Lidt Kritik.
Det er Hr. K. F. Jensens Pjece jeg gerne vilde sige et Par Ord om. Det er med den Bog som med saa mange, at den indeholder nogle ret gode Ting, men ogsaa noget, om hvilket man maa sige, at det er mildest talt Overdrivelser.
Til de gode Ting hører hans Skildring af Kvindens Betydning, som Moder for den opvoksende Slægt, og hendes Værd som Opdragerske. Det kan jo ikke nægtes, at jo bedre aandelig udviklede Kvinder vi har som Opdragersker, des bedre Resultater tør vi vente. Hr. J. taler desuden om Kvinden som Mandens Kammerat og Omgangsfælle og benytter sig der af det gamle Ordsprog: „Sig mig, hvem du omgaas, saa skal jeg sige dig, hvem du er”. Heri er jo ogsaa megen Sandhed.
Dernæst skriver Forfatteren om Kvindernes Stilling under Konkurrencen og om det ny Blod, som han mener Lovgivningen og hele Samfundslivet vilde faa ved Kvindens Ligestillelse med Manden. Det hedder bl. a. heri: „Ogsaa paa det rent materielle og økonomiske Omraade bliver Kvindens Ligestilling og Uddannelse et Livsspørgsmaal for Manden - særlig i de arbejdende Klasser. Thi holder han hende borte fra Fagdannelse, Aandsudvikling og lige Menneskeret, vil hun, efterhaanden som den moderne Storindustri skrider fremad, komme til at gøre samme Virkning paa Arbejdsmarkedet som Kinesere og Polakker”. „Den Tid kunde maaske komme, da Kvindernes Tilgang vilde blive saa stor, at Manden maatte finde sig i at gaa ned til Kvindens lavere Fordringer eller at blive udelukket fra Arbejdsmarkedet”.
Saa vidt Hr. Jensen. Det er imidlertid næppe rigtigt, at „Kvindesagen” kan afværge Faren ved Kvindens Fremtrængen paa Arbejdsmarkedet.
Efter min Mening kan den økonomiske Del af Kvindesagen kun løses sammen med det store Arbejderspørgsmaal. Dette ensidige Syn paa Kvindesagen hører dog til Bogens mindste Fejl; værre er det, at Hr. J. bruger alle de gamle Talemaader om Mandens Tyranni over for Kvinderne. Han skriver saaledes, at den Kvinde, „der slipper ind i Ægteskabet, har det som Blommen i et Æg. Hun skal blot føde Mandens Børn og stelle lidt med de Sager, han betror hende. Hun er fritaget for alle bestemmende Omsorger baade for den Formue, hun muligvis fører med sig ind i Ægteskabet, de Børn, hun føder der, og sin egen og Familiens Levemaade. Manden skal sørge for det hele og raade for det hele, hvis der da ikke er oprettet Ægtepagt, og selv i dette Tilfælde for Børnene”! - Dette skal være Ironi.
Men tænker vi os nu, at der er oprettet Ægtepagt, hvad enhver Kvinde har Lov til at fordre ved Ægteskabets Indgaaelse, saa raader hun selv over den Formue, som hun bringer med sig, og over Halvdelen eller i hvert Fald en bestemt Del af Familiens Indtægter. Og selv uden Ægtepagt kan hun raade over „Selverhverv”. Manden skal føde hende, klæde hende og forsørge Børnene, men hun raader for, hvad hun selv fortjener. Er hun Lærerinde i København, kan det være indtil 1600 Kr. om Aaret, og om hun saa føder nok saa mange Børn, skal Manden dog forsørge dem alle, medens hun kan more sig for de l600 Kr.
Forfatteren skriver siden: „Frihedsfølelsen og Selvstændighedstrangen gaar under disse Livsvilkaar delvis til Grunde. Blot Manden er en god og naadig Herre, der tillader den „Underdanige” store Friheder, føler hun sig tilfredsstillet ved at blive dem tildelt af ham”. „Umyndighedskaarene i Ægteskabet - der, om end sjelden konsekvent gennemførte fra Mandens Side, dog altid gør hende utryg i Selvhævdelsen - tvinger hende til Øjentjeneri og List”. Hr. Jensen anfører videre noget af Matilde Fibiger, hvorom han siger: „hun er skaansom nok til at sige det er „Fordomme”, ikke Manden, der staar paa Vagt ved hendes Fængsel. Men her er det netop M. Fibiger, der har Ret, medens Hr. Jensen overdriver, naar han stadig angriber Manden.
Det turde endogsaa hænde, at Hr. J. gør Kvindesagen en Bjørnetjeneste med at fortsætte denne evige Skænden over de slemme Mænd. Det er just det samme, som saa mange har gjort lige siden Kvindesagens spædeste Barndom. Men „man kan ogsaa blive ked af Honningkage”.
Dersom det virkelig er Mændene, der staar i Vejen for Kvindernes Udvikling, tror jeg snarere, det sker af Uvidenhed end af ond Vilje, og da vil jævn, sund Oplysning i Stedet for den Skrigen op om Mændenes Barbarisme være den sikreste og hurtigste Vej til Maalet.
Forfatteren taler om den store Forskel i Opdragelse; der har atter de slemme Mænd været partiske til Fordel for sig selv. Men for Børnene paa Landet er der i hvert Fald ingen saadan Forskel. Thi der gaar Piger og Drenge i samme Skole; senere kan der maaske være lidt Forskel, det vil sige for Tjenestefolks Vedkommende. En Tjenestepiges Tid er mere optaget end Karlens, og hun er saa optaget, at det er umuligt for hende at udvikle sin Aand, men om det ogsaa er Mandens Skyld, véd jeg ikke. „Man kan jo ogsaa skylde et Skarn for Uret”; jeg tror i det mindste, at det lige saa tidt er Konens Skyld.
Naar Hr. Jensen taler om Kvindernes Udelukkelse fra Fagdannelse, maa jeg blot bemærke, at det staar enhver Kvinde frit for at lære Smedehaandværket, Snedkeriet eller et hvilket som helst andet Haandværk, hun vil, og taler hun rigtig godt med Far, saa plejer hun jo lige saa tidt som Broder Hans at kunne sætte sin Vilje igennem, men mon hun vil?
Hun kan jo ogsaa blive Læge og Kunstmalerske. Der er en Kunstskole for Kvinder, og til den kan der faas Understøttelse. Der er ogsaa en Masse Kvinder, der hvert Aar udstiller deres egne Malerier. Og kommer vi endelig til de Damer, Hr. J. skriver om, der er henvist til at „kvidre yndigt ved Klaveret i deres Bur for Manden og Smaa-Glutterne, og hvis Stilling Forfatteren mener kan lignes ved en Slavindes, saa er jeg ogsaa her uenig med ham. „Damen” er næppe saa meget at beklage. Og hvordan Hr. Jensen her faar Manden til at stænge hende ude fra „Selvfølelse, Samfundsinteresse. Kunstsans, eller nogen af de højere og ædlere Sjælsevner”, forstaar jeg ikke. Thi man ser hende Arm i Arm med Manden, naar hun gaar paa Theater, Koncert. Musæum, Forelæsning og Malerisamling. Saa kan jo det „lille Nor” tage for sig af Retterne.
Men alt i alt, læst med nogen Kritik, er Hr. K. F. Jensens lille Bog nok til at faa noget ud af, og den kan læses med Interesse baade af Mænd og Kvinder Det er jo i det hele godt, at Mændene vil tale vor Sag, men enhver Overdrivelse sætter Kvindesagen tilbage i Stedet for at hjælpe den frem. Som Mennesker bør Kvinderne have deres politiske Rettigheder og Pligter saa vel som Mændene. En bedre Opdragelse bør selvfølgelig ogsaa tilstræbes baade for Kvinder og for Mænd. Men vi skal under det Arbejde, som Mathilde Fibiger saa træffende siger, kæmpe mod „Fordomme” - blot „Fordomme” - og ikke mod Mændene, med hvem vi har fælles Interesser.
Karen Sundbo.
Vi vil i næste Numer besvare Fru Karen Sundbos Artikel.
