Sand Kvindelighed.

(Sluttet.)

Naar vi skal bestemme, hvad sand Kvindelighed er, ligesom hvad sand Mandlighed er, saa skal vi ikke gaa til Bibelen; thi den kan bare, hvis den udtaler sig om dette, fortælle os, hvad Jøderne mente om denne Ting paa den Tid, vedkommende Bog af Bibelen var skreven. Ikke heller skal vi gaa til Vedabøgerne eller Koranen; thi den kan bare fortælle os om, hvad de ældgamle Hinduer og hvad Mohamed mente om denne Ting paa sin Tid. Men vi maa gaa til selve Kvindens og Mandens egen Natur, spørge, hvad den fordrer for at komme til fri Udvikling af alle dens iboende Evner. Jo mere vi kender og forstaar denne Natur, jo lettere har vi for at besvare Spørgsmaalet tilfredsstillende. Og da vi i det nittende Aarhundrede med Hensyn til Videnskaben er komne længere end Bibelens Forfattere, saa er vi ogsaa bedre skikkede til at besvare dette Spørgsmaal om sand Kvindelighed, end disse er det.

Det første, vi kan slaa fast, er: at de fleste Kvinder som Regel vil forlange og længes efter en Mands Kærlighed, og dermed følger Hus og Hjem, lige saa vist som en Mand vil forlange en Kvindes Kærlighed. Kærlighed mellem Kønnene er jo Grundloven i Naturens store Husholdning, og det normale og naturlige blir derfor for en Kvinde at længes efter Huspligterne og Moderpligterne som den Sfære, hvori hendes Evner bedst kan udfoldes. Det er derfor saa latterligt, at høre Kvindesagens Modstandere, naar man taler om at aabne alle Livserhverv lige for Kvinden som for Manden, fare op med Forfærdelse og udmale sig, at alle Hjem pludselig vil staa tomme, og alle Kvinder fare hen og blive Sagførere, Doktorer, Præster, Arkitekter. Smede, Snedkere o. s. v. Aa nej - vær bare ganske rolig! Hvis man aabner helt den frie Konkurrence, vil den eneste Forskel paa nu og da blive, at der i sidste Tilfælde ikke vil blive saa mange Frøkenklostre, hvor fine Mænds Døtre skal klædes og bespises paa andres Bekostning, fordi de ikke faar Lov at bestille noget, heller ikke saa mange sultende og lidende, der for sit Udkommes Skyld maa give sig hen i Ægteskab med en Mand, for hvem de har Modbydelighed, heller ikke saa mange Skøger, som tvinges ind i denne Levevej, fordi de andre spærres for dem. Ellers vil Forholdet bli det samme som før. De Kvinder, som vil vælge Haandværk eller Aandsarbejde, vil blive saa forsvindende faa i Forhold til det Hele, at de ikke blir Omtale eller Opsigt værd; de fleste Kvinder vil, drevne af Naturens umiddelbare Trang, længes efter Hjemmet og Hjemmets Pligter og vælge det frem for noget andet og føle sig lykkelige der. Køkkenet og Barnekammeret, som de konservative sværmer saa for, vil Kvindesagens Forsvarere aldeles ikke tage fra Kvinden. Vi sige tvertimod, at de fleste vil vælge det og trives der, fordi Kvindens Naturbegavelse som Regel udfolder sig bedst som Hustru, Husmoder og Moder; men vi vil jo gerne have Kvinder i Køkkenet, som forstod at lave Mad og havde Sans for Renlighed, og Mødre i Barnekammeret, som havde aandelige Interesser og skjønte sig lidt paa Børneopdragelse. Og vi vil jo ikke betragte Køkken og Barnekammer som Fængsler for Kvinden, saaledes, at hun skal have Lov at være og herske der, men ellers ingen Ting have at sige udenom. Og desmere af aandelige Interesser en Kvinde har, desmere vi vil aabne for hende Døren til Læsning, til Deltagelse i Dagens Spørgsmaal, desmere Liv og Interesser vil der komme i hende, desbedre vil hun blive skikket til at opdrage Børn og tidligt indgive dem Interesser for andet end Maden og det at tjene Penge og faa Fornøjelser. Det at udvide Kvindens aandelige Horisont, at tage hende helt med i aandelig Udvikling og Interesser vil saaledes ikke give hende Afsmag paa Køkken og Barnekammer, men bare gøre, at hun blir dygtigere der, at hun fylder dem med Forstand og praktisk Dygtighed.

De Kvinder, som uden at være nødte til det, vil søge Erhverv i Haandværk eller i andre Bestillinger, vil forholdsvis være faa, og da kun følge et Kald, som er dem særlig betroet som en Undtagelse fra Regelen. Det er akkurat det samme Tilfælde her som med Mændene. Det er de færreste Mandfolk, som er født med Digtergave, f. Ex., men derfor vil man vel ikke forbyde de faa, som har faaet denne Gave, at udvikle og benytte den, og man vil ikke kalde dem umandige derfor. Ligeledes kan man ikke forbyde de enkelte Kvinder, som har faaet Digtergaven eller Begavelse i anden særskilt Retning, at udvikle og benytte denne Gave, og kalde dem ukvindelige, fordi om de gør det. Der er ingen Regel uden Undtagelse. Og om end det kommer at gælde som en Hovedlov, at de fleste Kvinder vil vælge og føle sig tilfredse i et stille Hjemlivs Sysler, saa maa Undtagelsen af denne Regel ogsaa have Lov at existere og udvikle sig som Undtagelse, ellers vilde vi gøre Brud paa Vedkommendes Natur. Ligesom ikke alle Mennesker er lige lange og lige korte, og ligesom det ikke gaar an for at opnaa dette, at tøje i de korte og hugge lidt paa de lange, saaledes gaar det heller ikke an for os at opstille bestemte Love for, hvad Kvindelighed er, saaledes, at alle Kvinder absolut skal pidskes eller presses ind i disse Former, og hvis de vil gaa udenfor, kaldes ukvindelige. Det er denne Fejl, saa mange af Kvindesagens Modstandere gør sig skyldige i. Har en Kvinde særskilte Anlæg til at blive Præst eller Arkitekt eller Statsmand eller Digter eller Lods eller Mekaniker

o. s. v., saa vil hun ikke blive ukvindelig ved at følge denne sin Naturs Trang; thi derved fylder hun jo netop Guds Bestemmelse; men hun vil blive ukvindelig, naar man stænger for hende Vejen til hendes Begavelse. En Kvinde vil altid medbringe selv til disse Bestillinger noget ejendommeligt, ejendommelige Fortrin og ejendommelige Mangler, som en Mand i samme Bestilling ikke har, og hvori hun røber sin Kvindelighed. Jeg kan af personlig Erfaring tale om de kvindelige Præster, jeg kjender. Der er ved dem en egen mild Ynde, en egen stille Varme, en skær Renhed, som Mændene ikke har, mens jeg kan savne igen den malmfulde, ringende Røst, den stærke Myndighed, det paagaaende som ved Mænds Taler. At beskylde disse Præster for at være ukvindelige vilde være at gøre dem blodig Uret, ligesom jeg hos Kvindetalerne har fundet de mest moderlige Skikkelser, jeg har truffet paa, og jeg ved ogsaa om dem, at de har været exemplariske Mødre. At en Bestilling i det offentlige Liv, som vi nu er vant til at se Manden i Enebesiddelse af, skulde nødvendigvis afklæde Kvinden hendes Ynde og Tiltrækning, er sligt gammeldags Nonsens, som vi nu skulde være færdige med. En Kvinde, som har Anlæg til at blive en Blaastrømpe eller mandfolkeagtig utækkelig i sin Fremtræden, vil saamænd blive det, enten hun har en offentlig Bestilling eller ej, enten hun er gift eller ugift. Sand Kvindelighed fordrer ligesom sand Mandlighed Frihed for at kunne voxe. Man opnaar ingen Ting ved at klæde nogen af Kønnene i Spændetrøje mod deres Vilje. Lad dem begge faa fuld Frihed, og de vil begge vide at vælge efter deres Naturs Krav, hvad enten det blir som Regelen eller Undtagelsen. At gøre Uretfærdighed og behandle Kvinden som en underordnet Del af Menneskeskabningen og ikke som Mandens Lige vinder Paaskud af at bevare hendes Kvindelighed, det bare volder Trods og Krig mellem Kønnene. Og for vor egen Skyld bør vi værge om vor Mors, vor Hustrus og vor Søsters Navn og ikke se paa disse som halve Mennesker. Den underordnede Stilling, hvori Kvinden har befundet sig og endnu vitterlig befinder sig, har ikke tjent til at udvikle hendes Kvindelighed men at sløve, afstumpe og kue den. De, som indbilde sig, at Kvindelighed bestaar i, at Kvinden blidt og stille og ydmygt skal lægge sit Hoved under Mandens Støvlehæl, de viser, at de ikke har Begreb om, hvad Kvindelighed er, men forvexler den med Trællesind. Kvindens medfødte, rige Gave til at tjene, at lide og taale er af Manden benyttet til at fortrælle hende, til at lade hende finde sig tilfreds i den Skæbne, at skulle være først Offer for Mandens Lyst og dernæst hans Tjenestepige. Thi dette er virkelig Millioner Kvinders Tilværelse nu om Dagen. Jeg sagde, at den underordnede Stilling, hvori de fleste Kvinder holder sig selv, fordi hun gennem Aarhundreder har været holdt paa den Plads, den ødelægger deres Kvindelighed. Den gør for det første sit til at lade dem tænke smaat, i smaa Ringe og om smaa Interesser. Jeg har hørt begavede Kvinder klage over dette, at naar en Flok Kvinder komme sammen, saa blir det bare op i Sladder, smaa hyggelige Skandalehistorier til Kaffekoppen, eller om Pynt eller om andet Smaatteri. Vil en af dem føre frem Spørgsmaal fra Literatur, fra Kunst, fra Politik, fra Videnskab - nej, saa er de ikke hjemme, de har ingen Kundskab der, ingen Forudsætninger der, følgelig ingen Interesse der. Selskabssammenkomster, hvor der er bare Kvinder til Stede, er i Regelen aandsforladte. Dette har det ført til at dyrke Kvindeligheden efter den gamle Opskrift - Køkkenet og Barnekammeret og Fjøset.

Det har ført til mere. Det har ført til, at Kvinden har udviklet sin Behagesyge i en forfærdelig Grad og paa de latterligste Maader. Hun har jo bare skullet være til for Manden. Hun har ikke faaet Lov til at være noget for sig selv. Denne Behagesyge har da samlet sig væsentlig om hendes Dragt, derfor er Pyntesyge og Modesyge saa almindelig hos hende, og hun holder haardnakket ved de mest naragtige helbredsødelæggende Moder. Se nu Korsettet! Der har i en Række af Aar været skrevet af Videnskabsmænd, af Doktorer, af Æstetikere om det uskønne, helseødelæggende i det stive Korset. Det er vist, hvorledes det svækker Rygmusklerne, hvorledes det presser Indvoldene ud af sit rette Leje og foraarsager Sygdomme og Lidelser, naar den Tid kommer, at Kvinderne skal blive Mødre, det er vist, hvorledes den bløde, elastiske Legemsform er den skønneste - mener De, noget hjælper? Sagen er, at de indbilde sig, de faar vakrere Figur ved at snøre sig i denne Jerntrøje, og derved behage Mændene mere. Det er den gamle Opfatning af Kvindelighed, som nu er drevet ned til slige smaa Putterier; de store Interesser har været holdt borte fra dem, og saa svinger de sig i de smaa.

Og se nu denne naragtige Mode, som man kalder "bustle". Naturen har jo som Regel været meget gavmild mod Kvinden med Hensyn til angældende Legemsdel; men nu har de fundet paa at sætte en kunstig Bagdel oven paa den naturlige; takke til, der ikke kommer endnu en tredje Part lige som Pavehatten, der begyndte med et, men voxede sig op til 3 Led, det ene oven paa det andet. Og denne uformelige Strut, som paaklædes med Sløjfer og Baand, indbilder man sig skal være smuk. Jeg synes, hver agtværdig Kvinde burde skamme sig ved at sætte noget sligt paa sig; og man behøver da ikke at gøre sig til Nar uden Nødvendighed. Men dette, at Kvinden uden videre kan tage og frejdig bruge slig latterlig, for ikke at sige uanstændig, Mode, det viser, hvor lavt hun er sunken, hvorledes hendes ringe Evner har været tvunget ind i Bagateller, som hun dyrker med Lidenskab, fordi hun ikke faar Lov at dyrke de større. En Mand kan sandelig være berettiget til at se ned paa mange af disse Nutidens Modekvinder med Foragt. Og jeg maa tilstaa for mig selv, at slige Kvinder, som, uagtet de ved bedre, dog holder vanvittigt fast paa helseødelæggende Moder, de synker mange Procenter i min Agtelse. De viser, at de elsker sin "bustle" og Korset mere end sin Legems Helse, og sætter Behagesygen højere end Skønheden. Det er ikke Meningen at gaa i Rette med dem, der søger at hjælpe paa en mangelfuld Figur med smaa Toilettets Hemmeligheder. Det finder jeg naturligt og i Orden; men jeg taler om dem, som vanskaber med Vilje sit Legems Linjer og ofrer sin Helbred paa Modens Alter, trods det, at deres Legemsform er fuldkommen. Man vil komme at sige til mig: hvad er dette at snakke om? Sagen er ikke Spøg, den er fuldt knusende Alvor. At se paa, at ens egne Døtre og Sønner gaar hen og med Vilje ødelægger sit Legemes Helse bare for at følge en unaturlig Mode, bør ikke lade os ligegyldige. Thi det er ikke her bare de nævnte Klædningsstykker, det kommer an paa, men det er, hvad disse fortæller os, at Kvinden i Almindelighed lige over for Moden er fejg og forfængelig, og at hun er fangen i Smaainteresser. Lad hende komme fuldt med i Dagens Interesser og Dagens Diskussion, og vi skal se, at inden et Aarhundrede er gaaet, vil Kvinden holde sig for god til at gøre sig selv for Nar ved latterlige Moder. Hun vil spørge efter det, som er klædeligt, tækkeligt, hensigtsmæssigt, ikke efter, hvad nogle halvgale Damer finder paa i Paris. Jo flere aandelige Interesser, jo mere Kundskab om sit eget Legemes Sundhed og

Pleje der trænger ind i Køkken og Barnekammer, jo mindre let vil Kvinden fanges af Smaaforfængelighed. Hun vil komme til at elske Livets store Spørgsmaal og arbejde for dem, og da blir det andet saa smaat, saa smaat, at hun ser det ikke længer. Da vil hendes Kvindelighed udfolde sig som en Blomst. Da kan det blive sandt, som Forfatteren af 1ste Peters Brev skriver: "Deres Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud." Gud give vore Kvinder snart fik Øjnene op for at pryde sig med Hjertets skjulte Menneske, med Aandens Guld i Stedet for med Modens Toskillingsstads.