Til Kvindesagens Venner!
Undertegnede vil blot tillade sig at henlede alle Kvindesagens Venners Opmærksomhed paa et Forhold, som maaske i første Øjeblik kan synes ubetydeligt, men som dog turde have Krav paa vor Interesse.
Skal Kvindesagen ikke blot leve, men ogsaa vokse og udvikle sig her i Danmark, da maa den stadig have et tidssvarende Presseorgan, gennem hvilket dens Venner kan ytre sig frit og uhindret og tage Kampen op med Modstanderne.
Et saadant Organ er under Fremvækst i nærværende Blad, der redigeres med stor Dygtighed af Fru J. Meyer og skrives i af en hel Stab af intelligente Kvinder.
Men selv om dette Blad allerede har tilkæmpet sig et forholdsvis betydeligt Antal Abonnenter, saa dets Eksistens foreløbig er sikret, vil dets Udvidelse og Fremgang dog først rigtig faa Fart, naar det i højere Grad bliver et Avertissementsblad. Thi det er, som bekendt, ikke Abonnementsindtægten, men derimod væsenlig Avertissementsindtægten, der bærer Bladene frem i pekuniær Henseende.
Det vilde jo være meget ønskeligt - og gavnligt for Sagen - om Bladet inden alt for længe kunde udvides - enten til et noget større Ugeblad eller et Dagblad. Men en saadan Udvidelse vil vi vanskeligt kunne vente, hvis ikke Bladet i højere Grad bliver et Avertissementsblad.
Og da Holderantallet, som før nævnt, er ret betydeligt, og Bladet læses af adskillige Tusender Landet over, ser jeg heller ikke, hvorfor vi ikke lige saa godt kan avertere i vort eget Blad som i andres, f. Eks. de smaa Ugeblade, der ikke har nogen synderlig stor Læsekreds.
Men ikke blot alle Kvindesagens Venner bør avertere i Bladet. De maa ogsaa faa andre til det.
De maa fortrinsvis søge at støtte de Handelsfolk, de Højskoler o. s. v., som ikke blot holder, men ogsaa averterer i „Kvindebladet”.
At Kvindesagens Venner f. Eks. fortrinsvis søger - og saa vidt muligt paavirker Kendinge til det samme - de Højskoler, der har frigjort sig fra de reaktionære Fordomme imod Kvindesagen - ligger jo ogsaa i Sagens aandelige Natur.
Men alene fra et rent pekuniært Synspunkt vil det være af stor Betydning for vor Sag, om vi igennem fortrinsvis at yde de i vort Blad averterende Folk vor Søgning, kan bringe Bladet flere Avertissementer og dermed større Indtægter. Thi til at føre Krig - ogsaa imod den „Krig”, der desværre er kommen ind i Tilværelsen mellem Mand og Kvinde - hører der tre Ting: Penge, Penge og atter Penge!
Lad os alle i det hele taget ganske særligt samle vore Kræfter om at virke hen til en Udvidelse - og en endnu større Udbredelse - af vort Presseorgan. Der er neppe nogen mere virkningsfuld Maade at arbejde for Kvindesagen paa i Øjeblikket!
