Hustruen bør være sin Mand lydig.

Af Potonié Pierre.

De kom op paa Raadhuset; talrige Slægtninge var fulgt med Brudeparret. Man ventede paa Borgmesteren, som skulde vie de unge Folk. Han lod vente paa sig, og man samtalede med hviskende Stemmer. Ogsaa den unge Brudgom, en statelig Fremtoning, og Bruden, en smuk Brunette, talte sagte sammen.

Han: „Hvor jeg er lykkelig!!”

Hun: „Saa skal jeg vel altsaa nu love dig Lydighed? Heldigvis er det dog kun en Form; Lovbogen lader meget tilbage at ønske. Man ser, at Kvinderne ikke har været med at lave den. Jeg vil aabent tilstaa dig, at jeg vil for første Gang i mit Liv forekomme mig selv som en Jesuit, naar jeg lover dig Lydighed.”

Han: „Lovbogen har sine gode Sider, jeg mener ikke formedelst Lydigheden, men det kunde nu ikke være sat anderledes. Hvad skulde det blive til, naar Konen vilde til Højre og Manden til Venstre! En Kusk som ikke forstaar at styre, vælter med Køretøjet; med dine smaa Hænder kunde du dog ikke styre Regeringens Tøjler.”

Hun (lidt sørgmodig): „Da du bad mig blive din Hustru, var du lige over for mig begejstret for Kvindens Rettigheder, skulde du allerede - ”

Han (livlig): „Have forandret Mening, vil du sige; nej visselig ikke!! I Theorien tænker jeg endnu altid som før, men i Praksis vil jeg oprigtig tilstaa - ”

Hun (nervøs leende): „At du vilde handle ganske anderledes end du tænkte; ja det er rigtig nok smukt.” Hun krammede Kniplingstørklædet mellem Fingrene, og en lille Taare glindsede i Øjet.

Han (idet han ser paa hende, siger ømt): „Men, elskede Barn, for saadanne Barnagtigheder skal vi da ikke kives paa en saa vigtig Dag! I Grunden stemmer vi jo dog overens; naar vi først er gifte, kan du som før, som ung Pige, abonnere paa „Le droit des femmes” (Kvindens Ret), paa „La Citoyenne” (Borgerinden), paa alle Blade af denne Farve, lige saa meget som du vil; jeg vilde endogsaa tillade dig - ”

Hun (helt rød, udbryder langsomt): „Du vil tillade mig? - ”

I dette Øjeblik opstod der Bevægelse i Forsamlingen, Borgmesteren traadte ind. Bruden blev bleg, hun rejste sig, holdt sig fast ved en Stol for ikke at falde omkuld. Alle de Tilstedeværende er med deres Tanker kun ved den Akt, som skal foregaa, og mærker intet til Brudens Forvirring. Brudgommen rækker smilende sin tilkommende Svigermoder Armen, mens hans Fader griber Bruden for at føre hende til sin Plads.

Borgmesteren, en lille fyldig Herre, tager Brillerne paa, skriver Protokollen, mens der hersker en pinlig Stilhed, og oplæser den da med snøvlende Stemme, idet han opfordrer de Forlovede til ved et højtideligt „Ja” at bekræfte, at de vil indgaa Ægteskab med hinanden. Først henvender han sine Ord til Brudgommen, der uden Tøven, som en Mand, der er vis paa sin Lykke, med klar Stemme svarer „Ja”. Derefter vender Borgmesteren sig til Bruden, retter samme Spørgsmaal til hende, og venter paa Svaret; - men „Ja”-Ordet kommer ikke - . Alle ser paa Bruden, forgæves søger man af hendes Læber at tyde „Ja”-Ordet. Embedsmanden tror, at hun tier af Undseelse. Brudgommen bliver urolig, vender sig til Brudens Moder, og raaber forskrækket: „Hvad er der sket?” Da hæver Bruden sig som en Søvngængerske, bedækker Øjnene med sine Hænder som for at bortfjerne de sig lejrende Skygger, og falder bevidstløs om i Moderens Arme, men før hun faldt afmægtig sammen, kunde enhver høre, at hun tydelig og bestemt udtalte „Nej”. „Nej” gentog som et Ekko den lille tykke Borgmester, hvis store, runde Ugleøjne udtrykker den største Forbavselse over den sælsom afbrudte Vielse.