« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelig Fremskridtsforening

« Se emneord

afholdt sin aarlige Generalforsamling i Mandags. Formanden, Fru Johanne Meyer, afgav Beretning om Foreningens Virksomhed i sidste Aar.


Kvindelig Fremskridtsforening havde været upaavirket af den reaktionære Strøm, der i Aar havde gjort sig gældende i Evropa mod Kvindesagen. Foreningen havde tvertimod fordoblet sine Møder og holder nu hver Mandag Møde i Skindergade 9 enten med Foredrag eller selskabelige Sammenkomster. De offenlige Møder havde været særdeles talrigt besøgte, og der var blevet diskuteret mange alvorlige Samfundsspørgsmaal. Der var blevet holdt Foredrag, blandt andre af Kand. Adolf Hansen, cand. mag. Ida Falbe-Hansen, Overretssagfører N. Petersen, Fru Johanne Meyer, Dr. Fraenkel, Kand. Jeppesen Borgbjerg, Fru Petersen og flere. Man havde holdt Sommermøder og Julemøder og fornøjelige Sammenkomster.


Medlemstallet var i Aarets Løb steget fra 148 til 180. Indtægten havde været 453 Kr. 11 Øre. Udgiften 404 Kr. Kassebeholdningen var 49 Kr. Skriftet „Kvindesagens Betydning for Mænd”, som Foreningen i Aar havde udgivet, vandt mange Købere, saa andet Oplag kunde ventes i en nær Fremtid.


Efter Tur fratraadte de tre Bestyrelsesmedlemmer, Frk Anna Hansen, Fru Hallgren og Frk. Holm. Fru Nathalie Larsen foreslog at vælge Mænd ind i Styrelsen. Stemningen var herfor, og Frk. Anna Hansen ønskede at fratræde til Gunst for Hr. Skrædermester Andersen. Hr. Andersen blev valgt. Fru Hallgren og Frk. Holm genvalgtes. Som Suppleanter valgtes Frkn Broge, Olsen og Beck. Fru Johanne Meyer genvalgtes enstemmigt som Formand.


Mandagen den 23. Januar Kl. 8½ Aften afholder Foreningen Møde for Medlemmer med Bekendte i Lokalet, Skindergade 9. Frk. Futterup vil holde Foredrag om Ibsens nye Arbejde Bygmester Solness. Ikke Medlemmer betaler 25 Øre.



« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder