Elysium.
Et lavloftet, stort Rum tæt under Taget med Bænke paa tvers lige som i en Kirke; en andægtig Menighed, hvis Øjne og Øren er vendte mod det knitrende Baal i et Par store Kakkelovne, paa hvilke mægtige Kar med Mælk og Øl staar i Kog.
Den velsignede Varme! Sammenskrumpne og forknytte lukker de fattige Stakler Døren
op paa Klem og lister ind, én for én, indtil hver Plads er optagen. Alle vil helst sidde saa nær Ovnen som muligt. Eftersom Varmen tør dem op, vover de at røre de sammenknugede Arme, som de har holdt tæt ind til Kroppen for at skærme mod Kulden. Langsomt kommer der Liv i de frosne Lemmer og en Smule Farve i Kinderne. Saa bliver der budt rundt en Skaal varmt Øl eller Mælk, noget skaaret Smørrebrød, kan ogsaa hænde, endnu større Rariteter, som en eller anden barmhjertig Restavratør har sendt herop, - og for et Par fattige Minuter viger Lidelsen, Sulten og Kulden fra disse stakkels Livets Stedbørn.
Ja, Børn er det i alt Fald, som mest fylder Varmestuerne, Børn i alle Aldere, nogle saa smaa, at de ligger paa en Slags Krybbe, et Halmleje, der er indrettet i en Krog. Ret fornøjede er de fleste og selvfølgelig begærlige efter Mad; kun ganske enkelte ser medtagne ud. Dog skyldes maaské deres forholdsvis gode Udseende for en stor Del Varmen i Lokalet. Spektakel gør de ikke, lige saa lidt som de leger, skønt Tiden sikkert maa falde dem lang, da de kan blive saa længe, de vil, en Tilladelse mange benytter for hele Dagen.
De Voksne, saa faa de er, gør et langt anderledes trist Indtryk end Børnene; paa deres forpinte Ansigter læses en tydelig skreven Angst for Dagen i Morgen, og deres Øjnes stumme, fortvivlede Bøn taler mer end mange Ord.
- Den, der i disse Dage besøger Varmestuer, Samaritan, Friskolebørns Bespisning, og hvad de nu alle hedder, de velgørende Institutioner, som privat Initiativ har skabt, tager hjem med sig en dyb Respekt for københavnsk Godgørenhed. For den Fattige, der er frisk nok til at gaa ud, staar nu overalt en lun Krog og en Smule Mad beredt.
Værre stiller det sig derimod for de Stakler, der vaander sig, ene og hjælpeløse, paa et Sygeleje; et usselt Kammer, uden Mad, uden Værn mod Kulden, prisgivet den bitreste Elendighed. For dem maa der endnu raabes Vagt i Gevær. Glem ikke, at det næppe er den allerdybeste Nød, der præsenterer sig: den, der kryber sammen som en Hund, syg, elendig og alene, ham maa der ogsaa rækkes en hjælpende Haand. Der er bleven rejst mange Indvendinger, baade mod Varmestuerne og Samaritanen; mod de første særlig, fordi der menes, at hvis man byder Folk Mad og Varme gratis, vil næppe mange anstrenge sig for at fortjene noget. De hænger da oppe i Varmestuen hele Dagen og „driver den af” efter bedste Beskub.
Jeg for mit Vedkommende tror ikke, denne Paastand er rigtig, men selv om der skulde findes en enkelt - og sorte Faar findes jo alle Vegne - der øver denne Trafik, vilde det være blodig Synd mod de Hundrede, ja Tusinde, for hvem de Timer, de tilbringer oppe i Varmen, er Dagens eneste Vederkvægelse, ikke at støtte dette, de Fattiges Elysium. Kan nok være, at Samaritanen, naar alt kommer til alt, er den mest praktiske Institution, den, der har til Maal kun at mætte den Sultne, men i strenge Vintre som denne, maa Varmestuerne siges at være paa deres Plads.
Værten i Varmestuen i Adelgade fortalte mig, at der med hver Dag kom flere Gæster; „den ene anbefaler Forretningen til den anden,” sluttede han. Og det samme gør jeg; anbefaler den til alle dem, der har lidt tilovers for den Trængende, og som gerne vil gøre deres for at mildne Tilværelsen for dem, der hverken har at bide eller brænde, og hvem Nøden kuer dobbelt, naar de daglig skal staa hjælpeløse over for deres Kæres Savn og Lidelser.
