Tørre Sko og varm Mælk.
Det er glædeligt at se, hvorledes den humane Tankegang mere og mere gør sig gældende overfor Skolebørnene ogsaa paa Landet.
Mange Steder har man nemlig indført den priselige Skik at skaffe Børnene varm Mælk paa Skolen og tørre Sko. Hvor betydningsfuld en saadan Reform er for de smaa, kan man let forstaa, naar man véd, at Børnene ofte har halve Mil at gaa i Sne og paa sølede Landeveje, og derefter en hel Dag leve paa Vand og Brød i Skolen; selv om der er godt og kraftigt Sul paa Brødet, er det dog en temmelig umenneskelig Behandling over for de Smaa.
Man har været saa vant til at betragte Landboforholdene som ubetinget sunde, men endskønt den gode rene Luft bærer over meget, saa hører der dog mere til end blot den. Vi kan derfor ikke andet end udtale vor Glæde over en saadan Reform, som at sørge for tørre Sko paa Skolen og varm Mælk til Børnene. Mange Steder har Kommunekassen udredet Udgiften til Skoene, hvorimod den varme Mælk er et privat Initiativ, og saa vidt os bekendt var Koldbred Mejeri det første, der skænkede Mælk til Tranget Skole. Med Hensyn til Fodtøjet fortæller sammes Lærer, I. P. Andreasen: „Vi har her ude (Vendsyssel) gjort et tarveligt Forsøg med Hensyn til at lave Halmsko paa Skolen. Enkelte flinke Drenge og Piger vovede Forsøget, og selv om de første Par Sko ikke blev af det eleganteste Snit og af største Varighed, havde vi dog snart alle Sko paa Fødderne. Ved Halmsko slap vi udenom Pengespørgsmaalet, saa ingen havde Grund til at sige noget til vor Ordning”.
Den varme, kogte Mælk er ikke af mindre Betydning; den kræver naturligvis en lille Smule Velvillie fra Lærerens Side; men der findes neppe nogen Skolelærers Hustru paa Landet, der nægter at yde denne Tjeneste, som har saa umaadeligt Vægt for Børnene.