En ny Drik for Afholdsfolk.
Endelig har man da funden en Drik, som kan træde i Stedet for det afskyelige bajerske Øl, som har foraarsaget saa mange Ulykker og nedbrudt saa mangen Mands Helbred, voldt hans økonomisk Ruin og bragt Sorg og Nød over Hustru og Børn. Det er en Ølsort, som i alle Maader er lige saa velsmagende som andet Øl, og indeholder mindre Alkohol end Hvidtøl. Det kaldes Root Beer, paa dansk Urte-Most, og tilberedes foruden paa det danske Humle paa amerikanske Urter.
Det besidder ikke alene en oplivende og forfriskende Smag, men da det savner den stimulerende Magt, saa holder det Hjærnen klar og slukker samtidigt Tørsten. Det er med Rette bleven sagt, at Arbejderen ikke kan undvære Øl, naar han arbejder i den fri Luft, ofte i den brændende Solhede, og i Kampen for det kære bajerske Øl har man ofte spøgende spurgt, om da Arbejderen skulde drikke Havresuppe. - Her er nu en Drik, som er lige saa uskyldig og lægende som Havresuppe, saa et Barn endogsaa har Gavn af at nyde den og har alle de bedste Ølsorters Fortrin og koster ikke mere end bajersk Øl.
Det er Amerikanerne, der skal have Æren for denne Opfindelse, og det er naturligt - da der intet Sted i Verden arbejdes saa energisk af Kvinder mod Drikkeriets Onder. Her i København er det ogsaa en Kvinde, der har indført denne Ølsort, nemlig Fru Olesen. Fabrikationen er imidlertid nu i Januar overgaaet til Fru Clara Sendrup, Nørrevold 24, og der er foretaget saa store Forbedringer i hele Driften og Brygningsmaaden, at det nu fuldstændigt kan trodse Konkurrencen med enhver anden Ølsort. Flaskerne møder i sirlige Etiketter og leveres til de Handlende med lige saa stor Rabat som den, der faas paa bajersk Øl. Vi vil indstændigt bede Kvinderne gøre deres til at indføre det i deres Huse. Det har ganske vist ved første Glas en egen Urtesmag, som dog ved Brugen bliver mere og mere velsmagende.
De, for hvem Afholdssagen er en Alvorssag, og som forstaar, at uden Øl kan den danske Arbejder ikke leve, bør arbejde for Root Beer.
For dem, der ønsker selv at brygge Øllet, kan der erholdes Extrakt og fuldstændig Brugsanvisning hos Clara Sendrup, Nørrevold 24. (Se omstaaende Annonce).