« Tilbage til søgeresultaterne

Bøger

« Se emneord

Hulda Garborg: „Mens Dansen gaar" (Aschehougs Forlag).

Hulda Garborg kender Menneskene, og hun holder af dem. Hun ser al­vorligt paa deres Fejl, men hun har Hjertet fuldt af Overbærenhed, og hun har i Øjet et lunt Smil, som er uimodstaaeligt. Hendes sidste Bog gi­ver i rigt Maal af alle hendes bedste Egenskaber. Den spænder over Tiden fra Midten til Slutningen af forrige Aarhundrede, og hendes Personer bæ­rer deres Tids Stempel.

Man vil muligvis kunne indvende, at Kaptajnen til Gaarden Kjølstad er en kendt Skikkelse fra norsk Littera­tur - han turer og spiller og char­merer, alt mens Velstanden sættes til, og Kvinderne paa hans Vej maa bøde, fordi de knytter deres Skæbne til hans. Man vil muligvis ogsaa me­ne, at disse Kvinder skildres vel skitsemæssigt.

Og dog - enhver Indvending tier overfor Bogens Hovedperson, Kap­tajnens Datter, den lille Siri.

Hulda G. naaer vel aldrig højere end naar hun fortæller om Børn og spirende Ungdom, og hun kan trygt lukke Siri ind blandt sine mest ind­tagende Skildringer, dem, vi f. Eks. mindes fra „Barn i By".

Saa fint, saa klogt og saa rigtigt for­tælles der om den lille ensomme Pi­ge med de vaagne Sanser, hun ser og hører alt paa sin Vej, og der foregaar meget paa Kjølstad, som ikke gør Barnesindet godt. „Børn husker alt," siger hun. „Jeg husker."

I disse faa sorgtunge Ord lyder der en dyb Lære til Fædre og Mødre.

Henrivende skildres Siris unge Kærlighed og hendes Smerte, da Skuf­felsen kommer.

Som en Dom over 80-90 Aarenes negative Livssyn er Billedet af en ung Mand tegnet. Siris Krav om re­ne Linier taaler ikke hans Svigten. Saa skilles de. Men Siri vender hjem for at frelse Kjølstad fra Kreditorer­ne; i sin Barndoms skønne Natur har hendes Hjerte Rod, der begynder hun lutret og styrket paa ny Dage og nyt Liv.

Hulda Garborg har i denne Bog no­get at lære baade unge og gamle.

 

Josepha Martens:   Walter Scott    (J. Frimodts Forlag).

Forfatterinden fortæller om, hvor­ledes Walter Scott udgav sine Romaner anonymt, og da hans Lands­mænd intet Navn havde at holde sig til, saa kaldte de Ivanhoes og Waverleys Forfatter „den store ubekend­te". Vi skal ikke kunne sige, om vor Mistanke er rigtig, men vi har den - passer det ikke paa vor Tids Ung­dom, er Walter Scott ikke for dem „den store ubekendte". Hvis det er Tilfældet, da lad disse unge læse Josepha Martens Bog om ham, og de vil sige, „dette smager efter mere."

Men de unge, for hvem Walter Scott er en god Bekendt, de vil glædes over at fæstne Bekendtskabet gennem den­ne smukke, aandrige Skildring af en ædel og rigt begavet Personlighed.

Frøken Martens fører Læseren til det skotske Højland; hun skil­drer et Liv vekslende i Glæde og Sorg, altid levet med store Maal for Øje.

Bogen om Walter Scott er en god Julegave.

 

Mathilda  Malling: Mange Damer og en Mand.   (Gyldendal).

Mathilda Mallings Produktion vi­ser, at hun er en hjemmevant Van­drer i Memoire-Litteraturens Stor­skov. Hun har færdedes dér med fa­ste Maal for Øje, og dog havde hun et vaagent Blik for de talrige Vejkrydsninger - smaa Stier, der løber til og fra og var med til at aabenbare Storskovens vekslende og dragende Hemmeligheder.

Hendes sidste Bog er et Vidnes­byrd om saadanne Strejftog ind paa Sidespor; snart finder hun frem delvis glemte Navne i dem litterære Verden, snart fortæller hun om internationalt prægede Kvinder, for hvem een Ver­densdel ikke forslaar til Tumleplads for deres Ærgerrighed og Behagesy­ge; saa kommer der en Mor, hvis Ry er hendes Moderskab. Jeg tænker her paa Catherine Gordon, Lord Byrons Mor. Hendes Kapitel forekommer mig at være Bogens interessanteste. Med kvindelig Instinkt og fin Psykologi, søger M. M. at mildne det Billede, mandlige Biografer har givet af den­ne i sit Giftermaal mishandlede Kvin­de. Andre kvindelige Læsere vil, sat i Gang af Fru Malling, mindes, at de i deres stille Sind fandt frem lignende formildende Argumenter, naar de læ­ste om Catherine Gordon .

Man kunde vel til Tider ønske en noget dybere Karakteristik, end den Fru Malling giver i sine smaa Essays, men som de er, præges de af hendes Kultur og Sans for Tid og Stil; de vil altid finde interesserede Læsere.

Men hvorfor bruge det banale Ord Damer i Titelen - det siger saa lidt, og vort Sprog ejer et smukt Ord, der yderligere vil være mere betegnende for mange af de Personer, Bogen skil­drer.

 

Ludvig Holstein: Æbletid. (Gylden­dal).

Ludvig Holstein hører ikke længer til de helt unge - alene hans Dig­tes fuldkomne, klassisk skønne Form vidner om Modenhed.

Ludvig Holstein elsker Danmarks Land; han kan synge om Lærken og Mælkebøtten, om Sjællands Korn og Hyld i Blomst, om Solen, der bager Bankens brune Side, saa man midt i Vinterens graa Dage ser Syner - Foraar og Sommer drager forbi.

Men han kan ogsaa tale ramt og med overlegen Ironi - derom vidner Bogens sidste Blade.

Æbletid er en af de Bøger, som Læsere med Sans for skønne Vers, vil vende tilbage til.

 

Børge Janssen: Den forviste Frøken. (H. Hagerups Forlag).

Børge Janssen bliver sin Form tro. Den historiske Ramme, han skaber om sine Bøger, har naaet en virkelig Fuldkommenhed. Han forsynder sig ikke, som mange andre historiske Forfattere, mod den Tid han skildrer, der er Virkelighed i hans Billeder, og han bygger paa et indgaaende Stu­dium af Tid og Sted. Forfatterens sid­ste Bog er henlagt til Herregaarden Broholm i Naadigherren Niels Sehesteds Dage. Emnet er ikke nyt - den fornemme Frøken, der forelsker sig i Husinformatoren; at dette vil ske er Læseren yderligere ganske paa det rene med efter at have læst Bogens første Blade.

Noget ensformigt forekommer og­saa Historiens Udvikling og de Van­skeligheder, der maa overvindes, for at de to unge omsider kan forenes, men Bogen giver et træffende Billede af Tidens haardhændede Dom over det ureglementerede.

 

Morten Korch: Der brænder en Ild. (Det Schønbergske Forlag).

Morten Korch vil med sin sidste Bog vinde endnu et Skridt frem i den Popularitet, ham saa vel fortjener. „Der brænder en Ild" vil blive læst i de mange Hjem, og Forfatterens Sundhed og Ærlighed, hans Evne til at fortælle og interessere vil ogsaa denne Gang sikre ham mange Venner. Han kender Landet og de Menne­sker, han fortæller om, hans ranke og modige Kvindeskikkelser er smukt skildrede; med Interesse, til Tider med Spænding følger man hans Men­neskeskæbner.                     A. K. S.