Koketten.
(Fortsat.)
„Aa - ja, det er jo din Dans”, sagde hun i en Tone, som om hun først nu erindrede det, og saa paa ham med et tindrende glad, et udstuderet skælmsk Blik, idet hun med en Bøjning af Hovedet modtog hans Arm og svævede bort.
„Man kan faa helt ondt af at se paa Grevinde Stahr”, sagde en borgerlig Frue, som sad i Nærheden. „Hun er saadan i Gang med det, at hun endog koketterer med sin egen Mand.” - „Ja. det var lige det, jeg tænkte”, sagde den Sjælefrænde, til hvem hun havde henvendt sig, en gammel Frøken i en lilla Silkekjole, der saa lige saa oppudset ud som Ejerinden. „Og saa har hun endda en Hjærtefejl, saa jeg synes nok, hun burde komme paa lidt alvorligere Tanker.”
„Jo jeg takker! At ugle sig saadan ud, naar man har en voksen Datter! Nedringet Kjole og Ærmer, som ikke naar over Skulderen!
„Ja, og saa du hendes Sko? De er ikke længere end min Haand, og med Hæle, der er et helt Kvarter høje.”
„Ih, Gud fri os! bare hun ikke vrider Benene af sig! Man maa da være en god Nar for at stadse sin syndige Krop saadan ud, naar man lever i et saa ulykkeligt Ægteskab som hun!”
„Hvad siger du, er det ulykkeligt?”
„Ja, det er det rigtig nok! Har du ikke hørt, at han ...” Og nu fulgte en Skandalehistorie, men fortalt „sotto voce”.
Ude i Salen dansede Grevinden saa let, som om hun kun var sytten Aar, med sin Datter og en Husarløjtnant til vis-à-vis. Hun smilte og saa ud, som om hun havde det saa uendeligt morsomt. Stakkels Kokette!
Den lyserøde Silkekjole bruste ind ad Døren. Grevinden vendte sig paa Dørtærskelen og sagde til Kammerjomfruen, at hun vilde selv klæde sig af. Hun lukkede Døren og saa var hun da ene.
Et dæmpet Skær faldt fra den lyserøde Kuppel hen over Værelset og gav det et hemmelighedsfuldt, æventyrligt Præg, men Herskerinden over al denne Luksus følte ingen Glæde derved, hun værdigede den ikke et Blik. Med et Udtryk af Træthed gik hun hen til Spejlet, tændte Lyset i en af Toiletstagerne og løftede det op mod sit Ansigt. Spejlet var hendes eneste Ven, den eneste, som i dette trætte Ansigt fik Lov til at læse Historien om en hungrende Sjæl. Hvor helt anderledes viste det Ansigt sig ikke her end i Balsalen! Med forskende Alvor saa Koketten ind i det, hun granskede hvert Træk, som om hun der kunde tyde sin Fremtid; længst dvælede hun ved to fine Linier omkring Munden, sladrende Linier, der fortalte om Bitterhed og Sorg. Men de kunde ikke ses uden tæt ved, - endnu havde hun Smilet i sin Magt, og Øjnene var saa klare, smukkere end nogen Sinde, vekslende og udtryksfulde, - hvorledes, vidste maaske ingen anden end hun selv og en til.
Hun satte Lyset paa Bordet og drejede sig for at se sin Figur. Den var fin og smækker som en syttenaarig Piges. Men hvad kunde det hjælpe?
Hun slukkede Lyset og kastede sig i en Stol. Lampens matte Skin spredte sit magiske, rosenrøde Lys over det hele, men det var hende ligegyldigt . . . Det er tungt at se sig selv blive gammel, værst at se det gennem en andens Øjne.
(Fortsættes.)
