Jeg vil!

Jeg vil det er ikke mine Forældre, Formyndere eller min tilkommende Mand, men jeg selv, der vil have oprettet Ægtepagt, førend jeg gifter mig. Jeg tager ikke Ægtepagten som en Naadegave, men som min selvfølgelige Ret. Saadan maa den unge Pige tænke sig og sige, ellers faar Ægtepagten kun tvivlsom Værd. Ægtepagten skal ikke være en Gave, hvis Giver vi i taknemlig Erkendelse skal bøje os for, men den skal være en Frugt af vor egen fri Vilje. Det er Kvindernes Vilje, der skal bære denne Sag frem. Den, som føler sig fri og er sig sit Menneskeværd bevidst, kan ikke trælbindes; den, hvis Hjærte og Vilje er trælbunden, kan ingen udvortes Magt frigøre. Vi faa det, som vi ville, blot vi har Mod til at ville det, som vort Hjærte dybest inde føler er Ret.

Den skrevne Ægtepagt er i og for sig kun en Papirslap, der først faar virkelig Værdi, naar der bagved staar en Personlighed, som har Mod til at hævde sin Ret. Derfor har jeg kun lidt Tro til de Ægtepagter, som dikteres af Forældre, Formyndere osv." Det skal ikke være saa, at den Pige, der skal giftes, siger til sin Kæreste: "Jeg tror dig saa inderlig godt, men mine Forældre synes nu, vi skal have Ægtepagt, der skal være saadan eller saadan osv. Den Tale er meningsløs, thi den gør Ægtepagten til en Mistillidserklæring til Manden, i Steden for det, den skulde være, nemlig en Tillidserklæring til og et Myndighedsbevis for Hustruen. Som Loven nu er, ejer Hustruen intet hverken Formue eller Gæld.

Hendes Navns Underskrift er værdiløs. Jeg forstaar ikke, at nogen frisindet Kvinde kan være med til at gøre sig selv saa umyndig og i borgerlig Henseende lig 0.

Kort efter mit Bryllup skulde jeg have en Gældspost fornyet. Da Papiret skulde underskrives, forlangtes, at min Mand skulde underskrive som Værge. Jeg studsede! Med en Indtægt af 1000 Kroner om Aaret var jeg ikke god nok til at kunne underskrive en Gældspost paa 100 Kr. I det Øjeblik begreb jeg, hvad Umyndighed er, og følte dyb Medlidenhed med dem, som hele deres Liv sukke derunder; og det var med Følelsen af, at det er godt at eje Ret og Pligt, at jeg fremviste min Ægtepagt og selv satte Navn under min Gæld.

Enhver Kvinde, som indser, at hun har Ret til at være et myndigt og selvstændigt Menneske, har den Pligt at oprette Ægtepagt, førend hun gifter sig. Kun ved at benytte den Ret, som Loven hjemler os, kan vi vise, at det er Alvor med at naa frem til at dele Rettigheder og Pligter lige med Mændene.

Hertil vil maaske nogen svare: "Ja, det kunde være meget godt, men naar nu Manden ikke vil?" Saa skal du bringe ham til at ville! Kan du ikke faa din Forlovede til at anerkende din Ret til at være et myndigt og selvstændigt Menneske, saa er det, fordi han mangler Agtelse for og Tillid til dig, om han saa aldrig saa stærkt forsikrer det modsatte; selv om han paa en Maade elsker dig, saa betragter han dig dog som et Væsen af en lavere Art, der ikke er modent til at dele Pligt og Ansvar lige med ham. Vil du ægte en Mand, der vel vil eje dig som sin undergivne, men ikke vil slutte Pagt med dig som sin lige, saa har du svigtet i Kampen for, at Kvinderne skal naa frem til lige Ret med Mændene.

Ægtepagten kan indrettes saaledes, at Mand og Hustru have Særeje, eller at de have Fælleseje, eller saaledes, at Manden ejer, hvad han, og Hustruen, hvad hun, medbringer til Boet, men at de ere fælles om, hvad der efter Ægteskabet erhverves. Det maa rette sig efter, hvad der i det enkelte foreliggende Tilfælde er mest praktisk. Selv om man ved, hvordan man vil have det, bør man lade en dygtig Sagfører skrive Ægtepagten, thi ellers kan der let blive en eller anden Formfejl, som gør det hele ugyldigt. Udgifterne er ikke store. Vi gav Sagføreren 10 Kr., Tinglæsning og andre Udgifter blev omtrent 10 Kr., dertil kommer saa Stemplingen, som er ¹/₆ % af den i Ægtepagten nævnte Formue.