresultaterne
Naar Kvinden skal være baade Far og Mor
I Anledning af „Børnelovens" Revision.
Af Thordur Tomasson.
1.
Der er en Sag, som jeg beder om til at belyse for dette Blads Læserinder. Jeg mener, Tidspunktet er der nu, da Børneloven skal til Revision, og det i den Anledning nedsatte Udvalg har afgivet sin Betænkning.
Det er ikke hele Børneloven, jeg her vil sætte under Debat, men et enkelt Punkt, som dog er af vidtrækkende Betydning.
Jeg tænker paa Samfundets Pligter overfor de Hjem, hvor Kvinden skal være baade Far og Mor. Og først og fremmest paa saadanne Tilfælde, hvor en uformuende Enke sidder tilbage med en Flok Børn, som hun er ene om baade at forsørge og at opdrage.
Som bekendt har vi faaet en Lov, i Følge hvilken en Enke faar en vis Understøttelse til hvert af de uforsørgede Børn. Men denne Understøttelse er saa knap, at den bogstavelig talt hverken er til at leve eller dø af. Moderen er nødsaget til alt søge at erhverve det væsentlige til sit og Børnenes Underhold ved Siden af. Dette er i og for sig en Meningsløshed - som alle halve Forholdsregler. Moderens Opdragergerning er af saa overordentlig Vigtighed for det hele Samfunds Trivsel, at der ikke, hvor ellers god Vilje og personlig Evne er til Stede, bør lægges den uoverkommelige Vanskeligheder i Vejen. At en Moder, som er Enke, selv maa erhverve noget til Hjælp, er der ikke stort at sige til. Hun kan have nogen Beskæftigelse, som tillader hende at blive ved Hjemmet og Børnene Dagen igennem. Men Beskæftigelse af den Art et i Almindelighed ikke saa lønnende, at hun paa den Vis uden at blive tidlig opslidt kan fortjene det væsentlige til Underholdet og dog passe Hjem og Børn forsvarlig. I de fleste Tilfælde maa da en saadan Moder søge sit Erhverv uden for Hjemmet, og dette maa da til Dels skøtte sig selv. At dette er aldeles uforsvarligt med Henblik paa Børnene, tiltrænger ingen nærmere Paavisning. Navnlig maa enhver Moder, der selv lever under blidere Kaar, kunne føle dette. Børn trænger til at være under kærligt og kyndigt Opsyn Dagen igennem. Alle vi, der selv har Børn, som vi har kunnet vide under forsvarligt Tilsyn tidlig og silde, maa kunne forstaa, hvor det maa fylde en stakkels Moder med pinlig Bekymring at færdes daglig borte fra Hjemmet og arbejde for andre, medens hendes egne smaa er overladt til sig selv. Men hun maa bøje sig under Aaget. Nødvendigheden er over hende. Den eneste Udvej er Fattigvæsenet. Og det er ikke en Gang en virkelig Udvej. Ogsaa dets Ydelser er karrige. Og dertil krænkende for en ærekær Kvinde. At leve under saadanne Betingelser kan i Længden kun virke demoraliserende selv paa stærke og dygtige Naturer. Og hvad maa ikke de Børn savne, hvis Moder har saadanne Kaar, - selv om de for øvrigt slipper nogenlunde helskindet igennem deres Barndom baade fysisk og moralsk! Der er i Sandhed her noget at tænke over for Danmarks lykkeligere stillede Mødre - og Kvinder i det hele. Og nu har jo Kvinden Indflydelse paa Lovgivningen og derigennem paa det offentlige Samfundsliv.
Dog er det ikke egentlig „Enkeloven"s Mangler, jeg vilde rejse Drøftelse af her. Det er „Børneloven", jeg har for Øje.
Thi sæt, at saadanne Børn, hvis Hjemlivs Kaar jeg ovenfor har peget paa, ikke slipper helskindet igennem. Sæt, at de tager kendelig Skade af den Vanrøgt, de nødvendigvis bliver udsat for. Saa er det jo, at „Børneloven" skal træde i Virksomhed. Og nu er der et bestemt Punkt i denne Lov, som jeg vilde drage frem til kritisk Bedømmelse.
Lad os antage, at et enkelt Barn af Flokken i et Hjem, hvor Mor skal være baade Far og Mor, skejer ud, rimeligvis eller blot muligvis fordi Mor maa gaa paa Arbejde og har maattet lade Børnene gaa aandelig talt „for Lud og koldt Vand". Sagen kommer for Værgeraadet, hvor den udslidte Mor og det forhutlede Barn maa give Møde. Værgeraadets Medlemmer har den dybeste Medynk med de to, bl. a. fordi man faar det stærkeste Indtryk af, at hvad der her er i Vejen, ikke skyldes Brist i Moderens moralske Evne eller Vilje, men simpelthen dette, at hun ikke kan passe paa sit Barn. De økonomiske Forhold tvinger hende til de fleste Dage at arbejde borte fra sit Hjem. Hvad kan
nu Værgeraadet gribe til for at hjælpe dette ulykkelige Forhold i Lave? Svaret lyder simpelt hen: intet. Thi Loven kender ingen tilfredsstillende Udvej og hjemler ikke Værgeraadet noget brugbart Middel. Der er kun eet, der kan gøres, men dette bringer netop ikke Sagen i god og naturlig Lave: Barnet kan fjernes fra Hjemmet. Forældremyndigheden overdrages fra Moderen til en Institution, og den arme lille anbringes i et Opdragelseshjem eller i Pleje hos fremmede Folk.
Ærligt talt; er dette ikke skammeligt og i Grunden oprørende for al menneskelig Følelse? Betænk, at her er ikke Tale om saadanne Tilfælde, hvor Moderen er moralsk ude af Stand til at være Mor for sit Barn. Saadanne Tilfælde forekommer unægtelig ulykkeligvis i stor Mængde, og dér er der intet andet at gøre end søge at redde, hvad reddes kan ved at gribe til at fjerne Barnet og skaffe det bedre Kaar anden Steds. Men hvad jeg her sigter til, er saadanne Tilfælde, hvor der ikke er andet at bebrejde Moderen, end - hendes uforskyldte Fattigdom. Er det da en Forbrydelse at være fattig - oven i Købet en Forbrydelse, der fortjener at straffes paa den brutaleste, hjerteløseste Maade - med den Lidelse og Krænkelse, det er for et kærligt Moderhjerte at blive saaledes berøvet sit Barn. Ogsaa en fattig Mor kan elske sit Barn, lige saa inderlig som den rige. Det er der vel ingen rigtig Mor, der tvivler om.
Ja, men hjemler da Loven virkelig ingen anden Udvej?
Tilsyneladende vel nok, men ingen, der forslaar.
I den hidtil gældende Børnelov af 14. April 1905 er der ganske vist i § 10 taget Hensyn til Tilfælde af den her skitserede Art. Der læses her saaledes: „Værgeraadet skal, naar slette, økonomiske Forhold i Hjemmet skønnes at være den egentlige Aarsag til Børnenes Vanrøgt, gøre Bestyrelsen for „De fattiges Kasse" (siden Lovene af 4. Maj 1907 og 29. April 1913: „Hjælpekassen") eller Kommunalbestyrelsen opmærksom paa Hjemmet, for at de fornødne Foranstaltninger eventuelt kunne blive trufne."
Denne Bestemmelse er Udtryk for en virkelig human Tankegang og tager sig fortræffelig ud paa Papiret. Men i Virkeligheden er den i saa høj Grad uhensigtsmæssig, at den sikkert kun i sjældne Tilfælde har kunnet løse Vanskelighederne i Praksis, om overhovedet nogen Sinde.
Henvisningen til Kommunalbestyrelsen vil vi se bort fra. Det kan ikke være et Værgeraads Sag at tvinge et Hjem ind under Fattigforsørgelse. Men nu Hjælpekassen? Ja, dette vilde være en Udvej, dersom Værgeraadet havde Ret til at raade over Hjælpekassens Midler, og disse for øvrigt var rigelige nok til at strække til over for Opgaver af denne Art ved Siden af de øvrige, som denne Institution er beregnet paa. Men den første af disse Forudsætninger mangler, og den anden er ikke sikker. At gøre Bestyrelsen for Hjælpekassen opmærksom paa Hjemmet, for at den saa eventuelt kan foretage sig noget, er en paa afgørende Punkter ganske problematisk Vej. Dette vil let indses. Selv om man gaar ud fra, at der hersker det bedste Forhold mellem Hjælpekassens Bestyrelse og Værgeraadet, er det dog ingenlunde givet, at nævnte Bestyrelse vil eller kan bedømme eller hjælpe paa en Sag ud fra det Skøn eller i den Udstrækning, som Værgeraadet maa anse for forsvarlig. Resultatet bliver let først tidspildende Omsvøb, dernæst utilfredsstillende Forholdsregler og endelig, at den hele Sag slipper Værgeraadet af Hænde trods Indsættelse af en Tilsynsværge, indtil maaske dets Assistance paa ny maa paakaldes i Anledning af det samme Hjem, hvor Forholdene i Mellemtiden blot er bleven yderligere forkludrede og vanskeligere at bøde paa. Der er i saadanne Sager hyppig Tale om saa relativt store Pengeunderstøttelser og strækkende sig gennem saa lange Tidsrum, at Hjælpekassen ikke uden Grund ømmer sig ved at tage grundig fat. Har et Værgeraad nogle Gange forsøgt sig ad denne Vej med kummerligt Udfald, er det forstaaeligt, om det betænker sig paa nye Eksperimenter, og navnlig i de mere omfattende Tilfælde straks beslutter sig til den operative Indgriben, hvor smertelig og ofte tvivlsom en saadan end kan være.
Hvad der fattes Værgeraadene paa dette Punkt i .den hidtil gældende Lov, kan siges med ét Ord: Bevillingsmyndighed.
Hvad vilde være naturligere, end at Værgeraadet, „naar slette økonomiske Forhold i Hjemmet skønnes at være den egentlige Aarsag til Børnenes Vanrøgt," selv havde Myndighed til at ordne den Sag, som det maatte finde det forsvarligt? En Kontrol mod mulige Fristelser til overdreven Brug af en saadan Bevillingsmyndighed vilde man jo altid have i Overværgeraadet. Der er ellers ved den samme Lov givet Værgeraadsinstitutionen en vidtstrakt Raadighed over Samfundets offentlige Midler, hvor det drejer sig om Børns Anbringelse uden for Hjemmet, og med fuld Føje. Det maa da desmere undre, at man i Loven af 1905 saa ganske har nægtet den selvstændig Optræden, hvor det gælder om ved økonomisk Haandsrækning at bevare Forholdet mellem Barn og Hjem, - den mest effektive forebyggende Foranstaltning, hvor der blot er tilpas hæderlige Betingelser til Stede hos Barnets naturlige Omgivelser.
Det er sandt, at der her kan blive Tale om ret betydelige Summer. Det er ikke Smaating at holde et Hjem med en Børneflok økonomisk paa Fode. Men hvad koster ikke blot et enkelt Barns Anbringelse uden for Hjemmet, navnlig paa en offentlig Anstalt af en eller anden Art? Og saa er Virkningen endda tvivlsom. Baade for det Barn, der fjernes, og for Hjemmet selv og dets øvrige Børn. Moderen maa vedblive at gaa paa Arbejde, de andre Børn maa fremdeles skøtte sig selv. Og der er ligesom sat en Plet paa Hjemmets Ære. Maaske varer det ikke længe, før Barn Nr. 2 gaar samme Vej, maaske endnu flere. Det kan efterhaanden blive artige Beløb, dette ene Hjem koster Samfundet. Og saa regner man endda ikke med den Sum af Lidelse, der beredes baade Moder og Børn ved denne Trafik, ej heller med de Fremtidsudsigter, der kan vente Samfundet fra dette Kuld af Børn; som er revet ud fra deres naturlige Livsforhold. Anstaltsbarnet har nu en Gang ikke de Chancer som Hjemmets Barn. Maaske kunde alt have været reddet, hvis man havde tilstaaet Hjemmet en aarlig Understøttelse - naturligvis under forsvarlig Kontrol fra Værgeraadets Side - blot saa stor, som det første Barns Anbringelse uden for Hjemmet paabyrder det offentliges Budget. (Fortsættes).
