« Tilbage til søgeresultaterne
Tilsynet med Plejebørn
En Deputation fra Dansk Kvindesamfunds, af Danske Kvinders Nationalraad tiltraadte Børneforsorgsudvalg har d. 18. Nov. overrakt Justitsministeren følgende Henvendelse, affattet i Samarbejde med Bestyrelsen for Kredslægeforeningen. Af Pladshensyn gengives den stærkt sammentrængt.
Til Justitsministeren.
Dansk Kvindesamfund, som i November 1918 ved en Henvendelse til Justitsministeren udvirkede, at Lov om Tilsyn med Plejebørn af 1. Marts 1895 blev underkastet en Revision, tillader sig, efter at have gjort sig bekendt med den Betænkning, som er afgivet af Udvalget af 26. Nov. 1918 til Revision af Børneloven og Plejebørnsloven, at fremkomme med følgende Udtalelse:
Vi maa bestemt fraraade, at alt Tilsyn med Børn, anbragt i Pleje, lægges ind under Værgeraadenes Kontrol, saaledes som af Udvalget af 26. Nov. 1918 foreslaaet.
Vi kan heller ikke billige, som det foreslaas i Betænkningen, at gøre Tilsynet med Plejebørn til et borgerligt Ombud.
Manglen paa frivillige Tilsynsførende er i vore Øjne ikke tilstrækkelig Grund til at gribe til Tvang, da den Udvej jo staar aaben at ansætte et uddannet og lønnet Tilsyn, hvor det maatte gøres fornødent, saaledes som allerede i København, paa Frederiksberg og i Aarhus.
Vi foreslaar som i 1918 en ensartet Ordning af Plejebørnstilsynet for hele Landet, hvorved dette, lægges ind under Embedslægernes Kontrol, saa meget mere som disse allerede iflg. Lov af 21. April 1914 § 5 skal føre Tilsyn med alle Børnehjem og private Plejehjem.
Vi vil endvidere anse det for nødvendigt, at der af de Tilsynsførende fordres en vis Uddannelse i Børnepleje, for at de kan optræde vejledende og raadgivende overfor Hjemmene.
Vi har i vor Udarbejdelse af følgende Forslag modtaget Hjælp af Bestyrelsen for Danmarks Kredslægeforening.
a) Enhver Jordemoder har Pligt til, naar hun har været tilkaldt til Fødsel hos en ugift fødende (Enker, Fraskilte, Fraseparerede) at anmelde Barnets Fødsel til vedkommende Kredslæge inden 2 Dage efter Nedkomsten med Opgivelse af Moderens Navn og Bopæl, samt Oplysning om, hvor Barnet vil blive anbragt.
Samme Anmeldelsespligt har Kommuner, Institutioner og private Personer, som træder i Moderens Sted.
b) Senest 14 Dage efter Fødslen skal enhver ugift fødende til den Kredslæge, indenfor hvis Embedsomraade Fødslen er foregaaet, meddele nøjagtig Adresse paa saavel eget som Barnets Opholdssted. Saafremt Barnet skifter Opholdssted, skal Moderen straks melde dette til den stedlige Kredslæge.
c) Enhver, der modtager et Barn i Pleje mod eller uden Betaling, skal straks anmelde dette for vedkommende Kredslæge; hvis Barnet flyttes, skal den tidligere Plejemoder straks anmelde dette for vedkommende Kredslæge med Tilføjelse af Barnets nye Opholdssted.
Plejemoderen skal straks anmelde Barnets Død til Kredslægen.
d) De Tilsynsførende arbejder under vedkommende Kredslæge.
e) Alle de foranstaaende Bestemmelser, saasom Anmeldelsespligt og Tilsyn, gælder for ethvert Plejebarn, hvadenten det er anbragt i privat Hjem, Børnehjem eller lignende Steder og dette uden Hensyn til, gennem hvem Anbringelsen er sket.
f) Tilsynet omfatter ogsaa Børn adopterede for Betaling.
g) Det henstilles, at der træffes Foranstaltninger, der sikrer ethvert Plejebarn nødvendig Lægehjælp, eventuelt gennem en Sygekasse.
I Ærbødighed
Julie Arenholt,
Formand for Dansk Kvindesamfund.