« Tilbage til søgeresultaterne
A propos
Paa Gyldendals Forlag er i disse Dage udkommet Edith Picton-Turbervills aandfulde og smukke Bog „Kristus og Kvinderne". Den foreligger i norsk Oversættelse ved Clara Thue Ebbell.
Vi skal senere komme tilbage til Bogen og i Dag nøjes med delvis at aftrykke Fortalen, skrevet af den ansete engelske Præst Frances Balfour:
.... „Kristus og kvinden er skrevet i det rette øieblik. Det som haandgripelig ligger nær, er at spørre kvindene, hvad de agter at gjøre med sin stemmeret nu, som de har faat den. Hvis kvindene, som netop har faat sin Indflydelse, husker paa, at det er en magt, de har faat for at fremme retfærdighetens rike paa jord, som det er i himmelen, er svaret rede paa spørsmaalet, hvordan de vil bruke sin magt. Det er glemt eller lagt bort av den ældre vælgerkreds, og kanske kan kvindenes bruk av stemmeretten bli en livgivende aand i politikken, ved en higen og idealitet som denne bok fremholder.
Men at fjerne borgerlige stængsler er lite i sammenligning med, hvad erklæringen om kjønnenes likestillethet er for vor tids kvinder. Slavens aand kan aldrig bli den samme som den fries, og enten det er Kirken eller Staten, som holder nogen av sine i materiel eller aandelig trældom, saa lader Kirken og Staten den straf, som følger med en uretmæssig færd mot mænds og kvinders samfund. Det er vemodigt at lægge merke til i denne lille beretning om de kampe, som kvinder har kjæmpet for at omgjøre kvindenes kaar, at den organiserte kirke ikke nogengang har ført an i deres kamp for frigjørelse, og mot den lovbeskyttede lasts forfærdelighet. Den kirkelige politik har aldrig været for reformation. Den har altid forfulgt reformatorene inden sig selv, og den løftet ikke en røst mot slavehandelen og slave-eiet. Den har aldrig, som organisation, traadt i skranken for de fortryktes og underkuedes reisning. At si dette er ikke at dadle Kirken mer end Staten. Begge elsker magt, og despotisme er ikke despotens last i motsætning til demokratiet, som vi ser paa alle kanter for tiden. Kvindene er baade av natur og utvikling lydhøre overfor autoritet, og hvis fremtiden indebærer slike vilkaar, slik forstaaelse for deres virkelige Magt, som denne bok fremholder, da tør vi haabe, at de blir en magt, som for det første virker til renhet, og dernæst til fred, i de famlende verdensraad i vore dage. Ved et alvorligere vendepunkt i verdens forhold end nogengang før, har de tiltraadt sin arv. Som nationen kalder paa dem, saa blir deres svar. Hvis Kirken fremdeles fortsætter med den opfatning, at de skal stænges ute fra i indviede bygninger at bære frem de ting, som tjener til vor fred, hvilke gaver de saa eier, eller hvordan saa den hellige aand er utgydt over dem; hvis de skal holdes i trældom under ord, som Paulus talte til den tidlige kirke; mens hele hans administrative raad ellers er sat til side, da vil Kirken forspilde anledningen til at binde til sig hele skaren av troende tilhængere, - og det ikke for første gang i sin historie.
Jo længer bort Kirken kommer fra det ideal, at i Kristus er der hverken mand eller kvinde, og at en herlig frihet skjænkes Guds barn, jo mindre levende blir dens tak paa verdens kristendom.
Den som læser boken, bør tænke vel over de fire sidste kapitler, og saa spørre sig selv, om man kan negte sandheden i den rolige og sunde betragtning, som der findes. Den som taler, hører selv til Kirkens fold og har virket for den, og den har virket store ting i hende, og hvis det er sandheten, hvem av os har saa raad til at la den gli forbi os paa tidens strøm? ....
