Koketten

(Fortsat.)

Mon det vilde have hjulpet hende om hun kunde have bevaret en evig Ungdom? Hun troede det knapt. Han vilde dog være bleven ked af hende, han blev jo ked af al Ting. Kun det ny ejede en vis Tillokkelse for ham. Han var overfladisk og karakterløs - hun saa hans .Fejl, og endda elskede hun ham. Hvor var det dog muligt?

Hun vidste det ikke. Det var Haabet, som ikke vilde dø, Haabet om, at han dog skulde være anderledes, end han syntes at være, Haabet om, at hun kunde tage fejl, at hans Sjæl ejede Dybder, som hun endnu ikke havde udgrundet.

Hun skjulte Hovedet i sine Hænder. Det var denne Tomhed i hendes Liv, som var saa uudholdelig. Hun fortæredes ikke af brændende Kval, men hun stivnede i isnende Kulde.

Hedvig Stahr var født af borgerlige Forældre. Hendes Skønhed havde været overordentlig, uimodstaaelig, - og den unge Greve var bleven forelsket i hende paa et Bal.

Hun skulde, hun maatte blive hans. Hele Familien formaaede intet mod denne tøjlesløse Lidenskab, alle Formaninger og Bønner prellede af mod den.

Man henvendte sig til Hedvig selv, man appellerede til hendes Forstand, til hendes Ædelmodighed.

Hun viste ham tilbage, med en heroisk Følelse af, at hun opofrede sig for hans Vel. Men det bidrog kun til at ægge ham endnu mere, forkælet og egensindig som han var.

Han svor, at han vilde vinde hende, at hun og ingen anden skulde blive Grevinde Stahr.

Han kunde vente, men ikke resignere, og han fremturede i sin Beslutning med eksempelløs Haardnakkethed.

Han søgte Bistand paa højere Steder og vilde sætte baade Himmel og Jord i Bevægelse, om det skulde behøves.

Han var ved al denne Modstand bleven sat i en stærk Spænding, som ejer noget højst tiltrækkende for saadanne Naturer som hans.

Det var Jægerens Iver - fordoblet, koncentreret. Tillokkelsen laa i Vanskelighederne, ikke i Genstanden.

Hans ubændige Attraa udøvede en forunderlig Virkning paa den unge Pige. Hun saa op til sin Beundrer som til et guddommeligt Væsen, omstraalet som han var af Fødslens og Rigdommens Glans. Han var en Helt, en Eventyrprins, og hun tilbad ham. Han ryddede alle Hindringer af Vejen, tog hende til Hustru og indførte hende i sin Familie, som det let lykkedes hende at vinde ved sit smukke Ydre og blide Væsen. Greven var mer end lykkelig, han var sejersglad. Han kunde have baaret hende paa Hænderne, han var stolt af hendes Skønhed og vilde se hende hyldet og beundret. Ogsaa det lykkedes! . . . Og saa var han færdig. Der var ikke mere at efterstræbe, og han vendte sig ad en anden Kant,

Den meste Tid var han borte, enten paa Rejser eller paa Jagt. Og naar han var hjemme, kunde den ene Dag gaa efter den anden, uden at der blev vekslet et Ord om andre Ting end Vejr og Vind og slige almindelige Emner. Han indskrænkede aldrig hendes Frihed, nægtede hende aldrig Penge og opfyldte gerne hendes Ønsker, blot de ikke kom i Kollision med hans egne.

(Fortsættes.)